Palmehytten i Papara på Tahiti, 1968
Hytten lå lige ned til havet. Vi kunne altid høre
brændingen slå ind over revet et halvt hundrede meter ude. Det var en stor og
solid hytte, bygget af bambus og tækket med kokos. Der var et stort bord og
lange bænke, vi kunne sidde på. Vi havde rigelig plads til alle vores
soveposer. Jeg kunne sidde ved bordet og skrive på maskine. Uden for huset stod
nogle høje, svajende kokospalmer. Klynger af kokosnødder hang deroppe,
tahitianerne havde en særlig teknik, så de kunne sætte hælene i og klatre lige
op ad den høje, glatte stamme med en kniv mellem tænderne og skære nødderne af,
så de bumpede ned. Vandet inden for revet var stille og lunt. Der var den
fineste sandbund. Man kunne vade ud til revet med snorkel og svømmebriller,
lægge sig i et X og kigge ned. Strømmen var som et transportbånd, man lå
ubevægelig og blev ført hen over revet. Jeg tog turen fire eller fem gange om
dagen, flød to-tre hundrede meter, vadede i land og gik tilbage til huset. Jeg
kunne aldrig blive træt af koralrevet. Det var der hele tiden i min bevidsthed.
Når jeg sad inde ved bordet, behøvede jeg bare at lukke øjnene, så flød jeg
igen frem over revets myldrende liv. Jeg havde hele tiden denne vuggende,
glidende fornemmelse i kroppen, vandets skvulpende kærtegn, prikker og striber
af blåt vandlys dansende mod mine øjne. Der var de levende korallers
formationer, søanemoner der stod og viftede med fangtrådene og leddeløse
søpølser, der så ud, som om de var stoppet forkert. Der var fisk i alle farver
og faconer, zebrastribede, lyseblå med gule neonstriber, flade fisk, aflange
fisk, klumpede fisk. Der var hummere og muslinger og blæksprutter med sære,
sorte papegøjenæb, gemt af vejen oppe under armenes skørter. Tahitianerne
vendte let og elegant vrangen ud på blæksprutterne, når de tog dem med harpun.
Så blev de paralyseret. Ellers kunne de blive ved med at suge sig fast og
sprælle med armene. Man skulle tæve dem mod en stor sten i lang tid for at få
dem møre, ellers var de for seje til, at man kunne spise dem.
Vores hytte blev hurtigt til en magnet for alle
børnene i området. Først kom et par stykker over og stod og kiggede ind ad
døren. Da vi talte venligt til dem og ikke jog dem væk, kom der flere. Der stod
tit en hel klump af børn mellem to og tolv foran alle vinduerne og kiggede ind
på os. Nogle af dem kunne sige et par ord på fransk, vi spurgte dem, om de gik
i skole og den slags. De lærte os, hvordan man bedst flækker en kokosnød ved at
hamre den ned mod en jernstang, man havde stukket godt ned i jorden, så den
stod fast. De kunne flække den i to pæne halvdele bare ved at banke den ned mod
stangen på den rigtige måde. De lærte os også at lave fin kokosmælk, der kunne
bruges i kaffen. Ikke den vandklare, forfriskende saft, man fik bedst fra de
grønne kokosnødder, men en tyk, flødelignende væske, man kunne få, hvis man
rev friske og modne kokosstykker fint og pressede reven kokos ud gennem et
klæde.
Efterhånden
begyndte de voksne, der boede rundt omkring i Papara, at komme over til os. -
Jeg har aldrig brudt mig om hvide mennesker, sagde en af dem. - Franskmændene
har aldrig opført sig ordentligt over for os. Men nu kommer mine børn hjem og
fortæller, at I har været venlige mod dem, og så ville jeg da lige se, hvad I
er for nogle.
Til
at begynde med ville de voksne ikke komme indenfor. Fire unge tahitianere lånte
Walthers guitar og satte sig uden for døren og spillede og sang hele aftenen.
Det var tahiti-pop, en blanding af traditionel, polynesisk musik og fransk pop.
Jeg brød mig ikke om den traditionelle, vestlige popmusik, som jeg syntes var
flad og intetsigende, men jeg kunne helt godt lide de regionale former for
popmusik, som man hørte dem i rutebiler og på cafeer i de forskellige lande,
græsk, tyrkisk, arabisk - og senere kinesisk og vietnamesisk og latinamerikansk
pop. Jeg kunne også godt lide polynesisk pop, den var vuggende og syngende og
eminent god at danse til.
Inde på stranden var der tusinde af eremitkrebs
hver dag. De lå nede i konkylierne og vimrede. De fleste af dem var små, men
Mette fangede en, der var sort og håret og på størrelse med en knytnæve. Rundt
omkring i sandet og i jorden højere oppe var der dybe huller, hvor nogle bidske
jordkrabber holdt til. Walther fangede en, der bed hans flipfloppere igennem
med sin ene klo.
Jeg
lod mig flyde og blev båret blidt forbi et panorama af paddehatkoraller, smukke
og skære gevækster, der knækkede, hvis man trådte på dem, og store runde og
hvide kalkkoraller med dybe huller, hvor fiskene svømmede ud og ind. Søpindsvin
lå og ventede under alle korallerne. De var spiselige, men af en eller anden
grund havde de kun den lille geléklump inderst, der var det eneste, man spiste
af dem, i dagene omkring nymåne. Der var tusinder af fisk - nogle af dem
farveløse og gennemsigtige med sorte pletter, nogle orange eller azurblå - selv
om det ikke var den bedste årstid til fisk nu. Fra oktober var der så mange, at
en enkelt fiskerbåd kunne tage flere tusinde kasser ind med fyrre fisk i hver.
Ude på koralrevene voksede nogle store stive kiselvækster - jeg vidste ikke, om
det var planter eller en form for koraller.
En mand i trediverne, der boede i nærheden, kom
over for at se til os sammen med sin kone og deres datter. Han hed Tinihau, men
alle mennesker kaldte ham Coco. Hans kone hed Ayeneda. Coco arbejdede én
formiddag om ugen med at køre lastbil. Så tjente han nogle kontante penge, så
de kunne købe kaffe og sukker og den slags. Der var ikke grund til at arbejde
mere. De havde alting lige uden for døren. Han tog ud på revet og fiskede. De
havde bananer og mange slags frugter og grøntsager i haven. Når de fangede
flere fisk, end de lige kunne spise, eller når der var mange modne frugter, gik
de rundt og gav naboerne det, der var til overs. Coco fortalte forarget, at
nogle af de unge var begyndt at køre ind til Papeete med deres overskud og
sælge det på markedet. Det syntes han altså var noget svineri. Sådan
havde de aldrig gjort. De havde altid delt ud af deres overflod; andre delte
også ud af deres. På den måde fungerede det hele så godt, og alle mennesker
blev gode venner. Så kunne man holde fest nede på stranden, danse og spille
musik og drikke rom. Hvorfor skulle man slide i det for at tjene penge til
noget, man ikke havde brug for, når livet var så nemt, at man bare behøvede at
række hænderne ud efter de modne bananer eller sejle ud på revet, så havde man
det hele. Hvis ens hus brasede sammen, byggede man bare et nyt. Der var bambus
og kokosblade alle vegne.
Coco
havde taget søde grapefrugter, der var så store som fodbolde, med sammen med
papayaer, tamarinder med hård, grå bælg og syrligt kød rundt om de hårde
kerner, og røde tahitianske bananer, der ikke kunne spises rå, men skulle
koges. De smagte lidt af brødfrugter. De andre kunne ikke lide dem, men jeg
syntes, de smagte helt godt.
I
den tid, vi var der, fangede vi fisk på revet, vi harpunerede blæksprutter og
plukkede hummere og krabber op. Når vi havde mere, end vi lige kunne spise, gik
vi over til Coco eller de andre, der boede rundt omkring. De kom over til os
med bananer, papayaer og guavaer. Det var ikke nogen byttehandel. Det var ikke
noget for noget. Det var bare naboskab.
Coco
havde nok fortalt andre i nærheden, at vi var gode nok, for næste dag kom
tredive-fyrre tahitianere af yngre årgang over for at spille guitar, synge og
danse. Pigerne bandt et stort skærf rundt om røven, så man rigtig kunne se,
hvor de vrikkede med den, når de dansede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar