torsdag den 31. maj 2012

"Grænseløs" er en erindringsroman om tresserne. På bloggen her vises enkelte uddrag af romanen.

© Arne Herløv Petersen 2012, for alt indhold på denne blog.
Enhver kopiering må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Se mere om forfatteren på Facebook, på bloggen http://herlov.blogspot.com og på hjemmesiden http://herlov.dk

onsdag den 30. maj 2012

Huset i Jægergade 1969


                                               Jægergade 14 (med den gulmalede facade)


Den gamle lejer på fjerde kom ud til mig og fik sin forudbe­talte husleje, og jeg fik nøglen til lejligheden. Vi var ude og se på den. Der flød med tomme ølflasker, tøj, Richsbilleder og alt muligt skrammel. Et par ruder var gået. Det skulle egentlig trækkes fra, men på den anden side var den gamle lejer flyttemand, og han kunne flytte for mig i weekenden sammen med et par kolleger for en tredjedel af, hvad det ellers kostede, så jeg så stort på ruderne. Man kunne vælge at sige, at lejligheden så trist og deprimerende ud. Man kunne også vælge at se den som en udfordring.
              Jeg pjækkede fra uni næste dag og gik ned og købte sækkelærred, som jeg gik i gang med at klæbe op på væggene. Så slap vi for alt det med at skrabe ned og spartle ud. Men det var ikke så nemt. Der sad nogle store søm, jeg ikke på nogen måde kunne få ud. I hvert fald ikke uden at slå hul i væggen. Pludselig væltede sækkelærred i store bukler med lim på ned over mig og spærrede mig inde i et klistret sækkelærredbur. Jeg rev og flåede for at komme ud, fór rundt og skreg og bandede, så Anja blev bange for mig. Hun havde ikke set mig sådan før. Hun gik i gang med at male den ene væg sort. Jeg ville slappe af med at male et lille panel inde i stuen, men Anja kom ind og kritiserede mine anstrengelser sønder og sammen. Der var helligdage og alt muligt. - Det ser ikke ud, som om det er malet, sagde hun. - Bare som om der er smurt noget på.
              - Nå, men så kan du gøre det, hvis du er så god til det, sagde jeg med olmt blik og satte mig i et hjørne oven på dynger af gamle striktrøjer og sparkedragter.
              Jeg købte en skumgummihynde på to gange halvanden meter nede på Nørrebrogade og baksede den hjem i sporvognen. Jeg fandt noget gult og grønt stof i Crome & Goldschmidt, der kunne bruges som betræk til sengen. Min far kom ud i lejligheden og satte lys op. Til gengæld havde der været en mand fra Lys og Gas, der forseglede gasmåleren, fordi et gasrør endte blindt oppe under loftet. Det var ikke så godt. Min far prøvede forsøgsvis også at smøre lim på forsiden af sækkelærredbanerne. Det fik dem godt nok til at hænge bedre fast, men limen koagulerede til store snot­klumper; det så lidt malabarisk ud. Hvis man skulle hænge billeder over alle de uheldige steder, skulle vi have billeder fra gulv til loft.
              Anja tog over til Peter Viggo for at sy sengebetrækket. Vi sov for første gang ude i lejligheden, viklet ind i et tyndt dynebetræk på skumgummihynden, som vi havde lagt på gulvet i stuen. Jeg lå og læste i en bog, jeg lige havde købt, om uddøde og truede arter, dronter og oryx-antiloper.

Det var hårdt at undvære morgenkaffen. Vi måtte se at få gas i lejligheden eller i det mindste få fat på en dyppekoger. Jeg havde ikke fået skiftetøj med, så jeg troppede op på Nationalmuseet til gennemgang af de ældste græske mønter i malertøj med pletter. Jeg blev hjemme hos mine forældre næste dag for at læse korrektur i fred og ro, mens Anja tog ud og malede i lejligheden. Vi malede videre de næste dage og bestilte bord og stole hos Aage Bruun. Vi fik installeret telefon. Vi malede dørene med blå karme, røde midterfelter og hvide borter. Vi malede væggene okkergule og bordeauxfarvede. Vi malede vindueskarmene blå. Vi hængte et stort portræt af Ho Chi Minh op på den ene væg og på de andre vægge Bachs tegninger, fijiansk tapa og australske barkmalerier. Vi lavede et sindrigt system med ensartede skumgummimoduler, som Anja syede brunt fløjlsbetræk til. De kunne stables op til stole eller lægges ud til ekstra senge. Min far tømrede en seng, som vi lagde madras og skumgummihynde på. Den fyldte hele det lille kammer, der var brunt sækkelærred på væggene. Min thangka fra Sikkim hang på endevæggen, så den var det første, vi så, når vi vågnede. Vi fik gassen ordnet og indkøbte husgeråd. Det allerførste, jeg købte, var en frituregryde og en blender, så jeg kunne lave pommes frites og béarnaisesauce til bøfferne. En mand kom ud og lagde kokostæppe på gulvene.

Indtil vi fik gassen lavet, levede vi af grillkyllinger og cola. Jeg havde ikke vidst, der fandtes den slags steder, hvor man kunne gå ned og købe burgere eller kyllinger. Der var en grill lige nede i Rantzaus­gade og en kinesisk grill på Kapelvej. Da vi fik ordnet det med gassen, delte vi de huslige pligter. Anja kunne ikke fordrage at lave mad. Jeg kunne ikke fordrage at vaske op. Så jeg lavede mad, og hun vaskede op hver dag. Jeg elskede at købe ind; der var så mange fine specialbutikker i kvarteret. En god fiskehandel, hvor fiskene gik i store flisebelagte kummer og blev dræbt og parteret på stedet, slagtere, grønthandlere, ismejeri, viktualiehandel, vinhandel, bagerbutikker, alt muligt. I huset ved siden af mit lå et skrivemaskineværksted i kælderen. Willy, der havde værkstedet, stod dagen igennem på trappen op til gaden og holdt øje med, hvad der skete. Hvis der var noget i kvarteret, man gerne ville vide noget om, skulle man bare spørge Willy. Han sad næsten aldrig nede i værkstedet, der var ikke så mange skrivemaskiner, der skulle repareres.
              Det var jo noget gammelt lort, det hus. Alle husene i gaden var ren slum, bygget i 1870’erne og ikke renoveret så forfærdelig meget siden. Men det var billigt. Huslejen i mit hus lå på under hundrede kroner om måneden for to et halvt værelse. Lejen var fastsat af Huslejenævnet. Med den husleje gav mit hus ikke noget stort overskud. Det løb rundt, lige præcis så meget, at jeg kunne bo gratis – med mindre der var noget, der skulle repareres, for så hang jeg på den. Og det var der selvfølgelig næsten altid. Men jeg havde et sted at bo, det kunne jeg ikke få ellers uden at være gift eller have børn. Der var petroleumsfyr i kakkelovnene i alle lejlighederne. Man skulle ned og hente et par dunke petroleum hver dag i fyringstiden. Med lokum i gården var det ikke noget godt sted at have børn, men det var fint nok for unge mennesker, der ikke havde noget mod at rende op og ned. Det var centralt, man kunne gå ind til Rådhuspladsen på ti minutter. Det var et udpræget københavnsk arbejderkvarter. Der var ikke ludere og lommetyve som på Vesterbro. Men tonen var direkte og bramfri. Anja fik et chok, første gang hun hørte to kællinger stå og skændes ud gennem åbne vinduer på fjerde sal, fra hver sin side af gaden. – Du skulle kraftædeme snakke, din smatso, gjaldede det tværs over Jægergade. – Du har fandeme patterne hængende ned til navlen.
              De små lokale værtshuse var tilrøgede med brune vægge og dæmpet lys; folk opførte sig ordentligt, der var sjældent slagsmål og råb og skrig. Det var stamgæsterne, der kom der, de sad pænt og roligt og drak hjernen ud af hovedet dag efter dag. 

Der var masser af antikvariater og marskandisere i Slots­gade, Stengade og Korsgade. Vi hjemsøgte dem og kom hjem med alt fra gamle Anders And-blade til tidlige PH-lamper, som vi fik for ingen penge. En fyr, der hed Jussi, havde en butik, der hed Tegneserieparadiset Pegasus. Jeg havde aldrig før mødt nogen, der var så meget inde i de gamle Anders And-historier som ham. Vi kunne bare sige Marts 1952 eller September 1949 til hinanden, så nikkede vi indforstået. Dengang Anders And havde lovet at springe i vandet i januar, maharajahen af Pengostan der stod iført tønde og tiggede. Nogle år senere skrev Jon Gisle sin bog om donaldismen, Jussi og jeg var præ-donaldister. Jeg havde samme fornemmelse, når jeg diskuterede Anders And med ham, som når jeg diskuterede det, Anja kaldte alfabetsuppen, med Torsten, alle de små grupper på venstreflø­jen. Groupes et groupuscules, som franskmændene kaldte dem. Hvad KAK sagde til KUF, om kamelerne kunne gå sammen med strammerne. Vi behøvede ikke forklare hinanden en masse på forhånd, vi kunne springe lige ud i detaljerne.
              Anja strikkede og syede og tegnede. Hun sad tit med et håndarbejde, mens jeg læste om tyranner i Syrakus eller Kapp-putschet i 1920 til uni. Vi spillede ludo og Matador og Scrabble og Master Mind og alle mulige kort- og brætspil. Hans-Jørgen Nielsen og Ulla Dahlerup og Jesper Jensen kom ud til alvorlige møder. Vi satte dem til at spille ludo eller sorteper. Det syntes de egentlig også var meget sjovere.

Lassen, Kim og Mariann var oppe hos os og spise carry. Som enhver god indisk husmor lavede jeg min egen carry, stødte krydderierne i morteren og blandede dem. Jeg havde forskellige carryer til forskellige lejligheder. Skulle det være, så skulle det være. Hvis jeg lavede mad hver dag, skulle jeg have lidt sjov ud af det, jeg skulle gøre det til en slags kunstværk, så jeg lavede alting helt fra grunden. Når vi skulle have pizza, havde jeg en særlig opskrift til bunden med tørmælk og tørgær.
              Det var et held, Anja ikke havde noget mod at vaske op, for køkkenet så ud som et bombet horehus, når jeg havde lavet mad.
              Kim og Lassen ville først høre plader og så se fjernsyn, mens vi spiste. Jeg slukkede for begge dele. Så rodede Kim og Lassen sig ind i et privat mundhuggeri med hidsige udfald frem og tilbage over bordet. Det stoppede jeg også med myndig hånd. Mariann og Kim syntes, det var morsomt, at jeg var sådan en bestemmer.
              - Når man har slidt i det som en kuli to timer for at sætte mad på bordet til jer, så må I vise min mad så meget respekt, at I ikke propper den i jer til gungrende rockmusik eller sidder og skændes på tomandshånd imens, sagde jeg. - Når vi spiser, skal vi føre en stilfærdig og stimuleren­de samtale, som alle deltager i. Hvis I ikke kan affinde jer med det, må I gå ned på et cafeteria og fortsætte.

Efterårssemesteret begyndte. Jeg skulle til at tænke på at gå i gang med at skrive speciale. Jeg ville skrive om avisen Social-Demokra­ten i den periode omkring århundredeskiftet, hvor Emil Wiinblad gjorde den til Skandinaviens største avis.
              Jeg begyndte på klassisk kinesisk igen. Jeg hoppede lige ind på tredje semester; jeg håbede, at jeg kunne huske det, jeg havde lært fem år før, men det kom til at knibe. Søren Egerod gik hurtigt frem, jeg havde svært ved at følge med i de vanskelige, klassiske tekster. Så gik det meget bedre de to steder, hvor jeg var den eneste på holdet. Dengang havde man råd til at opretholde øvelser, selv om der kun var én studerende, der meldte sig. Hver uge sad jeg et par timer inde på Zhang Daowens kontor. Han gav mig et digt fra Tang-dynastiet for. Jeg mødte op næste uge med en oversættelse, og vi diskuterede digtet, både sprogligt og ind­holdsmæssigt. Det var timer, jeg glædede mig til. Jeg kunne også godt lide de kinesiske samtaleøvelser hos Chi-yun Eskelund. Jeg sad muttersale­ne nede i lokalet, hun sad oppe ved katederet. Så snakkede vi sammen på kinesisk. Fordi jeg var den eneste på holdet, var jeg i ilden hele tiden. Mit ordforråd var ikke så stort; vi kunne ikke diskutere store og vanskelige emner. Det ville være kedeligt at sidde time efter time og meddele, at min onkel havde en fyldepen, eller min tante slog sin paraply op, når det regnede. Heldigvis fandt vi frem til en løsning. Vi opdagede, at vi begge to interesserede os for at lave mad. I alle timerne sad vi og ud­vekslede opskrifter og talte om interessante supper og gryderetter, man kunne lave.


tirsdag den 29. maj 2012

Polynesien 1968


Palmehytten i Papara på Tahiti, 1968


Hytten lå lige ned til havet. Vi kunne altid høre brændingen slå ind over revet et halvt hundrede meter ude. Det var en stor og solid hytte, bygget af bambus og tækket med kokos. Der var et stort bord og lange bænke, vi kunne sidde på. Vi havde rigelig plads til alle vores soveposer. Jeg kunne sidde ved bordet og skrive på maskine. Uden for huset stod nogle høje, svajende kokospalmer. Klynger af kokosnødder hang deroppe, tahitianerne havde en særlig teknik, så de kunne sætte hælene i og klatre lige op ad den høje, glatte stamme med en kniv mellem tænderne og skære nødderne af, så de bumpede ned. Vandet inden for revet var stille og lunt. Der var den fineste sandbund. Man kunne vade ud til revet med snorkel og svømmebriller, lægge sig i et X og kigge ned. Strømmen var som et transportbånd, man lå ubevægelig og blev ført hen over revet. Jeg tog turen fire eller fem gange om dagen, flød to-tre hundrede meter, vadede i land og gik tilbage til huset. Jeg kunne aldrig blive træt af koralrevet. Det var der hele tiden i min bevidsthed. Når jeg sad inde ved bordet, behøvede jeg bare at lukke øjnene, så flød jeg igen frem over revets myldrende liv. Jeg havde hele tiden denne vuggende, glidende fornemmelse i kroppen, vandets skvulpende kærtegn, prikker og striber af blåt vandlys dansende mod mine øjne. Der var de levende korallers formationer, søanemoner der stod og viftede med fangtrådene og leddeløse søpølser, der så ud, som om de var stoppet forkert. Der var fisk i alle farver og faconer, zebrastribede, lyseblå med gule neonstriber, flade fisk, aflange fisk, klumpede fisk. Der var hummere og muslinger og blæksprutter med sære, sorte papegøje­næb, gemt af vejen oppe under armenes skørter. Tahitia­nerne vendte let og elegant vrangen ud på blæksprut­terne, når de tog dem med harpun. Så blev de paraly­seret. Ellers kunne de blive ved med at suge sig fast og sprælle med armene. Man skulle tæve dem mod en stor sten i lang tid for at få dem møre, ellers var de for seje til, at man kunne spise dem.

Vores hytte blev hurtigt til en magnet for alle børnene i området. Først kom et par stykker over og stod og kiggede ind ad døren. Da vi talte venligt til dem og ikke jog dem væk, kom der flere. Der stod tit en hel klump af børn mellem to og tolv foran alle vinduerne og kiggede ind på os. Nogle af dem kunne sige et par ord på fransk, vi spurgte dem, om de gik i skole og den slags. De lærte os, hvordan man bedst flækker en kokosnød ved at hamre den ned mod en jernstang, man havde stukket godt ned i jorden, så den stod fast. De kunne flække den i to pæne halvdele bare ved at banke den ned mod stangen på den rigtige måde. De lærte os også at lave fin kokosmælk, der kunne bruges i kaffen. Ikke den vandklare, forfriskende saft, man fik bedst fra de grønne kokosnød­der, men en tyk, flødelignende væske, man kunne få, hvis man rev friske og modne kokosstykker fint og pressede reven kokos ud gennem et klæde.
              Efterhånden begyndte de voksne, der boede rundt omkring i Papara, at komme over til os. - Jeg har aldrig brudt mig om hvide menne­sker, sagde en af dem. - Franskmændene har aldrig opført sig ordentligt over for os. Men nu kommer mine børn hjem og fortæller, at I har været venlige mod dem, og så ville jeg da lige se, hvad I er for nogle.
              Til at begynde med ville de voksne ikke komme indenfor. Fire unge tahitianere lånte Walthers guitar og satte sig uden for døren og spillede og sang hele aftenen. Det var tahiti-pop, en blanding af traditionel, polynesisk musik og fransk pop. Jeg brød mig ikke om den traditionelle, vestlige popmusik, som jeg syntes var flad og intetsigende, men jeg kunne helt godt lide de regionale former for popmusik, som man hørte dem i rutebiler og på cafeer i de forskellige lande, græsk, tyrkisk, arabisk - og senere kinesisk og vietnamesisk og latinamerikansk pop. Jeg kunne også godt lide polynesisk pop, den var vuggende og syngende og eminent god at danse til.
             
Inde på stranden var der tusinde af eremitkrebs hver dag. De lå nede i konkylierne og vimrede. De fleste af dem var små, men Mette fangede en, der var sort og håret og på størrelse med en knytnæve. Rundt omkring i sandet og i jorden højere oppe var der dybe huller, hvor nogle bidske jordkrabber holdt til. Walther fangede en, der bed hans flipfloppere igennem med sin ene klo.
              Jeg lod mig flyde og blev båret blidt forbi et panorama af paddehatkoraller, smukke og skære gevækster, der knækkede, hvis man trådte på dem, og store runde og hvide kalkkoraller med dybe huller, hvor fiskene svømmede ud og ind. Søpindsvin lå og ventede under alle korallerne. De var spiselige, men af en eller anden grund havde de kun den lille geléklump inderst, der var det eneste, man spiste af dem, i dagene omkring nymåne. Der var tusinder af fisk - nogle af dem farveløse og gennemsigtige med sorte pletter, nogle orange eller azurblå - selv om det ikke var den bedste årstid til fisk nu. Fra oktober var der så mange, at en enkelt fiskerbåd kunne tage flere tusinde kasser ind med fyrre fisk i hver. Ude på koralrevene voksede nogle store stive kiselvækster - jeg vidste ikke, om det var planter eller en form for koraller.

En mand i trediverne, der boede i nærheden, kom over for at se til os sammen med sin kone og deres datter. Han hed Tinihau, men alle mennesker kaldte ham Coco. Hans kone hed Ayeneda. Coco arbejdede én formiddag om ugen med at køre lastbil. Så tjente han nogle kontante penge, så de kunne købe kaffe og sukker og den slags. Der var ikke grund til at arbejde mere. De havde alting lige uden for døren. Han tog ud på revet og fiskede. De havde bananer og mange slags frugter og grøntsager i haven. Når de fangede flere fisk, end de lige kunne spise, eller når der var mange modne frugter, gik de rundt og gav naboerne det, der var til overs. Coco fortalte forarget, at nogle af de unge var begyndt at køre ind til Papeete med deres overskud og sælge det på markedet. Det syntes han altså var noget svineri. Sådan havde de aldrig gjort. De havde altid delt ud af deres overflod; andre delte også ud af deres. På den måde fungerede det hele så godt, og alle mennesker blev gode venner. Så kunne man holde fest nede på stranden, danse og spille musik og drikke rom. Hvorfor skulle man slide i det for at tjene penge til noget, man ikke havde brug for, når livet var så nemt, at man bare behøvede at række hænderne ud efter de modne bananer eller sejle ud på revet, så havde man det hele. Hvis ens hus brasede sammen, byggede man bare et nyt. Der var bambus og kokosblade alle vegne.
              Coco havde taget søde grapefrugter, der var så store som fodbolde, med sammen med papayaer, tamarinder med hård, grå bælg og syrligt kød rundt om de hårde kerner, og røde tahitianske bananer, der ikke kunne spises rå, men skulle koges. De smagte lidt af brødfrugter. De andre kunne ikke lide dem, men jeg syntes, de smagte helt godt.
              I den tid, vi var der, fangede vi fisk på revet, vi harpunerede blæksprutter og plukkede hummere og krabber op. Når vi havde mere, end vi lige kunne spise, gik vi over til Coco eller de andre, der boede rundt omkring. De kom over til os med bananer, papayaer og guavaer. Det var ikke nogen byttehandel. Det var ikke noget for noget. Det var bare naboskab.
              Coco havde nok fortalt andre i nærheden, at vi var gode nok, for næste dag kom tredive-fyrre tahitianere af yngre årgang over for at spille guitar, synge og danse. Pigerne bandt et stort skærf rundt om røven, så man rigtig kunne se, hvor de vrikkede med den, når de dansede.


Indien 1967


Tiger Hill 1967

De fejrede Bharat Milap i Benares, det var en af årets store højtider, hvor man mindedes dengang Rama kom tilbage til Ayodhya efter fjorten år i landflygtighed og genså sin bror Bharat. Vi var kommet til byen aftenen før, før solopgang kørte vi bussen ned til Mir Ghat ved den hellige flod Ganges. Man gik ned ad en trappe til floden, på begge sider af trappen sad tiggere. En havde hverken arme eller ben, men et smukt resigneret ansigtsudtryk, nærmest som en Buddhastatue, andre havde små, forkrøblede edderkoppeben. Nogle var dødssyge. Det var for sent for dem at tigge penge til mad, de tiggede småmønter til brænde, så de kunne få et ligbål, når de nu snart døde. Nede ved flodbredden vadede folk ud i vandet, tusinder og atter tusinder af dem, de dukkede sig fuldt påklædte, samlede det grumsede vand op i kobber- eller messingkar og børstede tænder med små kviste. Nogle stod med sammenklappede hænder og messede en hilsen til den opgående sol over floden. Fede mænd vekslede en rupeeseddel i fempaise-mønter og gik nådigt ned langs rækken af tiggerne og gav hver af dem en mønt. Mange - især de mest velnærede - havde en hengivent, glasagtigt udtryk i øjnene. Ude på floden sejlede både med hvidklædte turister, der sad og så ind på pilgrimmene og de syge og døende tiggere. Vi gik op i et tempel for at se ud over mængden, der kom stadig flere til, man så ud over let flagrende orange, lilla og røde sarier og mændenes hvide dhotier. Alle vegne, også oppe i templet, var der mudder og affald.

Vi kørte bussen ud til regeringens guest house. Jeg gik ind mod byen igen. Undervejs vekslede jeg en rejsecheck på tyve dollars til en elendig kurs, det var ulideligt slet ikke at have kontanter på sig.
              En procession var i gang, stadig flere mennesker trængtes nede ved Mir Ghat. Jeg løb på Mette og fulgtes med hende. En ung mand viste os ned til det gyldne tempel, men vi måtte ikke komme indenfor, vi var vantro. Vi stod på en tempelterrasse nede ved flodbredden og så, hvordan de brændte ligene. Fire ligbærere kom vandrende gennem gaderne med en ligbylt mellem sig, viklet ind i broget stof. De marcherede taktfast og sang en munter sang til. Når de kom ned til floden, lagde de bylten på jorden, hældte vand fra Ganges over og stablede brænde omkring bylten og satte ild til. Fire-fem bål var i gang på samme tid. Når de var brændt ud, blev asken skyllet ud i floden eller sejlet ud midtstrøms i en båd og kastet i vandet der. En del gamle tiggere, der meget snart skulle dø, lå resigneret og ventede på, at det blev deres tur. De havde kobbermønter på sig, så de kunne betale for brændet. Jeg tænkte på et citat: Jeg skylder Karon en obol. Midt på en af gaderne ned mod Mir Ghat lå en død mand. Folk mærkede interesseret efter, om hans hjerte slog endnu. Da de konstaterede, at det gjorde de ikke, lagde de mønter på hans bryst til ligbålet.
              Mette og jeg gik rundt i byens snævre gyder. Alle vegne var der røde gudebilleder i nicher og templer fulde af køer, der gik frit rundt overalt. Børn sad i rendestenen og sked tyndt og grønt. Der var sygdom, død og snavs, en dyster stemning alle vegne, og folk, der gik forbi med lyserøde betelmunde og øjne stive af religiøst vanvid. Det virkede som en tysk middelalderby med pest og dansegalskab. Hvordan skulle man nogensinde få noget udrettet i sådan et land? tænkte jeg. Hvordan skulle det nogensinde blive bedre? Hvor meget betød deres smukke kultur - gudebilleder­ne, dansen, musikken - når religionen tvang folk til at leve under så modbydelige og nedværdigende forhold, når den døende tigger fik at vide, at det var hans karma at ligge der. Det er din egen skyld. Bedre held næste gang, ved næste genfødsel. Hvordan skulle man så skabe en bedre verden her og nu?

Foran hovedposthuset i Benares sad en meget fed, splitternøgen mand. Folk gik ærbødigt uden om ham, de bukkede for ham, de lagde blomster og mønter til ham. Fade med frugt lå rundt om ham sammen med dynger af murbrokker. Når gadedrengene hujede og råbte efter ham, rejste han sig op i al sin vælde, med gråsprængt Henrik den ottende-skæg, slaskende maver og meget lille pik, og kylede murbrokker efter dem, mens han brølede højt. Folk sagde, at han var så hellig, at han åd sit eget lort. Det var i hvert fald ikke det eneste, han fik at spise, efter maven at dømme. Han virkede ulideligt selvtilfreds og smiskede nådigt, når små, magre mennesker bøjede sig for ham og ofrede til ham.
              Midt i trafikstrømmen lå hellige køer, der ikke vrippede sig en tomme for bilerne. Nogle af dem havde fået malet hornene røde. Et sted så jeg en ko gå ind i en butik. Den væltede ting ned fra hylderne, mens indehaveren stod og så henrykt til og til sidst hængte en blomsterkrans om halsen på den.
              På et gadehjørne stod nogle engelske hippies i beskidte, hvide gevandter og tiggede. Velstående. indiske pilgrimme kastede nådigt et par paise til dem. Jeg syntes, det var frastødende, at mennesker fra vores rige lande tog brødet fra indiske tiggere, der var ved at dø af sult. Jeg vekslede et par ord med hippierne, bare det sædvanlige om, hvor de kom fra og skulle hen. De var klædt som tilsølede engle, men de så ud som vaneforbrydere. De havde kun foragt til overs for de mennesker, de tiggede af. Alle indere var grimme og dumme, sagde de. Det eneste, de havde respekt for, var et los i røven. Og de lugtede værre end niggere.
              Vi gik ned til floden igen. Folk stod endnu tættere nede ved floden. Præster i blegorange gevandter gik rundt. Der var hellige mænd i lændeklæde, med uglet skæg og spillende, brune øjne. Mange af de gamle koner havde underligt fritvoksende hestetæn­der, der stod ud ad munden i spredt orden. Et broget tableau af gudinden Kali blev båret forbi af seks mænd. Der var horn og trommer foran gudinden, brændende røgelse bag hende. Nogle bad, andre strakte armene i vejret og jublede. Mette ville hjem, jeg fortsatte alene ned til floden, det blev stadig sværere at komme frem, folk maste og skubbede og puffede. Jeg banede mig frem gennem mængden. Ude på floden sejlede både med store gudebille­der, jernbanefunktionærerne havde deres eget Kali-tableau. Foran i bådene var der stokkefægtning og stokkedans. Honoratiores sad på klapstole på bådene og så ind mod den kompakte menneskemas­se på trapperne og den mudrede bred. Der var ingen ende på processionen, der var ingen variation, det var det samme og det samme og det samme. Jeg banede mig tilbage gennem mængden. I en lille bod købte jeg to små gudestatuer og en forseglet krukke med helligt vand fra Ganges.

              I Siliguri skulle jeg skrives ind hos Foreigners' Registration. Så kunne jeg tage minibus op til Darjeeling. Jeg var fremme om aftenen og fandt et hotelværelse og gik ned på posthuset. Der var koldt om aftenen i Darjeeling. En englænder, jeg snakkede med i Kathmandu, havde givet mig en militærjakke, en af dem i camouflagefarver. Han havde ikke selv brug for den mere, han skulle ned til det sydlige Indien. Den var god at have her.
              Næste dag gik jeg rundt i byen. Man skulle hele tiden op og ned ad de stejle gader. Nogle steder lignede byen Falmouth med gamle, engelske huse. Andre steder, som nede i bazaren, lignede den mere Nepal med fladnæsede, gule kvinder med store ringe i næsen. Men alle steder var den fantastisk smuk, med udsigt over de grønne bjerge med teplantager. Luften var ren og kølig, jeg følte mig meget levende og næsten ekstatisk, det var også en god fornemmelse at være alene for første gang i næsten fem måneder. Følelsen af at kunne gøre lige, hvad jeg ville, boblede gennem mig. Jeg var inde i en boghandel. Boghandleren sagde, at opstanden i Naxalbari var knust nu, men der ville komme flere af samme slags. Så kunne man kalde det kommunisme, hvis man ville. Navnet betød ikke noget for ham, men de, der dyrkede jorden, måtte simpelthen også have udbyttet af deres arbejde. Ellers var der ingen ret­færdighed til.
              Mens jeg sad og spiste mutton curry, snakkede jeg med en fyr, der sagde, han kunne tage mig op til Tiger Hill og tilbage for ti rupees. Hvis man var deroppe ved solopgang, kunne man se Mount Everest. Det aftalte vi så; klokken tre om natten kom en boy og vækkede mig. Han havde en hvid hest med, og den satte jeg mig op på. Det var isnende koldt, men jeg kunne leje strikhue og vanter, og så gik det. I betragtning af, at det var første gang i mit liv, jeg sad på en hest, syntes jeg, det gik ganske godt. Det var en meget fredelig hoppe, den luntede lige så stille af sted, så man kunne sidde og se sig om. Boyen gik bagved; hvis han syntes, hesten kom lidt ud af kurs, hev han den i halen. Jeg red op ad smalle bjergstier, først var der helt mørkt, men efterhånden kom der et grålys, så man kunne se de nærmeste bjerge, blågrå som skyforma­tioner, rundede og lodne. Der var elleve kilometer ud til udsigtspunktet Tiger Hill, og jeg var derude ved femtiden. Der var temmelig mange mennesker, mest indere men også et par amerikanere. Der var bygget en slags platform med halvtag over. Der kunne man stå og se solen stå op over bjergene. Ganske langsomt dukkede de sneklædte bjerge frem, det var som at se et billede tage form i fremkalderbadet, konturerne blev klarere, nu kunne man tydeligt se Kanchenjunga, der virkede som det højeste af bjergene, sneklædt og massivt tårnede det sig op. Mount Everest lå længere væk, det var ikke meget mere end en hvid klat ude mod horisonten. Solen var først en rød stribe, så svuppede den helt op, lyset funklede i bjergenes sne, der var kun enkelte, spredte skyer, himlen flammede  i rødt, orange og gult. Vi stod alle sammen helt stille, med bjergene, himlen og solen foran os. Skyer begyndte at trække sammen, en halv time efter solopgang var de fjerneste bjerge forsvundet i skyerne. Jeg red tilbage ad stien i den tidlige morgensol, de grønne bjerge lyste omkring mig, hesten klarede det hele selv, boyen behøvede ikke at ruske den i halen. Den vidste godt, hvordan den skulle komme hjem, så jeg behøvede ikke gøre noget, jeg kunne bare sidde og nyde den klare luft; selv om det stadig var koldt, begyndte solen at varme. Man kunne lugte byen, før man så den, den skarpe brænderøg, så lå Darjeeling som små dekorative bygge­klodser op over den grønne bjergside, man kunne se teplanta­gernes mønstre. Da jeg stod af hesten, var jeg godt øm i røven, men jeg havde en stor lykkefornemmelse i mig. Jeg ville gerne tilbage til Himalaya en anden gang. Det var helt bogstavelig et sted, hvor man kunne trække vejret frit, helt anderledes end den sumpede varme og menneskemylderet nede i lavlandet.

Jeg havde fået tilladelse til to dages ophold i Sikkim, det var lige nok til at se hovedstaden Gangtok. Jeg kunne komme med jeep derop, sammen med tre indere. Med jævne mellemrum var der checkpoints, hvor jeg skulle vise mit pas; i Teesla var vi nede i 300 meters højde, dernede var klimaet tropisk igen. Det gik opad gennem bjergene. Det overraskede mig, at der voksede bananpal­mer og ananas i Sikkim, jeg havde troet, det var stormfulde højder det hele. Bjergene var dækket af skov, der var mange vilde rhododendron. Gangtok lå oppe i 1500 meters højde, klimaet var omtrent som i Darjeeling. Jeg fandt frem til et hotel. De stirrede på mit pas og sagde, at jeg vist nok var den eneste turist i landet lige for tiden. Jeg gik rundt i byen, den var ved første øjekast lidt af en skuffelse. Jeg havde set den beskrevet i en guidebog som "a colorful outpost of Tibetan lamaism". Det var den ikke, den var en lille provinsby med to rækker huse, ikke meget mere. Sikkim var et selvstændigt land. Deres konge eller chogyul boede i et stort palads oppe på en bakke. Han havde giftet sig med en ung pige fra San Francisco, der hed Hope Cook, så nu sad hun pludselig deroppe på bjerget og var gyalmo eller dronning. Men Sikkim var ikke helt selvstændigt, landet var officielt under indisk beskyttelse, og der var en masse indiske soldater i Gangtok. Om aftenen sad de rundt omkring på cafeer og restauranter og hældte sprut i sig. Det var ikke de restriktioner, man havde i Indien, og det var meget billigere. Næste dag gik jeg op til chogyulens palads på bjergtoppen. Det var en stor, hvid kasse med kinesisk dobbelt pagodetag og markiser med hulmønstre for vinduerne. Ved siden af lå et la­maistisk kloster. Der var ikke så meget at se, bygningerne var fra trediverne, og man kunne ikke komme indenfor, men der var en fantastisk udsigt. En gammel mand med rød kalot på hovedet vandrede rundt og rundt om klosteret med en bedemølle i hånden og messede Om mani padhme hum. Jeg gik rundt i byen og så på mennesker. Nogle mænd var klædt i indiske dhotier, men de fleste havde bukser og løse jakker og ulden hue eller kalot på hovedet, nogle af dem havde tibetanske uldne jakker med lodrette røde og blå striber. De fleste kvinder gik i tibetanske sorte kjoler med stribet forstykke. De så meget tibetanske ud, med ret flade ansigter. Nogle af dem havde store bideringe i næsen, sådan nogle som en ko kunne have til at holde tøjret. Det så meget underligt ud, jeg tænkte på, om de ikke var i vejen, når de spiste. Nogle af dem havde halskæder med store ravgule klumper, sølv og turkis. Der var ingen turistbutikker, i de fleste butikker var der ikke andet end billigt, indisk tøj, plastic og blik, men jeg fandt et par guldsmede, der havde smykker. De var bare for dyre. En cykelsmed havde en tibetansk thangka hængende på væggen i værkstedet, en broka­derulle med Barmhjertig­hedens Buddha, Chenrezig, i midten og fire dæmoner ude i hjørnerne. Buddhaen var malet med hvidt og bladguld, han holdt en lotusblomst i en hånd, en rosenkrans i den anden, mens de to ekstra hænder var samlet i bøn. Hele billedet var omgivet af en orange bort og sat op på azurblåt, mønstret brokade, der hang på en træstang. Der var et orangefarvet forhæng, man kunne sætte for som værn mod solen. Jeg stod og beundrede det. Så spurgte jeg, om han ville sælge billedet. Det vidste han nu ikke rigtig. Han brugte det sådan set, det beskyttede tilsyneladende værkstedet. Men han kunne jo få et andet. Han tænkte sig lidt om. 225 rupees, sagde han så. Vi snakkede lidt om prisen, så fik jeg det for seksten dollars. Jeg rullede thangkaen sammen, pakkede den ind og stak den ned i rygsækken.
              Om eftermiddagen tog jeg bussen ned til Kalimpong. Derfra gik der direkte bus op til Bhutan. I Delhi havde jeg ved at vifte med mit introduktionsbrev fra udenrigsministeriet fået en generel tilladelse til at komme ind i Darjeeling-distriktet, Sikkim og Bhutan, men tilladelsen skulle stemples og attesteres for at være gyldig. Jeg havde fået at vide, at jeg kunne få stemplet til Bhutan i Kalimpong, men det kunne jeg ikke. Jeg var inde i Bhutan House et par miles uden for byen og snakkede med nogle folk, men der var ikke noget, de kunne gøre. Manden med det rette stempel sad i Jalpaiguri, så jeg blev nødt til at tage dertil, hvis jeg ville ind i Bhutan. Jeg fandt en jeep ned til Siliguri og en bus derfra til Jalpaiguri. I bussen kom jeg til at sidde ved siden af en mand i fyrrerne med markerede træk. Han lignede Jarl Borgen. Han var ansat i Postsparekassen og skulle på forretningsrejse til Jalpaiguri. Vi sad og snakkede sammen hele vejen, han var meget interesseret i at høre om Danmark. Da vi nåede frem, stod hans fætter for at tage mod ham. Han spurgte, hvor jeg havde tænkt mig at bo, og da jeg sagde, jeg nok fandt et hotel, inviterede han mig med hjem. Jeg sad hele aftenen og snakkede med bankmanden og hans fætter. Bankmanden var tilhænger af Samyukta Socialist Party, der nærmest var socialdemo­kratisk. Han sagde, at kommunisterne fik alt for meget omtale, det var kun i enkelte kystprovinser, de stod stærkt. De fleste indere var fredselskende og ønskede ikke en voldelig revolution. Han troede på landsbyerne som selvforsynende enheder og en fredelig overgang til socialismen. Vi spiste siddende på gulvet. De andre spiste med fingrene, men de lagde bestik frem til mig. Fætteren havde tre halvvoksne døtre. De serverede for os og puslede og rettede på puder og sådan noget. Men hanner og hunner spiste hver for sig. Døtrene kunne ikke ret meget engelsk. De var alle tre i gang med at læse til eksamen. Det foregik ved at de læste højt, måske brugte man ikke at læse indenad. Jeg sov inde i stuen. Klokken fire om morgenen blev jeg vækket af et kor af flittige, højtlæsende piger. Et bud kom med morgenavisen. Der stod, at Vestbengalens regering havde af­skediget Enhedsfrontregeringen uden så meget som at sammen­kalde parlamentet. Enhedsfronten havde svaret ved at erklære generalstrejke. Den trådte i kraft med det samme. Bankmanden fulgte mig ned til District Commisioner's office, hvor jeg skulle have tilladelsen til Bhutan. En kæde af strejkende stod rundt om byg­ningen, de bad alle, der ville ind, om ikke at bryde blokaden. De spurgte mig, hvad jeg skulle derinde. Da jeg sagde, at jeg skulle have tilladelse for at komme ind i Bhutan, sagde de, at så kunne jeg bare gå igennem. Men det hjalp ikke noget. Der var ikke mødt nogen op, der kunne give mig tilladelsen, og selv om der var, ville det ikke hjælpe noget, for busserne til Bhutan var indstillet. Bankmanden sagde, jeg kunne blive boende hos hans fætter, til strejken blev afblæst, men det syntes jeg ikke, jeg kunne være bekendt. Ingen kunne sige, hvor lang tid, det kom til at tage, og jeg kunne ikke misbruge folks gæstfrihed. Bank­manden sagde, at der vist nok gik et enkelt fly til Calcutta, så jeg hentede min bagage og tog rickshaw ud til lufthavnen, hvor jeg lige nåede at se flyet lette. Jeg tog tilbage til byen. Det overraskede mig, hvor total strejken var. Der var næsten ingen mennesker på gaden, og alle butikker var lukket. Kun to-tre tehuse holdt åbent. På et af tehusene sagde en mand, at toget til Calcutta 18.30 ville blive gennemført. Jeg var ude og sige farvel til mine værtsfolk. Den ældste datter bukkede for mig og sagde: - Again come. Jeg var overvældet over, så gæstfri og hjælpsom familien havde været over for en fremmed. 
             
Toget var 23 timer om at køre de 600 kilometer til Calcutta. Det var selvfølgelig overfyldt, men det kunne være værre. Jeg havde endda fået en siddeplads klemt ind mod vinduet. Jeg sad og tænkte på, at Indien var et land, der ville have stor gavn af offentlig tandpleje. Utrolig mange mennesker havde det, man kunne kalde spredt tandsæt. Nogle enkelte store, flade og gule hugtænder stod ud af munden i de mærkeligste vinkler, lige frem eller skråt opad. Nogle gamle koner havde ikke gule tænder, de var ildrøde eller sorte, farvet af betel. De havde i reglen en smykkesten i næsefløjen. De unge mænd sad og omklamrede hinanden og fniste tøset. Jeg havde følt mig mere hjemme i Himalaya; nede i lavlandet var jeg en fremmed. Indiens kultur var gammel og på mange måder spænden­de, men den tiltrak mig ikke på samme måde som den kinesiske eller japanske. Jeg fandt tanken om karma og genfødsel fra­stødende, jeg blev ikke overbevist af de uendelige udredninger om utopiske mønstersamfund, der skulle brede sig som ringe i vandet. Jeg havde aldrig set ringene brede sig, de lå på overfladen et stykke tid, så forsvandt de igen.

Sidst på eftermiddagen var jeg i Calcutta. Jeg tog rygsækken på ryggen og gik ud i byen. Strejken var total. Stationen var lukket og slukket, så jeg kunne ikke overnatte i en ventesal. Alle hoteller havde lukket, ingen taxier kørte. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Langt nede ad vejen kunne jeg høre knitrende lyde. De skød dernede. Jeg var meget alene og meget langt hjemmefra. Jeg stillede min rygsæk på fortovet og satte mig ned ved siden af den og tændte en cigaret. Et eller anden måtte jeg finde på. Men hvad? Jeg kunne mærke, jeg fik tårer i øjnene. Det var for dumt, sidde her på jorden og tudbrøle. Men jeg kunne ikke stoppe, tårerne trillede bare ned over kinderne. Jeg snøftede og pudsede næse. Jeg så skråt op på rækker af ben. En stor menneskemængde havde samlet sig rundt om mig og stod og så ned på mig.
              - You cannot sit here. You will be shot. Yes yes, sagde en mand.
              - I know, sagde jeg.
              Sådan skulle det ende. Måske ville generalkonsulatet få besked i morgen. Måske ville de bare smide mig i Hooghly, jeg ville blive ædt af gribbe og vilde hunde.
              - You cannot sit here. You will be shot, gentog manden.
              - Yes. But what should I do?
              - That's very easy. You come to my home. You be my honoured guest. Yes yes?
              - Yes yes!
              Jeg rejste mig, skoddede cigaretten, tog rygsækken på og fulgte med manden, der så ud til at være i tyverne. Vi gik over et meget stort jernbaneterræn. På den anden side af skinnerne kom vi frem til hans hus. Han boede i et lille værelse med nøgne vægge og en uskærmet pære hængende i en ledning fra loftet. ­Min vært var meget venlig, men også meget omklam­rende. Når nu jeg var hans gæst, skulle han også bestemme over mig.
              Da jeg var kommet lidt til hægterne, sagde jeg, at jeg kunne tænke mig at gå ud i byen og se på, hvad der skete. Det blev han forfærdet over. Jeg ville blive skudt, jeg ville blive stukket ned, jeg ville blive udplyndret. Det kunne aldrig gå godt. Jeg sagde, at jeg var en slags journalist, jeg ville gerne lave en stemningsrapport fra den strejkeramte by. Jeg ringede til avisen The Statesman. De sagde, jeg bare kunne komme over på redaktionen, så skulle de nok tage sig af mig. Men det var lettere sagt end gjort. Der var ingen busser, ingen taxier, Calcutta var en meget stor by, jeg kendte den ikke, og det var blevet mørkt. Manden på The Statesman fortalte mig, at 150 mennesker foreløbig var blevet såret under sammenstød i gaderne, så jeg kunne godt forstå, at det ikke var helt ufarligt at bevæge sig rundt i byen.
              - Hvis du går udenfor nu, hvor vil du så sove? sagde min vært, der hed Deb Sen. Det betød åbenbart, at døren ville være lukket for mig, hvis jeg vovede mig ud. Så turde jeg ikke andet end blive der.
              Deb sad i lang tid og bladede i min dagbog. Jeg var glad for, at han ikke kunne læse den. Han ville gerne have min skrivemaski­ne, sagde han. Jeg kunne jo bare købe en ny, når jeg kom hjem til Danmark. Jeg sagde, at jeg ikke kunne undvære den, jeg brugte den hver dag. Jeg skulle ikke sove oppe i lejligheden. Der var en slags tomt skur eller udhus nede i gården, det kunne jeg ligge i. Vi gik derned.
              - Nu skal jeg vise dig toilettet, sagde han og viste mig en plet med græs inde ved muren, hvor jeg kunne tisse. Da jeg fik brug for mere end det, fandt jeg selv et kloakdæksel, jeg kunne løfte. Han kom ned med te og brød til mig. - Husk endelig at låse døren, sagde han. Det gjorde jeg gerne.
              Næste morgen kom Deb ned med te. Han havde forstået, at jeg ikke kunne undvære min skrivemaskine her og nu, men kunne jeg så ikke sende den til ham, når jeg kom tilbage til Danmark? Han ville også gerne have, at jeg sendte ham en vægkalender. Hvis jeg skrev noget om Calcutta, skulle jeg endelig huske at nævne hans navn. Det være hermed gjort. Jeg skulle også skrive breve. Han havde engang inviteret to østrigere til at overnatte i skuret. De havde lovet at skrive, men de gjorde det ikke. - That's not human, sagde han.
              Jeg tog afsked med Deb og vandrede tilbage over alle skinnerne til Howrah station. De fleste tog var indstillet, men et enkelt tog til Madras ville blive gennemført klokken 14. Jeg købte billet, det var en meget omstændelig procedure. Jeg skulle vise mit pas, og stort set alt, hvad der stod i passet, blev skrevet op i en stor, sort protokol sammen med alle detaljer om billetten. De havde en reol på bagvæggen fuld af sorte protokoller. Jeg havde købt billet til tredje klasse, jeg turde ikke tænke på, hvor mange for­maliteter, der skulle til, hvis jeg havde købt billet på første.
              Det var det eneste fjerntog, der kørte den dag. Ingen vidste, om der overhovedet kørte tog de næste dage, så hvis man ville rejse, var det nu, man skulle gøre det. Da jeg kom ned på perronen, så jeg en tæt sammenpresset menneskemængde. De yderste stod og vippede ud over kanterne. Toget kom ind. Det kom åbenbart fra en anden station, for det var temmelig fuldt i forvejen. Folk hang i bundter ud ad vinduerne, de sad i klaser på tagene.
              Hvordan skal jeg dog komme ind? tænkte jeg og så på den kompakte masse omkring mig. Men det havde jeg ikke behøvet at bekymre mig om. Allerede før toget var stoppet helt, rejste menne­skemassen på perronen sig i en bølge, der kunne minde om den på Hokusais berømte billede. Jeg befandt mig et sted oppe i bølgen, da den kammede over og skummede ind i toget. Mine fødder blev bogstavelig talt løftet op fra jorden, jeg blev båret opad, fremad og indad med rygsæk på ryggen og fødderne sprællende i luften midt i den tæt sammentrykte menneskeklump. Bølgen skyllede ind i toget; da den trak sig tilbage, lå jeg oppe i bagagenettet. Det var jeg så vant til, så der blev jeg siddende de næste 36 timer.
              Det var ufatteligt, så meget bagage folk havde med. Nogle havde medbragt store kasser med ris eller tørret fisk. Nogle havde rundt regnet tyve stoftasker og sammenrullede tæpper. Nogle havde gryder og kogekar nok til at kunne slå sig ned som isen­kræmmere. Nogle havde taget husdyrene med. Når vi stoppede på stationerne, kunne jeg kante mig frem og lange en arm ud ad vinduet og købe te, jordnødder der var dyppet i chili, så de brændte ned gennem hele kroppen, pandekager, en slags dough­nuts med chili og små piggede frugter. Det var lidt besværligt at komme på toilettet. Tre familier og fire geder havde taget fast ophold derude, så dem skulle man presse ud på gangen først. Jeg sad oppe i nettet og læste Sense and Sensibility. Når jeg strakte hals, kunne jeg se ud ad vinduet. Det var et temmelig ensformigt landskab, med spredte landsbyer med stråhytter og palmetræer. Man kunne se på skiltene på stationerne, at vi kom til områder med andre sprog. Devnagari-skriften, der blev brugt til hindi og ligesom havde tag over alle bogstaverne, veg for oriya med runde, slyngede former og derefter det mere kantede tamil. Jeg kom til Madras tidligt om morgenen tredjedagen efter afrejsen fra Calcutta.



Galeasen Dania 1966


Dania 1966


Vi sejlede ved tolvtiden. Vi skulle have en skipper til at udklarere os og tage med på den første etape. Det havde været lidt af et problem. Men så dukkede Jess Hoffbech op. Han havde hørt i radioen, at Dania var til salg, og så ville han ned og kigge på skibet. Historien var en and. Der havde været en fra radioen for at tale med Amdi, men Amdi havde ikke tid, så han havde pudset radio­journali­sten på en gammel fisker, der var verdens største løgnhals. Fiskeren fortalte først en lang historie om, at han ene mand skulle føre syv unge mennesker Jorden rundt. Så skiftede han mening og fortalte, at skibet skulle sælges, fordi vi ikke havde råd til at have det liggende vinteren over. Da Hoffbech dukkede op på skibet, fik han at vide, at skibet ikke var til salg alligevel. Da de andre hørte, at Hoffbech var skipper, spurgte de, om han ikke kunne tænke sig at sejle skibet til Cuxhaven. Så fik han da prøvet det.
              - Er det tidligt nok, hvis vi starter i morgen? sagde Hoff­bech, og så var det en aftale.
              Vi pløjede os ud gennem den tynde, grønne is i havnebassi­net. Det var i sidste øjeblik, vi kom væk. Amdi var med på turen ud gennem kanalen, vi satte ham af efter at vi var kommet ud i fjorden. Så sejlede vi rundt om Nordfyn og drejede mod syd, ned øst om Langeland. Vi kørte for motor. Vores maskinmand, Alfred, var lidt nervøs for den. Den lød hakkende og stammende, og vi snakkede om, at vi måske blev nødt til at skille den ad og gennem­gå den. Men så blev motorlyden mere regelmæssig, en stabil dunkende lyd, og vi holdt en fart på 5½ knob, hvad vi var godt tilfredse med. Jeg havde en af de første vagter på broen. Jeg stod ved roret, og Thomas stod ved siden af ved kortbordet og sørgede for, at jeg holdt kursen. Han sagde, kompasset skulle stå på 173 grader, og i begyndelsen blev jeg helt fortvivlet, når det svingede over til 172 eller 174, men Thomas sagde, at det ikke var noget, jeg skulle tage så tungt. Man skulle temmelig langt ud til siderne, før man stødte på grund. Et skibsror føltes anderledes end et bilrat, man skulle dreje meget mere til og tage hårdere fat, før skibet vendte sig. Og ethvert ror havde sine egne, personlige særheder. Vores skulle hele tiden holdes en smule til bagbord for at gå lige frem. Efterhånden vænnede man sig til det, roret lå sikkert mellem hænderne, og man rettede automatisk op hele tiden. Da der var gået lidt tid, føltes det naturligt og organisk at stå med et ror mellem hænderne, man voksede ligesom sammen med det og blev til rorgænger. Vi havde landkending hele vejen ned langs Langeland. Den svarede til sit navn, den blev ved og ved, en tågegrøn stribe til styrbord. Jeg havde aldrig været på Langeland. Da vi kom til Kielerbugten kunne vi ikke længere se land. Så snart vi kom uden for den danske tremilegrænse, måtte vi åbne de toldplomberede kasser med cigaretter og spiritus, snaps til 4,25 kroner for en helflaske og amerikanske cigaretter til 90 øre pakken. Vejret var overraskende pænt. Metereologerne havde ellers lovet vindstyrke 4-6 op ad dagen, men det havde vi ikke mærket noget til endnu. Havet lå næsten blikstille, og skibet duvede kun ganske lidt. Det var en rar fornemmelse at gå på dækket, den vuggende fornemmelse under fødderne, motorens durren op gennem dækket.
              Jeg havde frivagt og sad nede i kahytten og snakkede med Hoffbech. Han var 42 år gammel og det, man kaldte en lille, vindtør mand at se til. Han havde været kommunist som ung og med i modstandskampen. Han havde stadig hammer og segl og rød stjerne tatoveret på den ene arm. Efter befrielsen havde han svært ved at finde sig til rette i en borgerlig tilværelse, så han meldte sig til fremmedlegionen og blev sendt til Marokko. Han fortalte om engang, han var ved at styrte ned med et fly i Frankrig. Da flyet styrtdykkede, skyndte han sig at fiske sin lommelærke frem og bælle i sig. Det ville være synd, hvis den gode whisky gik til spilde. Det lykkedes ham i sidste øjeblik at rette flyet op. Nu så han langt efter toldskabet. Vi havde ikke tænkt os at drikke snapsen, vi ville bruge den som valuta, sælge den eller bytte den for noget, vi kunne bruge. Hoffbech sagde, han var så forkølet. Sådan en kaffepunch, det var det helt rigtige, når man var forkølet. Det brændte snottet ud af næsen. Så fik han da en kaffepunch, men han blev ved med at hælde i, og kaffen blev lysere og lysere i farven. Så gemte Walther flasken, vi skulle ikke have en fuld skipper om bord.
              Vi sad og snakkede om rejsens videre forløb. Odysseus' grundstødning var en streg i regningen. Oprindelig havde vi tænkt os, at de to skibe skulle af sted sammen. Odysseus skulle gå med fragt; det var det, vi skulle leve af. Dania skulle ikke have fragt med. Skibet var for lille til, at det rigtigt kunne betale sig. I stedet havde vi indrettet opholdsrum i lasten. Vi havde lagt 26 tons sten som ballast nederst, anbragt i trærammer, så lasten ikke kunne forskyde sig. Derover havde vi lagt parketgulv. Walther var uddannet tømrer, han kunne godt finde ud af sådan noget. I den forreste ende af lasten havde vi sat et skot op, og bag det var der indrettet en lille kahyt med to køjer. Forpikken hed sådan en kahyt. Ellers var lastrummet en stor, tom sal. Vi havde tænkt os dels at bruge den som arbejdsrum - vi kunne male og skrive og hvad vi ellers gjorde - og dels til at transportere turister. Når vi kom ned til Middelhavet, kunne vi nok tjene en del penge på at sejle folk ud på fisketur eller på udflugter. Det var lidt af en oplevelse at komme ud med sådan et veteranskib som vores.
              Men det kunne blive hårdt at komme gennem den næste måned, indtil Odysseus kom ned til os med fragtpengene. Vi regnede med at mødes med Odysseus i Nice eller Palma om en månedstid. Indtil da måtte vi finde på et eller andet. Måske kunne vi tjene nogle penge på at stå på gadehjørnerne og spille guitar og synge, eller vi kunne tegne på fortovene. På en eller anden måde skulle vi nok klare den.
              - I skal huske at få den redningsbåd taget af daviderne og placeret på storlugen, inden I kommer ned i Biscayen, sagde Hoffbech. - Ellers bliver den knust, hvis I skal lænse for vinden i en storm.
              - Behøver vi overhovedet gå ned gennem Biscayen? sagde Lassen. - Skal vi ikke hellere gå langt ud på Atlanterhavet, så vi slipper for de krappe bølger inde ved kysten?
              Om et par uger, tænkte jeg, om et par uger er vi kommet ud af kulden. Så ligger vi og vugger i sommervarme ud for Nordafrikas kyst. Og om nogle måneder, hvor vi er så? Afrika, måske. Eller måske på vej til Sydamerika. Vi havde ikke lagt nogen bestemt rute på forhånd. Vi tog det, som det kom. Vi havde tiden for os. Fremtiden var stor og ukendt, nu sejlede vi ind i den.
             
Vi havde hyppige vagtskift, jeg fik kun sovet et par timer med alt tøjet på, før det var min tur igen. Jeg stod ved roret, da vi skulle gå ind i Kielerkanalen. Vi kom ind i en marinekrydsers kølvand og fik en ordentlig vippetur. Alting kurede og gled rundt i styrehuset, en kop kaffe, jeg havde stående ved siden af mig, gik i dørken. Helt inde ved indsejlingen var der et indviklet system med blinklys i forskellige farver. Vi ville spare udgiften til en lods og mente nok, vi selv kunne finde ud af det. Da der var grønt lys, gik vi frem. Men det viste sig, det grønne lys ikke var for os, men for et andet skib. Vi havde sprunget over i køen og skulle betale en bøde på fem mark, da vi var kommet ind i slusen. Men det var vi ikke utilfredse med. Vi havde sparet 30 mark til lodsen og var kommet igennem med det samme, mens vi ellers havde risikeret at skulle ligge halvdelen af dagen og vente. Da vi var gennem slusen, lagde vi til, og jeg blev sendt i land for at købe rugbrød. Vi havde set, der lå en skibsprovianteringshandel i sluseområdet. De måtte have brød, så der gik jeg ind.
              Jeg blev vist ind på et kontor. De spurgte, hvad det var for et skib, der skulle proviantere, og det fortalte jeg dem.
              - Ja, sagde kontoristen. - Og har du så en liste over det, I skal have?
              Det havde jeg ikke. Men jeg kunne godt huske det, sagde jeg. Han så afventende på mig. Hvad skulle vi så have?
              - To rugbrød. Helst fuldkorn, sagde jeg.
              Han så længe på mig. De plejede at forsyne de store skibe med proviant til lange rejser. Når folk købte ind hos dem, fik de i reglen varerne løftet ned på skibet med en kran. Det var ikke et sted, man foretog småindkøb. Da jeg sagde, jeg bare skulle have et par brød, sukkede han dybt og gik i gang med det papirarbejde, der skulle til når man provianterede. Der skulle udfærdiges blanketter i fire eksemplarer på fire forskellige farver papir, der skulle skrives under, og det hele skulle indføres i en tyk protokol, før jeg fik brødene udleveret. Det tog en evig tid. Da jeg endelig kom tilbage med mine brød, var Dania gået gennem slusen og på vej ned ad kanalen. Kielerkanalen kunne ikke vente på mig. Der stod jeg med to lange rugbrød i favnen og kunne lige se masterne forsvinde mod horisonten. Jeg havde hverken pas eller søfartsbog på mig, så jeg kunne ikke engang få lov til at komme uden for sluseområdet, så jeg kunne blaffe videre og overhale skibet. Noget nedtrykt over at være agterudsejlet i så tidlig en fase af jordomsejlingen  gik jeg op på toldkontoret med mine rugbrød og forklarede situationen. Toldem­bedsmændene morede sig kongeligt; det var det mest latterlige, de nogensinde havde hørt. En af dem var så rar at køre mig i sin bil ned til det sted, hvor Dania havde lagt til. Men ikke før jeg havde betalt 18 mark i bøde for at have forladt skibet i sluseom­rådet, så det blev nogle dyre brød.
              Vi blev nødt til at tage lods om bord til den videre fart gennem kanalen. Steen stod ved roret. Han var lige så ukyndig som mig, og lodsen blev utålmodig og irriteret og overtog selv styringen. Da vi var godt inde i kanalen, satte vi alle sejlene og slukkede for motoren. Det var et stort arbejde, men det så flot ud, da alle klude var sat. Jeg gjorde bare det, jeg blev sat til. Hvis en sagde "hal", så halede jeg. Ved vindstyrke tre kunne vi klare 4½ knob. Lod­sen sagde, at det var første gang i femten år, et skib var gået gennem Kielerkanalen for sejl alene. Da lodsen sagde, det trak op til tåge, lagde vi til i Rendsburg og blev liggende der natten over. Hoffbech skulle hjem. Der var kommet telegram om, at de havde brug for ham på Odysseus. Af en eller anden grund kom Odysseus altid i første række, måske fordi det var der, Amdi var. Det var især Walther, der altid rettede ind, når Amdi sagde noget. Han havde boet i huset på Hunderupvej sammen med Amdi; det var som om han havde uddelegeret noget af sin egen dømmekraft, måske også fordi han var den yngste af os. Han var enogtyve.
              En kaptajn skulle vi jo have. Vi talte om at lade Thomas avancere til stillingen, men så skulle vi selv rette i bemandings­bogen, og det var egentlig ikke tilladt. Vi kunne også vælge at lade skibet gå som lystfartøj, så var der ikke alle de krav til bemandin­gen. Kaj, Steen og jeg fulgte Hoffbech op på stationen og tog afsked med ham, så satte vi os ind på et Gaststätte og sad og snakkede. Steen fortalte, at han havde været i seng med 22 piger siden sommerferien; nu gad han ikke mere, det var fint nok at komme væk fra alle dem. Steen var treogtyve år, han læste til skolelærer, og han stammede helt forfærdeligt, nogle gange var det svært at forstå ham. Det mærkelige ved det var, at det var noget, han først var begyndt på nu for tre uger siden, da det gik op for ham, hvor farligt det kunne være at begive sig ud på det togt. Men han sagde selv, at hans stammen ikke havde noget at gøre med hans angst; hvad den så var kommet af, vidste han ikke. Under alle omstændigheder havde han en enorm dødsangst. Han var bange for at drukne eller blive ædt af hajer. - Det må du regne med, sagde Lassen. Steen hed Bundsgaard til efternavn, Lassen og jeg sagde til ham, at det var et meget passende navn, han havde; han ville gå til bunds som en sten. Lassen havde selv været meget bange for at omkomme på turen; oprindelig ville han slet ikke med, fordi det var for farligt. Men så havde Amdi sat sig over for ham og i et time­langt foredrag udmalet 265 forskellige skrækindjagende måder, han kunne dø på. Han kunne blive ramt i hovedet af bommen, han kunne blive skeletteret af piratfisk, han kunne blive flænset op med kniv af en fuld sømand i nærmeste havn, han kunne tage fejl af en flaske og drikke ætsnatron. Amdi beskrev det alt sammen grundigt og udførligt, med alle blodige og makabre detaljer, og Lassen sad med stive øjne og så det hele for sig, alle de måder han kunne dø på.
              - Og så døde jeg, og bagefter opdagede jeg, at man egentlig godt kan leve videre alligevel. Så nu er jeg ikke bange mere, sagde han.
              Kaj fra Göteborg havde en uddannelse som sætskipper, men han levede af at sælge skrot, som han selv kaldte antikviteter, og han havde åbenbaret et formidabelt handelstalent. Han havde købt gamle, ubrugelige ovne i Norge for en tier stykket og solgt dem som antikviteter i Sverige for fire hundrede kroner.
              Thomas, der kendte ham i forvejen, sagde, at skrot var hans livs eneste interesse. Han boede på et lillebitte værelse, der var totalt proppet med rustne jernsenge, gamle køleaggregater og alt mulig andet, så der kun var en ganske smal passage frem til sengen. En dag kom en pige, der boede i samme ejendom, ind på hans værelse for at låne telefonen, og da hun så skrotdyngerne, blev hun stående som ramt af lynet. Hendes eneste kærlighed i livet var skrot, og hun havde et værelse, der var proppet ud til væggene med gamle jernsenge og køleaggregater. Det var kærlighed ved første øjekast, og de flyttede deres skrotdynger sammen.
              Selv sagde Kaj, at han altid blev forelsket på ubelejlige tidspunkter. Lige nu var han mere forelsket end han havde været i tre år, i en pige der hed Kirstine, som han havde set første gang ti dage før vi skulle af sted. De havde brugt tre dage på at sige goddag til hinanden og derefter en uge på at sige farvel.        
              Fra Rendsburg gik vi videre gennem Kielerkanalen, gennem slusen ved Brunsbüttelkoog og ud i Nordsøen. Vi holdt os ind til kysten og sejlede for motor ind i den store Amerikahafen i Cux­haven. Lige da vi skulle til at lægge til, satte motoren ud. Vi kunne ikke manøvrere, så vi fortsatte durk ind i kajen og knækkede en kranbjælke. Det var iskoldt, en bidende blæst stod ind mod os fra Nordsøen. På kajkanten stod kranerne med store, tomme gab. De skibe, der lå i havnen, var alle sammen store trawlere og fragtskibe. Der var så kraftigt tidevand, at vi natten igennem måtte slække på trosserne, og vi bumpede hele tiden ind i kajsiden. Vi vuggede ganske voldsomt op og ned. Det var nok ikke det ideelle sted, vi havde anbragt os. Om morgenen gik et par stykker af os forbi de bundfrosne fiskepakhaller til havnemesterens kontor. Havneme­steren sagde, at vi skulle gå gennem slusen over i den nye fiskerihavn, hvor vi kunne ligge i læ, så det gjorde vi. Alfred, Steen og jeg satte jollen i søen og sejlede over til den anden side af havnen, hvor fiskeriauktionen og markedet lå. Der stod en italiensk og en græsk dame og rensede fisk. Jeg sagde et par ord på italiensk, og den italienske dame lyste op og sagde en hel masse. Jeg nikkede og snakkede lidt om la bella Italia, hvor jeg havde været for nylig. Så fik vi lov til at fylde vores spand med sild og sejlede tilbage til Dania og stegte dem. Senere sejlede Walther og Lassen over til en islandsk trawler, hvor de fik en spand rødfisk.


Vi gik ned på Arbeitsamt, og Lassen, Alfred og jeg fik arbejde på Kohlen-Kontor. Steen kunne ikke arbejde. Han havde skåret sig temmelig dybt i hånden, da han og jeg stod og rensede rødfisk og saltede dem ned i tønder. Vi havde omkring fem hundrede kilo af dem, så det var lidt af et arbejde. På Kohlen-Kontor skulle vi veje 50 kilossække med kul af og løfte dem op på ladet af lastbilerne. Veje af kunne jeg nok, og det var heller ikke så svært at kure sækkene hen ad jorden, men løfte dem op på en lastbil kunne jeg ikke. Når vi var to om det, gik det. Det værste ved arbejdet som kullemper var, at det var så usandsynlig koldt. Vi var nede og kysse minus tyve, og i Cuxhaven kom en bidende blæst altid susende ind fra Nordsøen, så det virkede endnu koldere. Vi fik hver 17 mark for en dags arbejde, ni timers hårdt slid. Det var ikke nogen fyrstelig løn, men vi havde ikke arbejdstilladelse, så vi måtte tage, hvad vi kunne få. Jeg opdagede noget, jeg aldrig havde vidst. Når man havde frosset i lang tid; virkelig frosset, så tæerne ikke var andet end to rækker isklumper i støvlerne, og ørerne føltes, som om de var bundfrosne skiver, man kunne komme til at gnubbe af, hvis man prøvede at få varme i dem, så kom der efter nogle timers forløb en tilstand, hvor man holdt op med at mærke kulden. Den var der bare ikke mere, man var blevet immun. Og hvis man blev ude i kulden endnu længere, så kom man ind i det paradoksale, at man blev varm. Varm som et rundstykke i ovnen. Kinderne og ørerne glødede om kap, der stod en strålevarme ud fra mig. Det var ikke kun en subjektiv fornemmelse. Efter at hænderne, næsen og ørerne i lang tid havde været blege og blålige, blev de ildrøde igen, når de blev varme. Hvis man havde stillet mig ind i barakken, kunne jeg have varmet den op. Det var muligt, det var sidste station, før man fik for­frysninger og døde af det. Men så længe varmen var der, gjorde det ikke noget, at det var koldt. Når det endelig var fyraften, trampede vi hjem i vores tunge og tilisede støvler. Vi havde lagt en planke ud fra skibs­dækket og ned på kajen. Det var ikke nogen særlig bred planke, måske tredive centimeter. Den var lang, og den svajede og gyngede, når man gik på den. Nu, hvor det frøs alle vegne, blev planken meget glat; der lå altid et tyndt lag is på den. Der var selvfølgelig ikke noget rækværk af nogen art. Man gik flere meter over havne­bassinet sorte vand; af en eller anden ukendt grund frøs havnen aldrig rigtig til, men der var rigeligt med isflager og grødis i vandet. Jeg kunne ikke svømme, men det var også lige meget, om jeg kunne det eller ej. Hvis jeg gled på planken, trådte ved siden af, når jeg var dødtræt, eller bare satte foden forkert, ville jeg styrte fire-fem meter ned i vandet og drukne. Så iskoldt vandet var, ville det være helt umuligt at fiske mig op. Om de så fik en bådshage ned med det samme, ville det være for sent. Det udsatte jeg mig for måske ti gange om dagen. Jeg var ikke bange. Faktisk tænkte jeg aldrig på det. Jeg skulle bare hjem til skibet. Så var det den vej, jeg skulle gå.
              Men drikkevandsdunken, der holdt tres liter, kunne jeg ikke klare. Det var i reglen Thomas, der bar den på ryggen op ad den stejle, tilisede planke.
              Første dag på Kohlen-Kontor så jeg en sneboldkamp, der kunne have været Gøg og Gokke. Det havde sneet temmelig meget, henne i kulsiloerne lå kullene som små sorte øer i sneen. En meget ung lastbilchauffør og en kranfører begyndte at kaste snebolde efter hinanden. Det blev de ved med et stykke tid, så eskalerede kampen. De tog hver sin skovl og kylede store skovlfulde sne mod modstan­deren. Kranføreren hoppede op i kranen, tog grabben fuld af sne og hældte hele læsset ud over hovedet på lastbilchaufføren. Der lå en snedynge på pladsen, chaufføren gravede sig op, spyttede sne og pilede ud over pladsen. Kranen fulgte efter og væltede sne over ham. Lastbil­chaufføren råbte op til manden i kranen, der havde skovlet grabben fuld af sne endnu engang og nu lod grabben hænge og dingle truende over ham: - Du gør det ikke. Du gør det ikke.
              Han gjorde det.
              Nogle dage efter sagde jeg, jeg holdt pjækkedag. Jeg kunne ikke holde til at slide sådan i det hver eneste dag. Alfred kunne ikke arbejde mere; hans indeklemte brok var sprunget op, da han løftede kulsækkene. Lassen og Thomas gik derned, men en time efter kom Lassen tilbage og hentede mig. Formanden havde sagt, der var arbejde til én, men han insisterede på, at det var mig, der tog det. Lassen spurgte, om han ikke kunne tage tjansen, men det kunne han ikke. Vi forstod ikke et kuk.
              - Det kan ikke være med at slæbe kulsække, sagde Lassen. - Det er nok noget skrivearbejde inde på kontoret. Måske noget, der skal oversættes.
              Jeg gik med tilbage til Kohlen-Kontor. Det var almindeligt kullemperarbejde, jeg skulle tage. Jeg fattede jeg ikke; Lassen og Thomas var meget bedre til arbejdet end mig. Det var arbejdsfor­manden selv, der havde ringet til Arbeitsamt og insisteret på, at det var mig, han ville have til arbejdet med kulsækkene. Lassen mente, at der nok var interne stridigheder mellem formanden og kontoret, og så ville formanden hævne sig på kontoret ved at ansætte den dårligste arbejder, de kunne finde. Thomas mente, formanden måske havde forvekslet mig med Alfred. Jeg tænkte på, om formanden måske var bøsse, eller måske gerne ville i avisen, men i begge tilfælde skulle han være mere indladende, end han var. Eller måske ville han gerne have lejlighed til at dukke sådan en intellektu­el spirrevip med briller, men så skulle han have været mere kommanderende, end han var. Det kunne måske også være, fordi han gerne ville have et sjældent dyr i bestanden, eller fordi han foretrak min arbejdssky holdning, som han kendte fra de andre på pladsen, frem for Lassens sarkasme, der gjorde ham usikker.
              Jeg havde hurtigt lært grundreglen for den slags arbejde. Hvis der ikke er noget at lave, skal man se ud, som om man arbejder. Ellers kommer formanden og sætter en til at skovle eller feje. Når formanden ikke så den vej, drev jeg rundt og fandt kvindelige former i de snedækkede kulbunker. Jeg plantede brystvorter af kul på to af dem.
              En af dagene på Kohlen-Kontor tømte vi toldskabet på skibet og tog alt vores sprut med på arbejde og solgte det i kanti­nen til de tyske arbejdere. Det gav helt godt. Man måtte egentlig ikke åbne toldskabet, når man lå i havn. Det var forseglet. Men man kunne vende vores skab om og tage bagklædningen af, så derfor behøvede vi ikke at bryde seglet, når vi tømte skabet.
              Nogle dage efter fik jeg fast makker, en lille morakker, der hele tiden sagde: - Lad mig, lad mig. Han var flygtet hertil fra Østtyskland for seks år siden. Han sagde, lønnen var bedre her. Efter krigen havde han siddet i krigsfangelejr i Rusland i seks år. - Men jeg var jo kun en lille nazist, så de lod mig bare skovle, sagde han.
              - Russerne er gode mennesker, tilføjede han. - Det er kun kommunisterne, der ikke er det.
              Vi deltes tit om arbejdet med at veje kullene af. Kullene var i nogle store åbne siloer, der lignede kæmpemæssige tragte. Kranføreren hældte kul i ovenfra. Så skulle vi sætte sækken til noget, der lignede et tykt rør, og dreje på et håndtag, hvorefter kullene skulle rutsje ned i sækken. Vi vidste, hvor meget der skulle i, når den skulle veje halvtreds kilo. Det var sjældent, vi skulle tage af eller lægge til ved vægten. Teoretisk set skulle det gå ganske glat, men det gjorde det ikke. Kullene sad fast og klumpede sig, de nægtede at glide gennem røret ned i sækken. Derfor fik jeg arbejdet med at kravle op i den store tragt og gå rundt og trampe kullene jævnt ned i røret. Det var en sær vinperse-agtig fornemmelse at trampe kul. Jeg holdt godt fast i kanterne af tragten, jeg skulle helst ikke have benet med ned i røret, det ville det ikke have godt af. Det var ikke noget særlig hårdt arbejde, bare man passede på ikke at glide.
              Så var det værre at skulle ud med skovlen og skovle de løse kul sammen fra pladsen. Sådan som det frøs, skulle der hakkes godt i kullene for at få dem fri. Jeg kunne sagtens kure sækkene hen ad jorden til lastbilen. Så holdt jeg og den lille morakker i hver sin ende og langede dem op. Men nogle gange skulle vi ud med kullene. Når det var min tur, satte jeg mig ind i førerhuset ved siden af chaufføren, og så kørte vi ud i byen til kunderne. De fleste steder var det ikke så slemt, nogle steder kunne sækkene glide ned ad en slisk til en kælder. Men der var også folk i lejligheder, der havde kulfyrede kakkelovne, og det kunne være hårdt. Det værste var, når jeg skulle bære en halvtredskilossæk på ryggen op ad stejle trapper til fjerde eller femte sal, nogle gange i et baghus. De første gange troede jeg ikke, jeg kunne klare det, men man kan klare mere, end man tror, når man skal. Jeg havde da også før prøvet at bære så tunge ting på ryggen. I begyndelsen af den tid, jeg kendte Tulte, var det sket et par gange, at hun i overstadigt humør hoppede op på ryggen af mig nede på gaden, og så bar jeg hende hen til næste hjørne. Hun vejede femogtres kilo, og jeg vejede femoghalvtreds, men når det var hende, føltes det ikke så tungt, som når det var kul.        
              Når lønnen var så elendig, som den var, hang det nok sammen med, at kun omkring halvdelen af de tyske arbejdere var organiseret i en fagforening. Arbejdsgiverne førte hårdhændet propaganda i aviserne. Fagforeningerne havde foreslået, at arbejdsugen blev sat ned fra 41½ til 40 timer. Dette ville arbejdsgiverne ikke høre tale om. ”For den enkelte arbejder, drejer det sig kun om den tid, det tager at ryge en daglig cigaret. Men for industrien er det milliarder, der står på spil”, skrev de i helsidesannoncer. De sagde, at man måtte tænke på industriens konkurrenceevne. Men deres vigtigste argument var at spille på fremmedhadet: ”Hvis arbejdstiden bliver skåret ned, må industrien ansætte flere fremmedarbejdere”, hed det. Den gik lige hjem. Gringoer, kaldte tyskerne de spanske og italienske arbejdere. Dem så de på med den største skepsis.
              - Jeg interesserer mig ikke for politik, sagde mange af dem, jeg talte med. – I virkeligheden kan jeg stemme for enhver regering, bare jeg har det godt. Hvis jeg får 20 mark om dagen på Kohlen-Kontor, har jeg nok til mad, husleje og bil og til at tage en øl på min stamknejpe, hvis der ikke er noget godt i fjernsynet. Hvad skulle jeg klage over? I Østtyskland har de det meget værre.
              Østtyskland var altid det store skræmmebillede – eller Midttyskland som de kaldte det, fordi det vestlige Polen blev opfattet som den østlige del af Tyskland. ”Ulbricht ønsker strejker i forbundsrepublikken” proklamerede Bild-Zeitung. Så var enhver faglig aktivitet stemplet som en slags kommunisme. Kommunismen var det store dyr i åbenbaringen for de fleste. Vi blev nogle gange spurgt, om vi ikke var en slags kommunister, når vi valgte at leve kollektivt. Så forklarede vi, at det ikke var et princip, men en praktisk foranstaltning, når vi skulle rejse på den måde. De andre arbejdere havde læst om os i avisen. Det havde folk rundt omkring i byen også. Hvis en af os spurgte en betjent om vej, endte det tit med, at vi fik gode råd om, hvordan vi skulle bære os ad med at sejle Jorden rundt.
              Når vi kom dødtrætte hjem fra Kohlen-Kontor, skulle den, der havde kabysvagten, helst have maden klar. Så satte vi os rundt om klapbordet nede i kahytten og åd rødfisk og flækærter. Vi åd og åd, til øjnene bulnede ud af hovedet, man blev enormt sulten af arbejdet. Der var glovarmt inde i kahytten, hvor kakkelovnen var rødglødende. Så snart vi havde spist, blev vi så søvnige, at vi knap nok kunne blive siddende på taburetten. Nogle gange gled vi lige over til køjen og væltede om med alt tøjet på. Så sov vi tungt og drømmeløst, til vi skulle op og på arbejde igen.




Vi kom nu alligevel ikke af sted før ud på formiddagen; det trak ud med udklareringen. Vi benyttede ventetiden til at stjæle den store dækspumpe, der stod på dækket af det forladte dykkerskib. Det var et forfærdeligt mas at få alle boltene fri, og den vejede lige så meget som en lille hest, men vi fik den bugseret ned, op ad planken og ned i lasten. Den kunne være god at have. Der var en del isflager, da vi sejlede ud, men de drev ud med strømmen foran os. Vi var ikke så mange til at tage os af det hele. Walther og Lassen var sendt i forvejen ned til Rotterdam for at undersøge fragt- og arbejdsmulighederne. Vi havde hørt, at man var i gang med at bygge et nyt raffinaderi i Rotterdam, og at der skulle være mulig­heder for godt betalt arbejde der. Hvis vi tjente nok, kunne vi også få skibet set efter i sømmene. Det var syv år siden, der sidst var sat nye bolte i bordene, så det var på tide at se efter, om de stadig holdt godt nok. Det kunne også være godt at få skibet kobberfor­hudet i bunden, så vi ikke blev udsat for angreb af pæleorm, når vi kom længere ned sydpå.
              Vi kunne ikke vente på, at Walther og Lassen kom tilbage. Stormen var stilnet af, og den chance kunne vi ikke gå glip af. De sidste uger havde der været skiftevis tåge, snebyger og storm, så vi ikke kunne komme ud. Hvis vi ikke kom af sted nu, var det ikke til at sige, hvor længe det kunne tage, før vi fik chancen igen. Vi måtte bare håbe på, at Walther og Lassen kunne finde os i Holland.
              Vi skulle ud med højvandet, der drev pakisen ud af Elben. Men i lang tid så det ud til, at vi alligevel blev nødt til at vente. Natten igennem hørte vi tågesignaler, og om morgenen lå tågen tæt. Der var tåge endnu, da vi sejlede ud, men vi tog chancen, fordi vejrmeldingen havde sagt, der var klart sigt ude over havet.
              Vinden var udmærket, og vi satte klyveren og mesanen som støttesejl for motoren. Da jeg var oppe og sætte sejl, slog det mig pludselig, at jeg ikke længere havde højdeskræk. Der var ellers langt ned, skibet rullede voldsomt, det var iskoldt, sejlene var våde og genstridige, rebene var stive, og mine fingre var valne. Mit forsøg på at helbrede højdeskrækken ved at gå rundt under domkirke­kuplen i Firenze havde været en ynkelig fiasko. Men nu var skrækken forsvundet af sig selv. Sejlene skulle jo sættes og tages ned; nogen skulle gøre det. Når denne nogen var mig, så gjorde jeg det. Længere var den ikke. Når jeg ikke havde tid til at tænke på, om jeg var bange, så holdt jeg op med at være bange.
              Ude på Nordsøen var der vidunderlig stille, der var næsten ikke en vind, men de foregående ugers storme havde skabt store døn­ninger, så skibet rullede voldsomt. Vi havde ikke rigtig forudset, i hvor høj grad det var nødvendigt at surre alt, og en del ting nede i kabyssen raslede fortvivlet rundt mellem hinanden. Krukker med spegesild gik i dørken, og tallerkenerne klirrede mod hinanden. Steen blev søsyg og brækkede sig. Jeg var lidt mat og underlig og foretrak at sove på mine frivagter. Vi skiftede mellem fire timers rortørn og otte timers frivagt. Rortørnen var ikke så slem. Når man havde roret at klamre sig til og bare skulle gøre, hvad Kaj eller Thomas sagde, gik det udmærket.
              Det var et højtideligt øjeblik, da vi næste eftermiddag ved 17-tiden passerede Texel fyrskib. Vores skib var kun godkendt til indre farvande; grænsen gik her. I samme øjeblik, vi havde passeret fyrskibet, var vi i lovløst ærinde. Ingen forsikring gjaldt længere, men det var kun af teoretisk interesse, for vi havde slet ikke tegnet nogen forsikring. Måske ville vi også støde ind i problemer med havnemyndighederne; vi fik se. Vi fejrede øjeblikket med et glas cherry brandy til hver af os fem og kogte kartofler med groft salt.
              Efter omkring tredive timers sejlads var vi nået frem til indsejlingen til Rotterdam, og vi satte farten ned for at kunne gå med strømmen ind i kanalen, Nieuwe Waterweg, til Rotterdam hen på morgenen. Det kunne vi roligt gøre, for vejrmeldingerne lovede fortsat god sigt og gode vindforhold.
              Men netop som vi skulle til at gå ind i kanalen ved Hoek van Holland, lagde en tæt tåge sig over os på få minutter, så vi næppe kunne se fra den ene skibsside til den anden, store tågetotter drev lavt hen over dækket. Det var et af verdens mest befærdede havneindløb. Det var store skibe, der var på vej ind og ud, og de havde travlt. Vi ringede hele tiden med vores klokke; det var en messingklokke, ikke meget større end den, dirigenter har på talerstolen. De store skibe tudede omkring os, langtrukne tudelyde, der fik en til at tænke på vældige, uddøde havuhyrer. Et stort, hvidt skib voksede langsomt frem af den tætte tåge. Det havde kurs lige mod os, og det lod ikke til, at de kunne se os eller høre den lille klokke. Til sidst var den skarpe stævn, der kunne pløje tværs gennem vores skib, kun tyve meter ret frem for os.
              Kaj løb om agter og begyndte at løsne de gjorde, der sad om kufferten med vores gummiredningsflåde. Der var ingenting, vi kunne gøre, andet end at håbe på, at de hørte den lille klokkelyd. Efter de internationale skibsfartsregler måtte vi i denne situation ikke prøve på at dreje bort. Enhver manøvre fra vores side kunne forvirre det andet skib, og så ville vi få hele skylden, hvis det kom til et sammenstød. Ikke fordi det betød så meget for os; vi ville alligevel ikke være med til søforhøret. Hvis det hvide skib skar tværs gennem os, overlevede vi det ikke.
              I sidste øjeblik opdagede det store skib vores lille galease, og det lykkedes ved en skarp drejning af undgå en kollision. Vi kunne tørre sveden af panden og fortsætte ind mod Rotterdam.
              Ingen af os var bange, mens der var grund til at være det. Det havde vi ikke haft tid til at blive. Bagefter gyngede knæene nok, men vi sagde til hinanden, at nu var der ikke grund til at være bange mere.
              Vi trak os lidt ud og kastede anker, det var en uhyggelig omgang blindebuk mellem de store skibe, der når som helst kunne sejle os ned. Der lå vi så til hen under aften og ventede, mens vi stadig skiftedes til at ringe på vores lille klokke. 
              Da tågen lettede en smule, og det samtidig truede med at blæse op, blev vi nødt til at gå ind i kanalen ved 18-tiden. Vi gik ind og tog lods op, og han førte os så gennem Nieuwe Waterweg ind til Vlaardingen, en halv snes kilometer fra Rotterdam. Nu var Vlaardingen nærmest en slags forstad. Der var 74.000 indbyggere. Men hundrede år før var den en selvstændig købstad og Hollands største fiskerihavn.
             
En anden fyr kom over og spurgte, om vi var interesseret i arbejde på superfosfatfabrikken Albatros. Selvfølgelig var vi det.
              Vi skulle være med til at bygge et svovlabsorbtionstårn, der med en daglig kapacitet på 800 tons skulle være det største af sin art i Europa. Vi skulle klatre op ad stiger til nogle smalle planker femten-tyve meter oppe. Der var ikke rigtige rækværker, kun nogle reb. Når vi var kommet derop, skulle vi stå og tage mod trediveki­lossække med små ildfaste porcelænsringe, der blev hejst op til os i kranen. Vi gjorde sækken fri og bar den hen til mundingen ned til den store tank, der skulle vi hælde porcelænsringene ned, så de lå i rækker. Præcis hvordan det hele fungerede gik aldrig op for mig. Jeg stod bare deroppe, en snes meter over jorden, tog mod sækkene, bar dem hen og tømte dem ud. Så tilbage efter næste sæk. Det gik dagen med. Jeg havde ikke højdeskræk mere, men jeg var stadig ikke rigtig glad for at kigge ned. Der var forbandet langt ned til jorden. Men det var det fineste vejr, temperaturen kom helt op omkring femten grader her først i marts. Det var noget andet end de minus tyve i Cuxhaven.
              Superfosfatfabrikken Albatros var tilsyneladende en del af Shell-gruppen. Der blev arbejdet døgnet rundt, syv dage om ugen. Lønnen var høj efter hollandske forhold, i hvert fald for det lidt farefulde arbejde, vi blev sat til. Vi fik hver 125 gulden for ugens første fem dage. Lørdag gav 60 gulden og søndag 70. I alt arbejdede 4-5000 mennesker på Albatros. Mange af dem, jeg talte med i Vlaardingen, tjente meget mindre. En ekspedient fik 50 gulden om ugen, det var hundrede kroner. En arbejdsmandsløn lå omkring 100 gulden. Så var skatten ganske vist trukket fra, men der blev alligevel ikke meget til overs. De fleste ting var lige så dyre som hjemme. Kun sko og cigaretter var billigere. En af grundene til de lave lønninger var sikkert, at fagbevægelsen var så splittet. Der var fire forskellige organisationer, en katolsk, en protestantisk, en socialdemokratisk og en kommunistisk.
              Noget af det bedste ved arbejdet var de to daglige sejlture med firmaets skib tværs over Maas-mundingen. Færgen afgik fra Vlaardingen 7.30 om morgenen og kom tilbage 18.45. Fra dækket havde man en fantastisk udsigt over det nye Ruhrdistrikt, de var i gang med at bygge, der hvor der blot fem-seks år tidligere ikke lå andet end øen Rozenburg, en fuglereservat man skulle have særligt adgangskort for at komme ud til. Nu var øen landfast og andre store områder inddæmmet. Der lå en lang række kæmpestore raffinaderier og kemiske fabrikker, tilsyneladende var der investeret en del amerikansk kapital i området. Snesevis af pyrolyseflammer brændte.
              Da vi skulle hjem, var nedgangen afspærret. Det var meningen vi skulle klatre ned ad en rebstige, der hang og dinglede langs tårnets side og så fortsætte ad nogle smalle planker, der var helt uskærmede. Det ville jeg meget nødig. Jeg så mig om og fandt en udvej ned gennem nogle rør, der førte ud til en anden byg­geplads. Da jeg kom hjem, skulle jeg i gang med kabysvagten. Folk beklagede sig, fordi jeg ikke lavede brun sovs. Så blev jeg sur. Jeg sagde til Lassen: - Efterhånden synes jeg, at den eneste grund til, at jeg overhovedet er her, må være den opdragende virkning, der ligger i konstant at udføre det arbejde, man er mindst egnet til. Og den virkning er jeg begyndt at tvivle på.


Så var vi endelig klar. Vi sejlede fra Vlaardingen klokken halv ni om morgenen. Vi havde ligget der præcis halvtreds dage. Bob stod ved roret. Vi var knap nok kommet ud af kanalen, før han kørte ind i en bøje, som han forsøgte at tage fra strømsiden. Jeg stod på dækket og så, hvordan bøjen bumpede ind i skibssiden, gled tilbage og så hakkede lige ind i redningsbåden, så der kom en uhyggelig, knasende lyd. Lønningen var stærkt beskadiget, flere spanter knækket og den ene toft væk. Vi slæbte vraget op på dækket.
              Næste morgen var der tåge, så vi blev nødt til at kaste anker ved det franske fyrskib Sentielle. Senere klarede det op, og vi kunne fortsætte til Dover, hvor vi var ved 14-tiden.
              Vi lå udenfor og diskuterede, om vi skulle gå ind eller fortsætte. Inde ved havnen hejste de signalet "Skib for indgående". Det betød, at ingen andre måtte gå ud, så vi afskar England fra kontinentet, mens vi lå og diskuterede og fiskede. Med alle stemmer mod Steens blev det besluttet ikke at gå ind, men at fortsætte direkte til Falmouth. Der var tågebanker hele vejen rundt om os, men lige der, hvor vi sejlede, var der god sigt. Det var en meget smuk aften med blikstille vand, lune luftninger og for første gang en antydning af morild, hvor vi pløjede os frem. Tog man en pøs op, glitrede det i vandet.

Næste morgen satte vi alle sejl. Det var et farligt slid, men det så fantastisk flot ud. Jeg stod ved roret og syntes selv, jeg holdt kursen - 270 grader - fint, men de andre sagde, at jeg ikke tog hensyn til, at man også skulle styre efter vinden. Lassen og Walther overtog roret og skiftede kurs til 220, hvorved det lykkedes dem at føre os helt ned til Frankrigs kyst omkring Cherbourg.
              På et tidspunkt lå vi omkring Alderney, og da der også dukkede et fyr op til styrbord - hvad der absolut ikke skulle - gik vi op til England igen for både sejl og motor. Vi kunne komme op på ni knob på den måde. Vi skulle kovende, det kunne være en farlig manøvre, men det gik fint. Ud på morgenen blæste det kraftigt op, så vi blev nødt til at bjærge sejlene.
              Vi nåede op til den engelske kyst, men det blæste mere og mere op. Vi kom op på vindstyrke ni, stormende kuling, og det var ikke umuligt, det kunne udvikle sig til orkanagtig storm, sagde vejrmeldingen. I det vejr kunne vi ikke sejle, vi blev nødt til at søge nødhavn. Vi gik ind i Bigbury Bay og smed begge ankre. Ankrene var ikke så store, som man kunne have ønsket i en situation som denne, ankerkæderne var rustne, og ankergrunden var dårlig, så vi satte ankervagt dag og nat, to timer ad gangen. Vi havde bundet tonsvis af ketting til ankerkæderne, vi håbede det kunne holde os fast. Senere på eftermiddagen ankrede et stort dansk skib, Andreas Boye af Marstal, op lige ved siden af os, men vi kom ikke i kontakt med dem. Vi kunne se flere andre store skibe i Bigbury Bay. Jeg havde ankervagten 0400-0600. Det var meget hyggeligt, jeg sad i styrehuset og drak te og læste Gift af Kielland og pejlede hvert tiende minut for at se, om vi lå fast. Det gjorde vi, men Andreas Boye gled ti-femten meter. Det kunne også se ud til, at nogle af de andre bevægede sig. Det måtte være al den ketting, der gjorde, vi lå pløk fast, når de store drev.
              Bob var blevet meget forandret, siden han dunkede ind i bøjen. Han var ikke nær så kry og selvsikker mere. Til gengæld respekterede vi, at han gjorde, hvad han kunne, og prøvede at gøre sig nyttig. Vi var lidt nervøse for hans dårlige hjerte. Hvad skulle vi gøre, hvis han pludselig døde? Vi kunne selvfølgelig salte ham ned.
              Jeg havde ankervagt igen om aftenen og næste morgen. Vinden var løjet af, nu var den nede på SSV 4-5, og de andre skibe var gået. Det tog tre timer at få ankrene op; det var et farligt slæb med al den ketting, fordi det skulle gøres ved håndkraft. Havde vi ikke før været klar over, at det ville være en god idé med en motor til ankerspillet, så blev vi det nu. Ved 18-tiden kunne vi endelig sætte kursen mod Falmouth.

Vi gik ind til Falmouth klokken ti om formiddagen, på syvendedagen efter at vi sejlede fra Vlaardingen. Det kunne tage sin tid med sådan et skib som vores. Vi fortøjede til en bøje ude i havnen. Kaj foretog et fantastisk flot spring fra dækket ned på den lille, gyngende bøje og gjorde fast. Men lidt efter kom en båd ud fra havnepolitiet og sagde, det kostede ti shillings at ligge der. Vi kunne ikke lægge til inde ved land, fordi det var for dyrt, så vi måtte gå et andet sted hen og kaste anker. Det betød, vi ikke kunne komme i land, før vi havde repareret vores jolle. Det gik vi så i gang med, det var fint solskinsvejr. Da vi var klar til at sejle ind ud på aftenen, opdagede vi, at et skib, der lå for anker ved siden af os og ikke havde besætning om bord i øjeblikket, var i drift ind mod os. Jeg skubbede os væk med en bådshage, Lassen startede motoren, vi hev ankeret op og flyttede os tyve-tredive meter. Derefter tog Steen, Kaj og jeg båden i land. Jeg roede ind, desværre tabte jeg den ene åretold helt inde ved land. Kaj sagde, man kunne binde åren fast i stedet for.