tirsdag den 29. maj 2012

Polynesien 1968


Palmehytten i Papara på Tahiti, 1968


Hytten lå lige ned til havet. Vi kunne altid høre brændingen slå ind over revet et halvt hundrede meter ude. Det var en stor og solid hytte, bygget af bambus og tækket med kokos. Der var et stort bord og lange bænke, vi kunne sidde på. Vi havde rigelig plads til alle vores soveposer. Jeg kunne sidde ved bordet og skrive på maskine. Uden for huset stod nogle høje, svajende kokospalmer. Klynger af kokosnødder hang deroppe, tahitianerne havde en særlig teknik, så de kunne sætte hælene i og klatre lige op ad den høje, glatte stamme med en kniv mellem tænderne og skære nødderne af, så de bumpede ned. Vandet inden for revet var stille og lunt. Der var den fineste sandbund. Man kunne vade ud til revet med snorkel og svømmebriller, lægge sig i et X og kigge ned. Strømmen var som et transportbånd, man lå ubevægelig og blev ført hen over revet. Jeg tog turen fire eller fem gange om dagen, flød to-tre hundrede meter, vadede i land og gik tilbage til huset. Jeg kunne aldrig blive træt af koralrevet. Det var der hele tiden i min bevidsthed. Når jeg sad inde ved bordet, behøvede jeg bare at lukke øjnene, så flød jeg igen frem over revets myldrende liv. Jeg havde hele tiden denne vuggende, glidende fornemmelse i kroppen, vandets skvulpende kærtegn, prikker og striber af blåt vandlys dansende mod mine øjne. Der var de levende korallers formationer, søanemoner der stod og viftede med fangtrådene og leddeløse søpølser, der så ud, som om de var stoppet forkert. Der var fisk i alle farver og faconer, zebrastribede, lyseblå med gule neonstriber, flade fisk, aflange fisk, klumpede fisk. Der var hummere og muslinger og blæksprutter med sære, sorte papegøje­næb, gemt af vejen oppe under armenes skørter. Tahitia­nerne vendte let og elegant vrangen ud på blæksprut­terne, når de tog dem med harpun. Så blev de paraly­seret. Ellers kunne de blive ved med at suge sig fast og sprælle med armene. Man skulle tæve dem mod en stor sten i lang tid for at få dem møre, ellers var de for seje til, at man kunne spise dem.

Vores hytte blev hurtigt til en magnet for alle børnene i området. Først kom et par stykker over og stod og kiggede ind ad døren. Da vi talte venligt til dem og ikke jog dem væk, kom der flere. Der stod tit en hel klump af børn mellem to og tolv foran alle vinduerne og kiggede ind på os. Nogle af dem kunne sige et par ord på fransk, vi spurgte dem, om de gik i skole og den slags. De lærte os, hvordan man bedst flækker en kokosnød ved at hamre den ned mod en jernstang, man havde stukket godt ned i jorden, så den stod fast. De kunne flække den i to pæne halvdele bare ved at banke den ned mod stangen på den rigtige måde. De lærte os også at lave fin kokosmælk, der kunne bruges i kaffen. Ikke den vandklare, forfriskende saft, man fik bedst fra de grønne kokosnød­der, men en tyk, flødelignende væske, man kunne få, hvis man rev friske og modne kokosstykker fint og pressede reven kokos ud gennem et klæde.
              Efterhånden begyndte de voksne, der boede rundt omkring i Papara, at komme over til os. - Jeg har aldrig brudt mig om hvide menne­sker, sagde en af dem. - Franskmændene har aldrig opført sig ordentligt over for os. Men nu kommer mine børn hjem og fortæller, at I har været venlige mod dem, og så ville jeg da lige se, hvad I er for nogle.
              Til at begynde med ville de voksne ikke komme indenfor. Fire unge tahitianere lånte Walthers guitar og satte sig uden for døren og spillede og sang hele aftenen. Det var tahiti-pop, en blanding af traditionel, polynesisk musik og fransk pop. Jeg brød mig ikke om den traditionelle, vestlige popmusik, som jeg syntes var flad og intetsigende, men jeg kunne helt godt lide de regionale former for popmusik, som man hørte dem i rutebiler og på cafeer i de forskellige lande, græsk, tyrkisk, arabisk - og senere kinesisk og vietnamesisk og latinamerikansk pop. Jeg kunne også godt lide polynesisk pop, den var vuggende og syngende og eminent god at danse til.
             
Inde på stranden var der tusinde af eremitkrebs hver dag. De lå nede i konkylierne og vimrede. De fleste af dem var små, men Mette fangede en, der var sort og håret og på størrelse med en knytnæve. Rundt omkring i sandet og i jorden højere oppe var der dybe huller, hvor nogle bidske jordkrabber holdt til. Walther fangede en, der bed hans flipfloppere igennem med sin ene klo.
              Jeg lod mig flyde og blev båret blidt forbi et panorama af paddehatkoraller, smukke og skære gevækster, der knækkede, hvis man trådte på dem, og store runde og hvide kalkkoraller med dybe huller, hvor fiskene svømmede ud og ind. Søpindsvin lå og ventede under alle korallerne. De var spiselige, men af en eller anden grund havde de kun den lille geléklump inderst, der var det eneste, man spiste af dem, i dagene omkring nymåne. Der var tusinder af fisk - nogle af dem farveløse og gennemsigtige med sorte pletter, nogle orange eller azurblå - selv om det ikke var den bedste årstid til fisk nu. Fra oktober var der så mange, at en enkelt fiskerbåd kunne tage flere tusinde kasser ind med fyrre fisk i hver. Ude på koralrevene voksede nogle store stive kiselvækster - jeg vidste ikke, om det var planter eller en form for koraller.

En mand i trediverne, der boede i nærheden, kom over for at se til os sammen med sin kone og deres datter. Han hed Tinihau, men alle mennesker kaldte ham Coco. Hans kone hed Ayeneda. Coco arbejdede én formiddag om ugen med at køre lastbil. Så tjente han nogle kontante penge, så de kunne købe kaffe og sukker og den slags. Der var ikke grund til at arbejde mere. De havde alting lige uden for døren. Han tog ud på revet og fiskede. De havde bananer og mange slags frugter og grøntsager i haven. Når de fangede flere fisk, end de lige kunne spise, eller når der var mange modne frugter, gik de rundt og gav naboerne det, der var til overs. Coco fortalte forarget, at nogle af de unge var begyndt at køre ind til Papeete med deres overskud og sælge det på markedet. Det syntes han altså var noget svineri. Sådan havde de aldrig gjort. De havde altid delt ud af deres overflod; andre delte også ud af deres. På den måde fungerede det hele så godt, og alle mennesker blev gode venner. Så kunne man holde fest nede på stranden, danse og spille musik og drikke rom. Hvorfor skulle man slide i det for at tjene penge til noget, man ikke havde brug for, når livet var så nemt, at man bare behøvede at række hænderne ud efter de modne bananer eller sejle ud på revet, så havde man det hele. Hvis ens hus brasede sammen, byggede man bare et nyt. Der var bambus og kokosblade alle vegne.
              Coco havde taget søde grapefrugter, der var så store som fodbolde, med sammen med papayaer, tamarinder med hård, grå bælg og syrligt kød rundt om de hårde kerner, og røde tahitianske bananer, der ikke kunne spises rå, men skulle koges. De smagte lidt af brødfrugter. De andre kunne ikke lide dem, men jeg syntes, de smagte helt godt.
              I den tid, vi var der, fangede vi fisk på revet, vi harpunerede blæksprutter og plukkede hummere og krabber op. Når vi havde mere, end vi lige kunne spise, gik vi over til Coco eller de andre, der boede rundt omkring. De kom over til os med bananer, papayaer og guavaer. Det var ikke nogen byttehandel. Det var ikke noget for noget. Det var bare naboskab.
              Coco havde nok fortalt andre i nærheden, at vi var gode nok, for næste dag kom tredive-fyrre tahitianere af yngre årgang over for at spille guitar, synge og danse. Pigerne bandt et stort skærf rundt om røven, så man rigtig kunne se, hvor de vrikkede med den, når de dansede.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar