"Grænseløs" udkom i 2014 i bogform på Det Poetiske Bureaus Forlag. Bind 1  omfatter 1.-3. del (1960-62), Bind 2 (1962-65) omfatter 4.-6. del, Bind 3 (1966-67) omfatter 7.-8. del og Bind 4 (1967-69) 9-10. del.
Grænseløs 1-4 koster 200 kr. per bind og 800 kr. for hele serien. Hertil kommer 49 kr. for fragt. Ved køb af hele serien betales også kun 49 kr for fragt - en besparelse på 147 kr. i forhold til indkøb af bøgerne enkeltvis.

Bøgerne kan købes her og betales med Dankort:

http://detpoetiskebureau.dk/produkt/graenselos-1/

http://detpoetiskebureau.dk/produkt/arne-herlov-petersen-graenselos-bind-2/

http://detpoetiskebureau.dk/produkt/herlov-petersen-graenselos-iii

http://detpoetiskebureau.dk/produkt/herlov-petersen-graenselos-iv/

Hele serien:

http://detpoetiskebureau.dk/produkt/herlov-petersen-graenselos-1-4/



En e-bog på mere end 120 sider med læseprøver af Grænseløs kan downloades gratis herfra:

http://www.saxo.com/dk/graenseloes-laeseproever_epub_9788740467451

eller læses her:

http://www.scribd.com/doc/231686524/Gr%C3%A6nsel%C3%B8s-L%C3%A6sepr%C3%B8ver

An excerpt from the book "No Limits" (Grænseløs) has been published as a free e-book:

http://www.saxo.com/dk/betty_epub_9788740460216

and can also be read here:

http://www.scribd.com/doc/231389237/Betty

"Romanværket er baseret på personlige dagbøger, og resultatet er blevet et hudløst selvportræt af en søgende ung mand, som går ind i den nye tid med lysten til at »ville prøve alt og rejse overalt på jorden«…

Han er kvik og belæst og drømmer også om at blive forfatter, men mest brændende ønsker han at blive elsket af den eneste ene. Dette værk om ungdom, politik og litteratur er i lige så høj grad en historie om at lede efter kærligheden, som det er et billede af de tressere, der vendte op og ned på så meget..

Med pigerne er det meget sværere. Det kræver uendelig mange kejtede forsøg, før han efterhånden får succes.. Men tiden er med ham, og det bliver til masser af skønne samlejer, også med drømmepigen Tulte, som dog ikke vil være kæreste, og beskrivelserne af ung og legende sex hører til de bedste i værket.. Med 'Grænseløs' er kussen og alt det, man kan bruge den til, udforsket og beskrevet så sanseligt som vel aldrig før i dansk litteratur...

Ideologisk fremstår Herløv Petersen i 'Grænseløs' som et barn af sin tid. Han er stærkt venstreorienteret ligesom alle andre i datidens kulturproducerende verden.. 'Grænseløs' er langt ude i femilie med erindringsprosaen i Henry Millers kunstnerromaner. Og ambitionen er som nævnt meget lig Karl Ove Knausgårds. Herløv Petersens prosa flyder let, og Facebook-alderens unge ville have godt af at læse om dengang, mail hed 'breve' og var noget, man puttede i postkassen, og man bare kunne købe en bus og køre den til Bagdad. Eller kunne finde på at knuse muskatnød, fordi det måske kunne ryges. Og i det hele taget så sig selv som udforsker af helt nye måder at leve på.

Arne Herløv Petersen kan skrive fortiden frem, så man næsten kan smage på den.."

Jes Stein Pedersen (Politiken)

"En gave, der muliggør en læseoplevelse af de store. Rigtig store...

De fire bind giver et underholdende, personligt og kulturpolitisk billede af en spændende opbrudstid. Den er oplevet, registreret og beskrevet i et vidunderligt sprog af én, der turde smage på de muligheder, det gav. Med og uden roser med torne."

Bjarne Nielsen (Arbejderen) 

Læs hele anmeldelsen her:

http://www.arbejderen.dk/kultur/ung-mand-i-en-opbrudstid

"Det er (blandt andet) fortælleteknikken med to bevidsthedspositioner, der giver Arne Herløv Petersens erindringsværk en lethed og humoristisk distance. Det sidste ikke mindst til den unge Herløv Petersens selvforståelse, ungdommelige drømme og ambitioner. Resultatet er en læseværdig og flydende fortalt bog, der er renset for selvbiografiers ellers typiske selvretfærdige efterrationaliseringer og forudsigelighed.

Herløv Petersen benytter sig også af en litterær fortællestil, der minder om den, han benytter også i sine skønlitterære romaner, nemlig realistisk registrerende situationsbeskrivelser i næsten anekdotisk form.

Resultatet er et meget letlæst, sjovt og meget underholdende erindringsværk"

Ole Wugge Christiansen (Modkraft)

Han skriver bedre end Knausgård… . Når man (jeg)… hellere læser AHPs erindringer end Karl Ove Knausgaards, er det fordi så meget fra 60-erne er genkendeligt, og så skriver han altså virkelig godt…. Og så er der nogle sider (p. 417 - 420), som er en fremragende hyldest til køn og seksualitet - bogens bedste afsnit.  

Aksel Madum på Bogsiden

Lektørudtalelse

AHP er uhyre belæst og særdeles godt begavet, og hans pen løber let og kan ramme mange morsomme episoder fuldstændig rent. Det er spændende at følge hans liv og de fine tidsbilleder..

Det ligger lige for at sammenligne med Karl Ove Knausgårds Min kamp, der med Hans Hauges udtryk kan kaldes "fiktionsfri fiktion"

Samlet konklusion

Meget velskrevet "erindringsroman", hvor Arne Herløv Petersen fortæller om sit barndoms- og ungdomsliv

Lektør: Poul Flou Pedersen

"Der er meget interessant stof at hente i den, ikke mindst for en gammel amerikafarer som mig, og jeg synes, at atmosfæren i Danmark, også i de tidlige tressere, er fint fanget."

Klaus Rifbjerg om første bind af "Grænseløs" 

"Tak for den dybe humor, for smerten og for den virtuose grænseløshusken. Jeg tror at det med at mønten ikke passer i mønttælleren er rigtigt. Men for mig er din mønt af et ædelt metal".

Peter Høeg

Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Information har ikke ønsket at anmelde bogen.



"Grænseløs" er udkommet i ti bind som e-bøger på Saxo Publish.


http://www.saxo.com/dk/graenseloes-1-anden-g_epub_9788771438413

http://www.saxo.com/dk/graenseloes-2-riverside_epub_9788771432633

http://www.saxo.com/dk/graenseloes-3-tredje-g_epub_9788771439885 

http://www.saxo.com/dk/graenseloes-4-uni_epub_9788771439083

http://www.saxo.com/dk/graenseloes-5-greyhound_epub_9788771436273 

http://www.saxo.com/dk/graenseloes-6-aktuelt_epub_9788771439120

http://www.saxo.com/dk/graenseloes-7-dania_epub_9788771439243 

http://www.saxo.com/dk/graenseloes-8-la-gaude_epub_9788771437737  

http://www.saxo.com/dk/graenseloes-9-rejsen_epub_9788771438062   

http://www.saxo.com/dk/graenseloes-10-jaegergade_epub_9788771431629


"En gudsbenådet forfatter… Manden kan skrive sylespidst; ja sine steder helt Scherfigsk samfundsrevsende… Han begynder med et fint tidsbillede af livet i den københavnske forstad Husum. Han lever i et univers med rækkehuse, Ota Solgryn, Jolly colaer, brillantine, isbarer, Tommy Steele, jazz, islændersweatre, nylonkjoler, pansrede brystholdere, H.C. Branner, Marx og Camus. … Han kan virkelig noget med sproget …Mange af Herløvs teenagerdigte er trykt i biografien – og de viser en stor lyriker in spe… Som sådan er skildringerne et fint antropologisk indblik i en generation af begavede… unge… der føler sig parate og egnede til at erobre verden…. Som 18-årig kommer han på high school i Millwaukee i USA…. Herløv giver… et godt tidsbillede af Kennedy-årene, borgerrettighedsbevægelsen, racismen og antikommunismen…Det er en mere moden og selvsikker dreng, der vender hjem og begynder i 3. g. Han debuterer med egen digtsamling på Borgen…Som læser bliver man ikke ladt i tvivl om, at den unge fyr står foran en stor kunstnerisk opstigning."

Jesper Vind (Weekendavisen) om Grænseløs 1-3

"***** - Vi får i romanen indsigt i Arne Herløvs møde  og samarbejde med samtidens danske forfattere og skribenter fra det kulturradikale og venstreorienterede miljø, som har øvet stor indflydelse på udviklingen i Danmark... Arne Herløv Petersen er en modig, praktisk, aktiv og meget engageret venstreorienteret personlighed, som skriver både følsomt og med stor indsigt. De skønlitterære erindringer giver et nuanceret og autentisk billede af en forfatter med et varmt samfundsengament, og et menneske, som deler sin kærlighed mellem kvinder, litteratur og samfundsproblemer... Han formår at skrive sine erindringer, så de er alment vedkommende og en flot historisk dokumentation i skønlitterære klæder."
Klaus Haase (Arbejderen) om Grænseløs 1-6 
Læs hele anmeldelsen her:
http://arbejderen.dk/anmeldelse/r%C3%B8de-erindringer-fra-opbruddets-tid

 

Der er noget mærkeligt dobbelt ved at skrive en erindringsroman som "Grænseløs". På den ene side er det jo en roman. Man bruger fiktionens form, man skriver en historie - og det er vigtigere, at den fungerer som roman, end at den i alle detaljer er korrekt. Men på den anden side er det også erindringer, og derfor er de personer, der optræder i bogen, i en eller anden udstrækning virkelige personer. Det forhindrede mig længe i at skrive bogen, fordi jeg ikke vidste, om jeg kunne tillade mig at gå så tæt på, men til sidst sendte jeg simpelthen de relevante dele af bogen til dem, jeg skrev om. De sagde så, hvad de syntes. 
Det var i mange tilfælde ganske lange og detaljerede svar, jeg fik. Disse svar betragter jeg som fortrolige. Men jeg tror godt, jeg kan tillade mig at citere dem ganske kort. 
For det er jo noget ret specielt, at romanens personer taler med. Det giver en vis Pirandello-fornemmelse. 
Så hvis der er nogle, der har læst bogen, vil de måske synes, det kan være interessant at høre, hvordan de involverede selv så på det, der stod om dem:

Jeg tror, at du har uret med hensyn til min båndoptager: Jeg havde en stor grøn B&O optager, som jeg tror både var til veksel- og jævnstrøm, og at det var den jeg havde med til fest.
Leif

Det er en meget bevægende og oprigtig beskrivelse af vores ungdom .... og ... for mig..... bevægende at læse om din oplevelse af det, der var mig... dengang. Det var en meget smertefuld tid.
Trixie

Det er en periode, som står ret sløret for mig, og nu kom den pludselig frem med en detaljerigdom, der er helt overvældende, og selvfølgelig også med et portræt af mig!.. Når jeg tænker tilbage, står det for mig som en meget uharmonisk, kompliceret tid. Der er mange fordele ved at blive ældre!
Birgitte

Det var rigtig sjovt at læse. Den tid der blev så levende igen… Gad vidst om vores forhold havde udviklet sig anderledes, hvis jeg havde vidst dengang, hvor uerfaren du i virkeligheden var?
Lea

Alt i alt er det jo beskrevet som det foregik tilsat dine følelser og tanker, så no objections... Alt er helt korrekt kronologisk og med de pågældende personer.
Tove

Netop du kom fra et hjem, hvor der var en intakt far og mor, der holdt af hinanden, ikke blev skilt, og havde fået et hjem stablet på benene, der fungerede for jer børn … En unik følsom bevaret værdi havde du med dig derfra. For os andre var den forlængst knust… Det var jo fordi du blev forelsket i mig dengang, at jeg ikke kunne besvare de følelser… Det var netop kun de drenge, jeg bare kunne lege godt med, jeg kunne opretholde venskab til. Fordi de ikke engagerede sig totalt. Men det ville du - så det blokerede mig…

Jeg har nu læst anmeldelserne.

De er glade for dig og hvad du sætter igang af ihukommelser.

Det er fint, at der er nogle, der får sat (deres) virkelighed på den tid.

Det giver genklang hos dem, der var i mere eller mindre samme flok…

Jeg har ikke haft en eneste ubehagelighed over dine Tultebeskrivelser.

Tulte

I Guder hvor var vi tåbelige - men du har da beskrevet mig meget sødt. 
Anja

 

"Grænseløs" er en erindringsroman om tresserne. På bloggen her vises enkelte uddrag af romanen.

© Arne Herløv Petersen 2012, for alt indhold på denne blog.

Enhver kopiering må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Se mere om forfatteren på Facebook, på bloggen http://herlov.blogspot.com og på hjemmesiden http://herlov.dk

Huset i Jægergade 1969

                                               Jægergade 14 (med den gulmalede facade)

Den gamle lejer på fjerde kom ud til mig og fik sin forudbe­talte husleje, og jeg fik nøglen til lejligheden. Vi var ude og se på den. Der flød med tomme ølflasker, tøj, Richsbilleder og alt muligt skrammel. Et par ruder var gået. Det skulle egentlig trækkes fra, men på den anden side var den gamle lejer flyttemand, og han kunne flytte for mig i weekenden sammen med et par kolleger for en tredjedel af, hvad det ellers kostede, så jeg så stort på ruderne. Man kunne vælge at sige, at lejligheden så trist og deprimerende ud. Man kunne også vælge at se den som en udfordring.

              Jeg pjækkede fra uni næste dag og gik ned og købte sækkelærred, som jeg gik i gang med at klæbe op på væggene. Så slap vi for alt det med at skrabe ned og spartle ud. Men det var ikke så nemt. Der sad nogle store søm, jeg ikke på nogen måde kunne få ud. I hvert fald ikke uden at slå hul i væggen. Pludselig væltede sækkelærred i store bukler med lim på ned over mig og spærrede mig inde i et klistret sækkelærredbur. Jeg rev og flåede for at komme ud, fór rundt og skreg og bandede, så Anja blev bange for mig. Hun havde ikke set mig sådan før. Hun gik i gang med at male den ene væg sort. Jeg ville slappe af med at male et lille panel inde i stuen, men Anja kom ind og kritiserede mine anstrengelser sønder og sammen. Der var helligdage og alt muligt. - Det ser ikke ud, som om det er malet, sagde hun. - Bare som om der er smurt noget på.

              - Nå, men så kan du gøre det, hvis du er så god til det, sagde jeg med olmt blik og satte mig i et hjørne oven på dynger af gamle striktrøjer og sparkedragter.

              Jeg købte en skumgummihynde på to gange halvanden meter nede på Nørrebrogade og baksede den hjem i sporvognen. Jeg fandt noget gult og grønt stof i Crome & Goldschmidt, der kunne bruges som betræk til sengen. Min far kom ud i lejligheden og satte lys op. Til gengæld havde der været en mand fra Lys og Gas, der forseglede gasmåleren, fordi et gasrør endte blindt oppe under loftet. Det var ikke så godt. Min far prøvede forsøgsvis også at smøre lim på forsiden af sækkelærredbanerne. Det fik dem godt nok til at hænge bedre fast, men limen koagulerede til store snot­klumper; det så lidt malabarisk ud. Hvis man skulle hænge billeder over alle de uheldige steder, skulle vi have billeder fra gulv til loft.

              Anja tog over til Peter Viggo for at sy sengebetrækket. Vi sov for første gang ude i lejligheden, viklet ind i et tyndt dynebetræk på skumgummihynden, som vi havde lagt på gulvet i stuen. Jeg lå og læste i en bog, jeg lige havde købt, om uddøde og truede arter, dronter og oryx-antiloper.

Det var hårdt at undvære morgenkaffen. Vi måtte se at få gas i lejligheden eller i det mindste få fat på en dyppekoger. Jeg havde ikke fået skiftetøj med, så jeg troppede op på Nationalmuseet til gennemgang af de ældste græske mønter i malertøj med pletter. Jeg blev hjemme hos mine forældre næste dag for at læse korrektur i fred og ro, mens Anja tog ud og malede i lejligheden. Vi malede videre de næste dage og bestilte bord og stole hos Aage Bruun. Vi fik installeret telefon. Vi malede dørene med blå karme, røde midterfelter og hvide borter. Vi malede væggene okkergule og bordeauxfarvede. Vi malede vindueskarmene blå. Vi hængte et stort portræt af Ho Chi Minh op på den ene væg og på de andre vægge Bachs tegninger, fijiansk tapa og australske barkmalerier. Vi lavede et sindrigt system med ensartede skumgummimoduler, som Anja syede brunt fløjlsbetræk til. De kunne stables op til stole eller lægges ud til ekstra senge. Min far tømrede en seng, som vi lagde madras og skumgummihynde på. Den fyldte hele det lille kammer, der var brunt sækkelærred på væggene. Min thangka fra Sikkim hang på endevæggen, så den var det første, vi så, når vi vågnede. Vi fik gassen ordnet og indkøbte husgeråd. Det allerførste, jeg købte, var en frituregryde og en blender, så jeg kunne lave pommes frites og béarnaisesauce til bøfferne. En mand kom ud og lagde kokostæppe på gulvene.

Indtil vi fik gassen lavet, levede vi af grillkyllinger og cola. Jeg havde ikke vidst, der fandtes den slags steder, hvor man kunne gå ned og købe burgere eller kyllinger. Der var en grill lige nede i Rantzaus­gade og en kinesisk grill på Kapelvej. Da vi fik ordnet det med gassen, delte vi de huslige pligter. Anja kunne ikke fordrage at lave mad. Jeg kunne ikke fordrage at vaske op. Så jeg lavede mad, og hun vaskede op hver dag. Jeg elskede at købe ind; der var så mange fine specialbutikker i kvarteret. En god fiskehandel, hvor fiskene gik i store flisebelagte kummer og blev dræbt og parteret på stedet, slagtere, grønthandlere, ismejeri, viktualiehandel, vinhandel, bagerbutikker, alt muligt. I huset ved siden af mit lå et skrivemaskineværksted i kælderen. Willy, der havde værkstedet, stod dagen igennem på trappen op til gaden og holdt øje med, hvad der skete. Hvis der var noget i kvarteret, man gerne ville vide noget om, skulle man bare spørge Willy. Han sad næsten aldrig nede i værkstedet, der var ikke så mange skrivemaskiner, der skulle repareres.

              Det var jo noget gammelt lort, det hus. Alle husene i gaden var ren slum, bygget i 1870’erne og ikke renoveret så forfærdelig meget siden. Men det var billigt. Huslejen i mit hus lå på under hundrede kroner om måneden for to et halvt værelse. Lejen var fastsat af Huslejenævnet. Med den husleje gav mit hus ikke noget stort overskud. Det løb rundt, lige præcis så meget, at jeg kunne bo gratis – med mindre der var noget, der skulle repareres, for så hang jeg på den. Og det var der selvfølgelig næsten altid. Men jeg havde et sted at bo, det kunne jeg ikke få ellers uden at være gift eller have børn. Der var petroleumsfyr i kakkelovnene i alle lejlighederne. Man skulle ned og hente et par dunke petroleum hver dag i fyringstiden. Med lokum i gården var det ikke noget godt sted at have børn, men det var fint nok for unge mennesker, der ikke havde noget mod at rende op og ned. Det var centralt, man kunne gå ind til Rådhuspladsen på ti minutter. Det var et udpræget københavnsk arbejderkvarter. Der var ikke ludere og lommetyve som på Vesterbro. Men tonen var direkte og bramfri. Anja fik et chok, første gang hun hørte to kællinger stå og skændes ud gennem åbne vinduer på fjerde sal, fra hver sin side af gaden. – Du skulle kraftædeme snakke, din smatso, gjaldede det tværs over Jægergade. – Du har fandeme patterne hængende ned til navlen.

              De små lokale værtshuse var tilrøgede med brune vægge og dæmpet lys; folk opførte sig ordentligt, der var sjældent slagsmål og råb og skrig. Det var stamgæsterne, der kom der, de sad pænt og roligt og drak hjernen ud af hovedet dag efter dag. 

Der var masser af antikvariater og marskandisere i Slots­gade, Stengade og Korsgade. Vi hjemsøgte dem og kom hjem med alt fra gamle Anders And-blade til tidlige PH-lamper, som vi fik for ingen penge. En fyr, der hed Jussi, havde en butik, der hed Tegneserieparadiset Pegasus. Jeg havde aldrig før mødt nogen, der var så meget inde i de gamle Anders And-historier som ham. Vi kunne bare sige Marts 1952 eller September 1949 til hinanden, så nikkede vi indforstået. Dengang Anders And havde lovet at springe i vandet i januar, maharajahen af Pengostan der stod iført tønde og tiggede. Nogle år senere skrev Jon Gisle sin bog om donaldismen, Jussi og jeg var præ-donaldister. Jeg havde samme fornemmelse, når jeg diskuterede Anders And med ham, som når jeg diskuterede det, Anja kaldte alfabetsuppen, med Torsten, alle de små grupper på venstreflø­jen. Groupes et groupuscules, som franskmændene kaldte dem. Hvad KAK sagde til KUF, om kamelerne kunne gå sammen med strammerne. Vi behøvede ikke forklare hinanden en masse på forhånd, vi kunne springe lige ud i detaljerne.

              Anja strikkede og syede og tegnede. Hun sad tit med et håndarbejde, mens jeg læste om tyranner i Syrakus eller Kapp-putschet i 1920 til uni. Vi spillede ludo og Matador og Scrabble og Master Mind og alle mulige kort- og brætspil. Hans-Jørgen Nielsen og Ulla Dahlerup og Jesper Jensen kom ud til alvorlige møder. Vi satte dem til at spille ludo eller sorteper. Det syntes de egentlig også var meget sjovere.

Lassen, Kim og Mariann var oppe hos os og spise carry. Som enhver god indisk husmor lavede jeg min egen carry, stødte krydderierne i morteren og blandede dem. Jeg havde forskellige carryer til forskellige lejligheder. Skulle det være, så skulle det være. Hvis jeg lavede mad hver dag, skulle jeg have lidt sjov ud af det, jeg skulle gøre det til en slags kunstværk, så jeg lavede alting helt fra grunden. Når vi skulle have pizza, havde jeg en særlig opskrift til bunden med tørmælk og tørgær.

              Det var et held, Anja ikke havde noget mod at vaske op, for køkkenet så ud som et bombet horehus, når jeg havde lavet mad.

              Kim og Lassen ville først høre plader og så se fjernsyn, mens vi spiste. Jeg slukkede for begge dele. Så rodede Kim og Lassen sig ind i et privat mundhuggeri med hidsige udfald frem og tilbage over bordet. Det stoppede jeg også med myndig hånd. Mariann og Kim syntes, det var morsomt, at jeg var sådan en bestemmer.

              - Når man har slidt i det som en kuli to timer for at sætte mad på bordet til jer, så må I vise min mad så meget respekt, at I ikke propper den i jer til gungrende rockmusik eller sidder og skændes på tomandshånd imens, sagde jeg. - Når vi spiser, skal vi føre en stilfærdig og stimuleren­de samtale, som alle deltager i. Hvis I ikke kan affinde jer med det, må I gå ned på et cafeteria og fortsætte.

Efterårssemesteret begyndte. Jeg skulle til at tænke på at gå i gang med at skrive speciale. Jeg ville skrive om avisen Social-Demokra­ten i den periode omkring århundredeskiftet, hvor Emil Wiinblad gjorde den til Skandinaviens største avis.

              Jeg begyndte på klassisk kinesisk igen. Jeg hoppede lige ind på tredje semester; jeg håbede, at jeg kunne huske det, jeg havde lært fem år før, men det kom til at knibe. Søren Egerod gik hurtigt frem, jeg havde svært ved at følge med i de vanskelige, klassiske tekster. Så gik det meget bedre de to steder, hvor jeg var den eneste på holdet. Dengang havde man råd til at opretholde øvelser, selv om der kun var én studerende, der meldte sig. Hver uge sad jeg et par timer inde på Zhang Daowens kontor. Han gav mig et digt fra Tang-dynastiet for. Jeg mødte op næste uge med en oversættelse, og vi diskuterede digtet, både sprogligt og ind­holdsmæssigt. Det var timer, jeg glædede mig til. Jeg kunne også godt lide de kinesiske samtaleøvelser hos Chi-yun Eskelund. Jeg sad muttersale­ne nede i lokalet, hun sad oppe ved katederet. Så snakkede vi sammen på kinesisk. Fordi jeg var den eneste på holdet, var jeg i ilden hele tiden. Mit ordforråd var ikke så stort; vi kunne ikke diskutere store og vanskelige emner. Det ville være kedeligt at sidde time efter time og meddele, at min onkel havde en fyldepen, eller min tante slog sin paraply op, når det regnede. Heldigvis fandt vi frem til en løsning. Vi opdagede, at vi begge to interesserede os for at lave mad. I alle timerne sad vi og ud­vekslede opskrifter og talte om interessante supper og gryderetter, man kunne lave.

Polynesien 1968

Palmehytten i Papara på Tahiti, 1968

Hytten lå lige ned til havet. Vi kunne altid høre brændingen slå ind over revet et halvt hundrede meter ude. Det var en stor og solid hytte, bygget af bambus og tækket med kokos. Der var et stort bord og lange bænke, vi kunne sidde på. Vi havde rigelig plads til alle vores soveposer. Jeg kunne sidde ved bordet og skrive på maskine. Uden for huset stod nogle høje, svajende kokospalmer. Klynger af kokosnødder hang deroppe, tahitianerne havde en særlig teknik, så de kunne sætte hælene i og klatre lige op ad den høje, glatte stamme med en kniv mellem tænderne og skære nødderne af, så de bumpede ned. Vandet inden for revet var stille og lunt. Der var den fineste sandbund. Man kunne vade ud til revet med snorkel og svømmebriller, lægge sig i et X og kigge ned. Strømmen var som et transportbånd, man lå ubevægelig og blev ført hen over revet. Jeg tog turen fire eller fem gange om dagen, flød to-tre hundrede meter, vadede i land og gik tilbage til huset. Jeg kunne aldrig blive træt af koralrevet. Det var der hele tiden i min bevidsthed. Når jeg sad inde ved bordet, behøvede jeg bare at lukke øjnene, så flød jeg igen frem over revets myldrende liv. Jeg havde hele tiden denne vuggende, glidende fornemmelse i kroppen, vandets skvulpende kærtegn, prikker og striber af blåt vandlys dansende mod mine øjne. Der var de levende korallers formationer, søanemoner der stod og viftede med fangtrådene og leddeløse søpølser, der så ud, som om de var stoppet forkert. Der var fisk i alle farver og faconer, zebrastribede, lyseblå med gule neonstriber, flade fisk, aflange fisk, klumpede fisk. Der var hummere og muslinger og blæksprutter med sære, sorte papegøje­næb, gemt af vejen oppe under armenes skørter. Tahitia­nerne vendte let og elegant vrangen ud på blæksprut­terne, når de tog dem med harpun. Så blev de paraly­seret. Ellers kunne de blive ved med at suge sig fast og sprælle med armene. Man skulle tæve dem mod en stor sten i lang tid for at få dem møre, ellers var de for seje til, at man kunne spise dem.

Vores hytte blev hurtigt til en magnet for alle børnene i området. Først kom et par stykker over og stod og kiggede ind ad døren. Da vi talte venligt til dem og ikke jog dem væk, kom der flere. Der stod tit en hel klump af børn mellem to og tolv foran alle vinduerne og kiggede ind på os. Nogle af dem kunne sige et par ord på fransk, vi spurgte dem, om de gik i skole og den slags. De lærte os, hvordan man bedst flækker en kokosnød ved at hamre den ned mod en jernstang, man havde stukket godt ned i jorden, så den stod fast. De kunne flække den i to pæne halvdele bare ved at banke den ned mod stangen på den rigtige måde. De lærte os også at lave fin kokosmælk, der kunne bruges i kaffen. Ikke den vandklare, forfriskende saft, man fik bedst fra de grønne kokosnød­der, men en tyk, flødelignende væske, man kunne få, hvis man rev friske og modne kokosstykker fint og pressede reven kokos ud gennem et klæde.

              Efterhånden begyndte de voksne, der boede rundt omkring i Papara, at komme over til os. - Jeg har aldrig brudt mig om hvide menne­sker, sagde en af dem. - Franskmændene har aldrig opført sig ordentligt over for os. Men nu kommer mine børn hjem og fortæller, at I har været venlige mod dem, og så ville jeg da lige se, hvad I er for nogle.

              Til at begynde med ville de voksne ikke komme indenfor. Fire unge tahitianere lånte Walthers guitar og satte sig uden for døren og spillede og sang hele aftenen. Det var tahiti-pop, en blanding af traditionel, polynesisk musik og fransk pop. Jeg brød mig ikke om den traditionelle, vestlige popmusik, som jeg syntes var flad og intetsigende, men jeg kunne helt godt lide de regionale former for popmusik, som man hørte dem i rutebiler og på cafeer i de forskellige lande, græsk, tyrkisk, arabisk - og senere kinesisk og vietnamesisk og latinamerikansk pop. Jeg kunne også godt lide polynesisk pop, den var vuggende og syngende og eminent god at danse til.

             

Inde på stranden var der tusinde af eremitkrebs hver dag. De lå nede i konkylierne og vimrede. De fleste af dem var små, men Mette fangede en, der var sort og håret og på størrelse med en knytnæve. Rundt omkring i sandet og i jorden højere oppe var der dybe huller, hvor nogle bidske jordkrabber holdt til. Walther fangede en, der bed hans flipfloppere igennem med sin ene klo.

              Jeg lod mig flyde og blev båret blidt forbi et panorama af paddehatkoraller, smukke og skære gevækster, der knækkede, hvis man trådte på dem, og store runde og hvide kalkkoraller med dybe huller, hvor fiskene svømmede ud og ind. Søpindsvin lå og ventede under alle korallerne. De var spiselige, men af en eller anden grund havde de kun den lille geléklump inderst, der var det eneste, man spiste af dem, i dagene omkring nymåne. Der var tusinder af fisk - nogle af dem farveløse og gennemsigtige med sorte pletter, nogle orange eller azurblå - selv om det ikke var den bedste årstid til fisk nu. Fra oktober var der så mange, at en enkelt fiskerbåd kunne tage flere tusinde kasser ind med fyrre fisk i hver. Ude på koralrevene voksede nogle store stive kiselvækster - jeg vidste ikke, om det var planter eller en form for koraller.

En mand i trediverne, der boede i nærheden, kom over for at se til os sammen med sin kone og deres datter. Han hed Tinihau, men alle mennesker kaldte ham Coco. Hans kone hed Ayeneda. Coco arbejdede én formiddag om ugen med at køre lastbil. Så tjente han nogle kontante penge, så de kunne købe kaffe og sukker og den slags. Der var ikke grund til at arbejde mere. De havde alting lige uden for døren. Han tog ud på revet og fiskede. De havde bananer og mange slags frugter og grøntsager i haven. Når de fangede flere fisk, end de lige kunne spise, eller når der var mange modne frugter, gik de rundt og gav naboerne det, der var til overs. Coco fortalte forarget, at nogle af de unge var begyndt at køre ind til Papeete med deres overskud og sælge det på markedet. Det syntes han altså var noget svineri. Sådan havde de aldrig gjort. De havde altid delt ud af deres overflod; andre delte også ud af deres. På den måde fungerede det hele så godt, og alle mennesker blev gode venner. Så kunne man holde fest nede på stranden, danse og spille musik og drikke rom. Hvorfor skulle man slide i det for at tjene penge til noget, man ikke havde brug for, når livet var så nemt, at man bare behøvede at række hænderne ud efter de modne bananer eller sejle ud på revet, så havde man det hele. Hvis ens hus brasede sammen, byggede man bare et nyt. Der var bambus og kokosblade alle vegne.

              Coco havde taget søde grapefrugter, der var så store som fodbolde, med sammen med papayaer, tamarinder med hård, grå bælg og syrligt kød rundt om de hårde kerner, og røde tahitianske bananer, der ikke kunne spises rå, men skulle koges. De smagte lidt af brødfrugter. De andre kunne ikke lide dem, men jeg syntes, de smagte helt godt.

              I den tid, vi var der, fangede vi fisk på revet, vi harpunerede blæksprutter og plukkede hummere og krabber op. Når vi havde mere, end vi lige kunne spise, gik vi over til Coco eller de andre, der boede rundt omkring. De kom over til os med bananer, papayaer og guavaer. Det var ikke nogen byttehandel. Det var ikke noget for noget. Det var bare naboskab.

              Coco havde nok fortalt andre i nærheden, at vi var gode nok, for næste dag kom tredive-fyrre tahitianere af yngre årgang over for at spille guitar, synge og danse. Pigerne bandt et stort skærf rundt om røven, så man rigtig kunne se, hvor de vrikkede med den, når de dansede.

Indien 1967

Tiger Hill 1967

De fejrede Bharat Milap i Benares, det var en af årets store højtider, hvor man mindedes dengang Rama kom tilbage til Ayodhya efter fjorten år i landflygtighed og genså sin bror Bharat. Vi var kommet til byen aftenen før, før solopgang kørte vi bussen ned til Mir Ghat ved den hellige flod Ganges. Man gik ned ad en trappe til floden, på begge sider af trappen sad tiggere. En havde hverken arme eller ben, men et smukt resigneret ansigtsudtryk, nærmest som en Buddhastatue, andre havde små, forkrøblede edderkoppeben. Nogle var dødssyge. Det var for sent for dem at tigge penge til mad, de tiggede småmønter til brænde, så de kunne få et ligbål, når de nu snart døde. Nede ved flodbredden vadede folk ud i vandet, tusinder og atter tusinder af dem, de dukkede sig fuldt påklædte, samlede det grumsede vand op i kobber- eller messingkar og børstede tænder med små kviste. Nogle stod med sammenklappede hænder og messede en hilsen til den opgående sol over floden. Fede mænd vekslede en rupeeseddel i fempaise-mønter og gik nådigt ned langs rækken af tiggerne og gav hver af dem en mønt. Mange - især de mest velnærede - havde en hengivent, glasagtigt udtryk i øjnene. Ude på floden sejlede både med hvidklædte turister, der sad og så ind på pilgrimmene og de syge og døende tiggere. Vi gik op i et tempel for at se ud over mængden, der kom stadig flere til, man så ud over let flagrende orange, lilla og røde sarier og mændenes hvide dhotier. Alle vegne, også oppe i templet, var der mudder og affald.

Vi kørte bussen ud til regeringens guest house. Jeg gik ind mod byen igen. Undervejs vekslede jeg en rejsecheck på tyve dollars til en elendig kurs, det var ulideligt slet ikke at have kontanter på sig.

              En procession var i gang, stadig flere mennesker trængtes nede ved Mir Ghat. Jeg løb på Mette og fulgtes med hende. En ung mand viste os ned til det gyldne tempel, men vi måtte ikke komme indenfor, vi var vantro. Vi stod på en tempelterrasse nede ved flodbredden og så, hvordan de brændte ligene. Fire ligbærere kom vandrende gennem gaderne med en ligbylt mellem sig, viklet ind i broget stof. De marcherede taktfast og sang en munter sang til. Når de kom ned til floden, lagde de bylten på jorden, hældte vand fra Ganges over og stablede brænde omkring bylten og satte ild til. Fire-fem bål var i gang på samme tid. Når de var brændt ud, blev asken skyllet ud i floden eller sejlet ud midtstrøms i en båd og kastet i vandet der. En del gamle tiggere, der meget snart skulle dø, lå resigneret og ventede på, at det blev deres tur. De havde kobbermønter på sig, så de kunne betale for brændet. Jeg tænkte på et citat: Jeg skylder Karon en obol. Midt på en af gaderne ned mod Mir Ghat lå en død mand. Folk mærkede interesseret efter, om hans hjerte slog endnu. Da de konstaterede, at det gjorde de ikke, lagde de mønter på hans bryst til ligbålet.

              Mette og jeg gik rundt i byens snævre gyder. Alle vegne var der røde gudebilleder i nicher og templer fulde af køer, der gik frit rundt overalt. Børn sad i rendestenen og sked tyndt og grønt. Der var sygdom, død og snavs, en dyster stemning alle vegne, og folk, der gik forbi med lyserøde betelmunde og øjne stive af religiøst vanvid. Det virkede som en tysk middelalderby med pest og dansegalskab. Hvordan skulle man nogensinde få noget udrettet i sådan et land? tænkte jeg. Hvordan skulle det nogensinde blive bedre? Hvor meget betød deres smukke kultur - gudebilleder­ne, dansen, musikken - når religionen tvang folk til at leve under så modbydelige og nedværdigende forhold, når den døende tigger fik at vide, at det var hans karma at ligge der. Det er din egen skyld. Bedre held næste gang, ved næste genfødsel. Hvordan skulle man så skabe en bedre verden her og nu?

Foran hovedposthuset i Benares sad en meget fed, splitternøgen mand. Folk gik ærbødigt uden om ham, de bukkede for ham, de lagde blomster og mønter til ham. Fade med frugt lå rundt om ham sammen med dynger af murbrokker. Når gadedrengene hujede og råbte efter ham, rejste han sig op i al sin vælde, med gråsprængt Henrik den ottende-skæg, slaskende maver og meget lille pik, og kylede murbrokker efter dem, mens han brølede højt. Folk sagde, at han var så hellig, at han åd sit eget lort. Det var i hvert fald ikke det eneste, han fik at spise, efter maven at dømme. Han virkede ulideligt selvtilfreds og smiskede nådigt, når små, magre mennesker bøjede sig for ham og ofrede til ham.

              Midt i trafikstrømmen lå hellige køer, der ikke vrippede sig en tomme for bilerne. Nogle af dem havde fået malet hornene røde. Et sted så jeg en ko gå ind i en butik. Den væltede ting ned fra hylderne, mens indehaveren stod og så henrykt til og til sidst hængte en blomsterkrans om halsen på den.

              På et gadehjørne stod nogle engelske hippies i beskidte, hvide gevandter og tiggede. Velstående. indiske pilgrimme kastede nådigt et par paise til dem. Jeg syntes, det var frastødende, at mennesker fra vores rige lande tog brødet fra indiske tiggere, der var ved at dø af sult. Jeg vekslede et par ord med hippierne, bare det sædvanlige om, hvor de kom fra og skulle hen. De var klædt som tilsølede engle, men de så ud som vaneforbrydere. De havde kun foragt til overs for de mennesker, de tiggede af. Alle indere var grimme og dumme, sagde de. Det eneste, de havde respekt for, var et los i røven. Og de lugtede værre end niggere.

              Vi gik ned til floden igen. Folk stod endnu tættere nede ved floden. Præster i blegorange gevandter gik rundt. Der var hellige mænd i lændeklæde, med uglet skæg og spillende, brune øjne. Mange af de gamle koner havde underligt fritvoksende hestetæn­der, der stod ud ad munden i spredt orden. Et broget tableau af gudinden Kali blev båret forbi af seks mænd. Der var horn og trommer foran gudinden, brændende røgelse bag hende. Nogle bad, andre strakte armene i vejret og jublede. Mette ville hjem, jeg fortsatte alene ned til floden, det blev stadig sværere at komme frem, folk maste og skubbede og puffede. Jeg banede mig frem gennem mængden. Ude på floden sejlede både med store gudebille­der, jernbanefunktionærerne havde deres eget Kali-tableau. Foran i bådene var der stokkefægtning og stokkedans. Honoratiores sad på klapstole på bådene og så ind mod den kompakte menneskemas­se på trapperne og den mudrede bred. Der var ingen ende på processionen, der var ingen variation, det var det samme og det samme og det samme. Jeg banede mig tilbage gennem mængden. I en lille bod købte jeg to små gudestatuer og en forseglet krukke med helligt vand fra Ganges.

              I Siliguri skulle jeg skrives ind hos Foreigners' Registration. Så kunne jeg tage minibus op til Darjeeling. Jeg var fremme om aftenen og fandt et hotelværelse og gik ned på posthuset. Der var koldt om aftenen i Darjeeling. En englænder, jeg snakkede med i Kathmandu, havde givet mig en militærjakke, en af dem i camouflagefarver. Han havde ikke selv brug for den mere, han skulle ned til det sydlige Indien. Den var god at have her.

              Næste dag gik jeg rundt i byen. Man skulle hele tiden op og ned ad de stejle gader. Nogle steder lignede byen Falmouth med gamle, engelske huse. Andre steder, som nede i bazaren, lignede den mere Nepal med fladnæsede, gule kvinder med store ringe i næsen. Men alle steder var den fantastisk smuk, med udsigt over de grønne bjerge med teplantager. Luften var ren og kølig, jeg følte mig meget levende og næsten ekstatisk, det var også en god fornemmelse at være alene for første gang i næsten fem måneder. Følelsen af at kunne gøre lige, hvad jeg ville, boblede gennem mig. Jeg var inde i en boghandel. Boghandleren sagde, at opstanden i Naxalbari var knust nu, men der ville komme flere af samme slags. Så kunne man kalde det kommunisme, hvis man ville. Navnet betød ikke noget for ham, men de, der dyrkede jorden, måtte simpelthen også have udbyttet af deres arbejde. Ellers var der ingen ret­færdighed til.

              Mens jeg sad og spiste mutton curry, snakkede jeg med en fyr, der sagde, han kunne tage mig op til Tiger Hill og tilbage for ti rupees. Hvis man var deroppe ved solopgang, kunne man se Mount Everest. Det aftalte vi så; klokken tre om natten kom en boy og vækkede mig. Han havde en hvid hest med, og den satte jeg mig op på. Det var isnende koldt, men jeg kunne leje strikhue og vanter, og så gik det. I betragtning af, at det var første gang i mit liv, jeg sad på en hest, syntes jeg, det gik ganske godt. Det var en meget fredelig hoppe, den luntede lige så stille af sted, så man kunne sidde og se sig om. Boyen gik bagved; hvis han syntes, hesten kom lidt ud af kurs, hev han den i halen. Jeg red op ad smalle bjergstier, først var der helt mørkt, men efterhånden kom der et grålys, så man kunne se de nærmeste bjerge, blågrå som skyforma­tioner, rundede og lodne. Der var elleve kilometer ud til udsigtspunktet Tiger Hill, og jeg var derude ved femtiden. Der var temmelig mange mennesker, mest indere men også et par amerikanere. Der var bygget en slags platform med halvtag over. Der kunne man stå og se solen stå op over bjergene. Ganske langsomt dukkede de sneklædte bjerge frem, det var som at se et billede tage form i fremkalderbadet, konturerne blev klarere, nu kunne man tydeligt se Kanchenjunga, der virkede som det højeste af bjergene, sneklædt og massivt tårnede det sig op. Mount Everest lå længere væk, det var ikke meget mere end en hvid klat ude mod horisonten. Solen var først en rød stribe, så svuppede den helt op, lyset funklede i bjergenes sne, der var kun enkelte, spredte skyer, himlen flammede  i rødt, orange og gult. Vi stod alle sammen helt stille, med bjergene, himlen og solen foran os. Skyer begyndte at trække sammen, en halv time efter solopgang var de fjerneste bjerge forsvundet i skyerne. Jeg red tilbage ad stien i den tidlige morgensol, de grønne bjerge lyste omkring mig, hesten klarede det hele selv, boyen behøvede ikke at ruske den i halen. Den vidste godt, hvordan den skulle komme hjem, så jeg behøvede ikke gøre noget, jeg kunne bare sidde og nyde den klare luft; selv om det stadig var koldt, begyndte solen at varme. Man kunne lugte byen, før man så den, den skarpe brænderøg, så lå Darjeeling som små dekorative bygge­klodser op over den grønne bjergside, man kunne se teplanta­gernes mønstre. Da jeg stod af hesten, var jeg godt øm i røven, men jeg havde en stor lykkefornemmelse i mig. Jeg ville gerne tilbage til Himalaya en anden gang. Det var helt bogstavelig et sted, hvor man kunne trække vejret frit, helt anderledes end den sumpede varme og menneskemylderet nede i lavlandet.

Jeg havde fået tilladelse til to dages ophold i Sikkim, det var lige nok til at se hovedstaden Gangtok. Jeg kunne komme med jeep derop, sammen med tre indere. Med jævne mellemrum var der checkpoints, hvor jeg skulle vise mit pas; i Teesla var vi nede i 300 meters højde, dernede var klimaet tropisk igen. Det gik opad gennem bjergene. Det overraskede mig, at der voksede bananpal­mer og ananas i Sikkim, jeg havde troet, det var stormfulde højder det hele. Bjergene var dækket af skov, der var mange vilde rhododendron. Gangtok lå oppe i 1500 meters højde, klimaet var omtrent som i Darjeeling. Jeg fandt frem til et hotel. De stirrede på mit pas og sagde, at jeg vist nok var den eneste turist i landet lige for tiden. Jeg gik rundt i byen, den var ved første øjekast lidt af en skuffelse. Jeg havde set den beskrevet i en guidebog som "a colorful outpost of Tibetan lamaism". Det var den ikke, den var en lille provinsby med to rækker huse, ikke meget mere. Sikkim var et selvstændigt land. Deres konge eller chogyul boede i et stort palads oppe på en bakke. Han havde giftet sig med en ung pige fra San Francisco, der hed Hope Cook, så nu sad hun pludselig deroppe på bjerget og var gyalmo eller dronning. Men Sikkim var ikke helt selvstændigt, landet var officielt under indisk beskyttelse, og der var en masse indiske soldater i Gangtok. Om aftenen sad de rundt omkring på cafeer og restauranter og hældte sprut i sig. Det var ikke de restriktioner, man havde i Indien, og det var meget billigere. Næste dag gik jeg op til chogyulens palads på bjergtoppen. Det var en stor, hvid kasse med kinesisk dobbelt pagodetag og markiser med hulmønstre for vinduerne. Ved siden af lå et la­maistisk kloster. Der var ikke så meget at se, bygningerne var fra trediverne, og man kunne ikke komme indenfor, men der var en fantastisk udsigt. En gammel mand med rød kalot på hovedet vandrede rundt og rundt om klosteret med en bedemølle i hånden og messede Om mani padhme hum. Jeg gik rundt i byen og så på mennesker. Nogle mænd var klædt i indiske dhotier, men de fleste havde bukser og løse jakker og ulden hue eller kalot på hovedet, nogle af dem havde tibetanske uldne jakker med lodrette røde og blå striber. De fleste kvinder gik i tibetanske sorte kjoler med stribet forstykke. De så meget tibetanske ud, med ret flade ansigter. Nogle af dem havde store bideringe i næsen, sådan nogle som en ko kunne have til at holde tøjret. Det så meget underligt ud, jeg tænkte på, om de ikke var i vejen, når de spiste. Nogle af dem havde halskæder med store ravgule klumper, sølv og turkis. Der var ingen turistbutikker, i de fleste butikker var der ikke andet end billigt, indisk tøj, plastic og blik, men jeg fandt et par guldsmede, der havde smykker. De var bare for dyre. En cykelsmed havde en tibetansk thangka hængende på væggen i værkstedet, en broka­derulle med Barmhjertig­hedens Buddha, Chenrezig, i midten og fire dæmoner ude i hjørnerne. Buddhaen var malet med hvidt og bladguld, han holdt en lotusblomst i en hånd, en rosenkrans i den anden, mens de to ekstra hænder var samlet i bøn. Hele billedet var omgivet af en orange bort og sat op på azurblåt, mønstret brokade, der hang på en træstang. Der var et orangefarvet forhæng, man kunne sætte for som værn mod solen. Jeg stod og beundrede det. Så spurgte jeg, om han ville sælge billedet. Det vidste han nu ikke rigtig. Han brugte det sådan set, det beskyttede tilsyneladende værkstedet. Men han kunne jo få et andet. Han tænkte sig lidt om. 225 rupees, sagde han så. Vi snakkede lidt om prisen, så fik jeg det for seksten dollars. Jeg rullede thangkaen sammen, pakkede den ind og stak den ned i rygsækken.

              Om eftermiddagen tog jeg bussen ned til Kalimpong. Derfra gik der direkte bus op til Bhutan. I Delhi havde jeg ved at vifte med mit introduktionsbrev fra udenrigsministeriet fået en generel tilladelse til at komme ind i Darjeeling-distriktet, Sikkim og Bhutan, men tilladelsen skulle stemples og attesteres for at være gyldig. Jeg havde fået at vide, at jeg kunne få stemplet til Bhutan i Kalimpong, men det kunne jeg ikke. Jeg var inde i Bhutan House et par miles uden for byen og snakkede med nogle folk, men der var ikke noget, de kunne gøre. Manden med det rette stempel sad i Jalpaiguri, så jeg blev nødt til at tage dertil, hvis jeg ville ind i Bhutan. Jeg fandt en jeep ned til Siliguri og en bus derfra til Jalpaiguri. I bussen kom jeg til at sidde ved siden af en mand i fyrrerne med markerede træk. Han lignede Jarl Borgen. Han var ansat i Postsparekassen og skulle på forretningsrejse til Jalpaiguri. Vi sad og snakkede sammen hele vejen, han var meget interesseret i at høre om Danmark. Da vi nåede frem, stod hans fætter for at tage mod ham. Han spurgte, hvor jeg havde tænkt mig at bo, og da jeg sagde, jeg nok fandt et hotel, inviterede han mig med hjem. Jeg sad hele aftenen og snakkede med bankmanden og hans fætter. Bankmanden var tilhænger af Samyukta Socialist Party, der nærmest var socialdemo­kratisk. Han sagde, at kommunisterne fik alt for meget omtale, det var kun i enkelte kystprovinser, de stod stærkt. De fleste indere var fredselskende og ønskede ikke en voldelig revolution. Han troede på landsbyerne som selvforsynende enheder og en fredelig overgang til socialismen. Vi spiste siddende på gulvet. De andre spiste med fingrene, men de lagde bestik frem til mig. Fætteren havde tre halvvoksne døtre. De serverede for os og puslede og rettede på puder og sådan noget. Men hanner og hunner spiste hver for sig. Døtrene kunne ikke ret meget engelsk. De var alle tre i gang med at læse til eksamen. Det foregik ved at de læste højt, måske brugte man ikke at læse indenad. Jeg sov inde i stuen. Klokken fire om morgenen blev jeg vækket af et kor af flittige, højtlæsende piger. Et bud kom med morgenavisen. Der stod, at Vestbengalens regering havde af­skediget Enhedsfrontregeringen uden så meget som at sammen­kalde parlamentet. Enhedsfronten havde svaret ved at erklære generalstrejke. Den trådte i kraft med det samme. Bankmanden fulgte mig ned til District Commisioner's office, hvor jeg skulle have tilladelsen til Bhutan. En kæde af strejkende stod rundt om byg­ningen, de bad alle, der ville ind, om ikke at bryde blokaden. De spurgte mig, hvad jeg skulle derinde. Da jeg sagde, at jeg skulle have tilladelse for at komme ind i Bhutan, sagde de, at så kunne jeg bare gå igennem. Men det hjalp ikke noget. Der var ikke mødt nogen op, der kunne give mig tilladelsen, og selv om der var, ville det ikke hjælpe noget, for busserne til Bhutan var indstillet. Bankmanden sagde, jeg kunne blive boende hos hans fætter, til strejken blev afblæst, men det syntes jeg ikke, jeg kunne være bekendt. Ingen kunne sige, hvor lang tid, det kom til at tage, og jeg kunne ikke misbruge folks gæstfrihed. Bank­manden sagde, at der vist nok gik et enkelt fly til Calcutta, så jeg hentede min bagage og tog rickshaw ud til lufthavnen, hvor jeg lige nåede at se flyet lette. Jeg tog tilbage til byen. Det overraskede mig, hvor total strejken var. Der var næsten ingen mennesker på gaden, og alle butikker var lukket. Kun to-tre tehuse holdt åbent. På et af tehusene sagde en mand, at toget til Calcutta 18.30 ville blive gennemført. Jeg var ude og sige farvel til mine værtsfolk. Den ældste datter bukkede for mig og sagde: - Again come. Jeg var overvældet over, så gæstfri og hjælpsom familien havde været over for en fremmed. 

             

Toget var 23 timer om at køre de 600 kilometer til Calcutta. Det var selvfølgelig overfyldt, men det kunne være værre. Jeg havde endda fået en siddeplads klemt ind mod vinduet. Jeg sad og tænkte på, at Indien var et land, der ville have stor gavn af offentlig tandpleje. Utrolig mange mennesker havde det, man kunne kalde spredt tandsæt. Nogle enkelte store, flade og gule hugtænder stod ud af munden i de mærkeligste vinkler, lige frem eller skråt opad. Nogle gamle koner havde ikke gule tænder, de var ildrøde eller sorte, farvet af betel. De havde i reglen en smykkesten i næsefløjen. De unge mænd sad og omklamrede hinanden og fniste tøset. Jeg havde følt mig mere hjemme i Himalaya; nede i lavlandet var jeg en fremmed. Indiens kultur var gammel og på mange måder spænden­de, men den tiltrak mig ikke på samme måde som den kinesiske eller japanske. Jeg fandt tanken om karma og genfødsel fra­stødende, jeg blev ikke overbevist af de uendelige udredninger om utopiske mønstersamfund, der skulle brede sig som ringe i vandet. Jeg havde aldrig set ringene brede sig, de lå på overfladen et stykke tid, så forsvandt de igen.

Sidst på eftermiddagen var jeg i Calcutta. Jeg tog rygsækken på ryggen og gik ud i byen. Strejken var total. Stationen var lukket og slukket, så jeg kunne ikke overnatte i en ventesal. Alle hoteller havde lukket, ingen taxier kørte. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Langt nede ad vejen kunne jeg høre knitrende lyde. De skød dernede. Jeg var meget alene og meget langt hjemmefra. Jeg stillede min rygsæk på fortovet og satte mig ned ved siden af den og tændte en cigaret. Et eller anden måtte jeg finde på. Men hvad? Jeg kunne mærke, jeg fik tårer i øjnene. Det var for dumt, sidde her på jorden og tudbrøle. Men jeg kunne ikke stoppe, tårerne trillede bare ned over kinderne. Jeg snøftede og pudsede næse. Jeg så skråt op på rækker af ben. En stor menneskemængde havde samlet sig rundt om mig og stod og så ned på mig.

              - You cannot sit here. You will be shot. Yes yes, sagde en mand.

              - I know, sagde jeg.

              Sådan skulle det ende. Måske ville generalkonsulatet få besked i morgen. Måske ville de bare smide mig i Hooghly, jeg ville blive ædt af gribbe og vilde hunde.

              - You cannot sit here. You will be shot, gentog manden.

              - Yes. But what should I do?

              - That's very easy. You come to my home. You be my honoured guest. Yes yes?

              - Yes yes!

              Jeg rejste mig, skoddede cigaretten, tog rygsækken på og fulgte med manden, der så ud til at være i tyverne. Vi gik over et meget stort jernbaneterræn. På den anden side af skinnerne kom vi frem til hans hus. Han boede i et lille værelse med nøgne vægge og en uskærmet pære hængende i en ledning fra loftet. ­Min vært var meget venlig, men også meget omklam­rende. Når nu jeg var hans gæst, skulle han også bestemme over mig.

              Da jeg var kommet lidt til hægterne, sagde jeg, at jeg kunne tænke mig at gå ud i byen og se på, hvad der skete. Det blev han forfærdet over. Jeg ville blive skudt, jeg ville blive stukket ned, jeg ville blive udplyndret. Det kunne aldrig gå godt. Jeg sagde, at jeg var en slags journalist, jeg ville gerne lave en stemningsrapport fra den strejkeramte by. Jeg ringede til avisen The Statesman. De sagde, jeg bare kunne komme over på redaktionen, så skulle de nok tage sig af mig. Men det var lettere sagt end gjort. Der var ingen busser, ingen taxier, Calcutta var en meget stor by, jeg kendte den ikke, og det var blevet mørkt. Manden på The Statesman fortalte mig, at 150 mennesker foreløbig var blevet såret under sammenstød i gaderne, så jeg kunne godt forstå, at det ikke var helt ufarligt at bevæge sig rundt i byen.

              - Hvis du går udenfor nu, hvor vil du så sove? sagde min vært, der hed Deb Sen. Det betød åbenbart, at døren ville være lukket for mig, hvis jeg vovede mig ud. Så turde jeg ikke andet end blive der.

              Deb sad i lang tid og bladede i min dagbog. Jeg var glad for, at han ikke kunne læse den. Han ville gerne have min skrivemaski­ne, sagde han. Jeg kunne jo bare købe en ny, når jeg kom hjem til Danmark. Jeg sagde, at jeg ikke kunne undvære den, jeg brugte den hver dag. Jeg skulle ikke sove oppe i lejligheden. Der var en slags tomt skur eller udhus nede i gården, det kunne jeg ligge i. Vi gik derned.

              - Nu skal jeg vise dig toilettet, sagde han og viste mig en plet med græs inde ved muren, hvor jeg kunne tisse. Da jeg fik brug for mere end det, fandt jeg selv et kloakdæksel, jeg kunne løfte. Han kom ned med te og brød til mig. - Husk endelig at låse døren, sagde han. Det gjorde jeg gerne.

              Næste morgen kom Deb ned med te. Han havde forstået, at jeg ikke kunne undvære min skrivemaskine her og nu, men kunne jeg så ikke sende den til ham, når jeg kom tilbage til Danmark? Han ville også gerne have, at jeg sendte ham en vægkalender. Hvis jeg skrev noget om Calcutta, skulle jeg endelig huske at nævne hans navn. Det være hermed gjort. Jeg skulle også skrive breve. Han havde engang inviteret to østrigere til at overnatte i skuret. De havde lovet at skrive, men de gjorde det ikke. - That's not human, sagde han.

              Jeg tog afsked med Deb og vandrede tilbage over alle skinnerne til Howrah station. De fleste tog var indstillet, men et enkelt tog til Madras ville blive gennemført klokken 14. Jeg købte billet, det var en meget omstændelig procedure. Jeg skulle vise mit pas, og stort set alt, hvad der stod i passet, blev skrevet op i en stor, sort protokol sammen med alle detaljer om billetten. De havde en reol på bagvæggen fuld af sorte protokoller. Jeg havde købt billet til tredje klasse, jeg turde ikke tænke på, hvor mange for­maliteter, der skulle til, hvis jeg havde købt billet på første.

              Det var det eneste fjerntog, der kørte den dag. Ingen vidste, om der overhovedet kørte tog de næste dage, så hvis man ville rejse, var det nu, man skulle gøre det. Da jeg kom ned på perronen, så jeg en tæt sammenpresset menneskemængde. De yderste stod og vippede ud over kanterne. Toget kom ind. Det kom åbenbart fra en anden station, for det var temmelig fuldt i forvejen. Folk hang i bundter ud ad vinduerne, de sad i klaser på tagene.

              Hvordan skal jeg dog komme ind? tænkte jeg og så på den kompakte masse omkring mig. Men det havde jeg ikke behøvet at bekymre mig om. Allerede før toget var stoppet helt, rejste menne­skemassen på perronen sig i en bølge, der kunne minde om den på Hokusais berømte billede. Jeg befandt mig et sted oppe i bølgen, da den kammede over og skummede ind i toget. Mine fødder blev bogstavelig talt løftet op fra jorden, jeg blev båret opad, fremad og indad med rygsæk på ryggen og fødderne sprællende i luften midt i den tæt sammentrykte menneskeklump. Bølgen skyllede ind i toget; da den trak sig tilbage, lå jeg oppe i bagagenettet. Det var jeg så vant til, så der blev jeg siddende de næste 36 timer.

              Det var ufatteligt, så meget bagage folk havde med. Nogle havde medbragt store kasser med ris eller tørret fisk. Nogle havde rundt regnet tyve stoftasker og sammenrullede tæpper. Nogle havde gryder og kogekar nok til at kunne slå sig ned som isen­kræmmere. Nogle havde taget husdyrene med. Når vi stoppede på stationerne, kunne jeg kante mig frem og lange en arm ud ad vinduet og købe te, jordnødder der var dyppet i chili, så de brændte ned gennem hele kroppen, pandekager, en slags dough­nuts med chili og små piggede frugter. Det var lidt besværligt at komme på toilettet. Tre familier og fire geder havde taget fast ophold derude, så dem skulle man presse ud på gangen først. Jeg sad oppe i nettet og læste Sense and Sensibility. Når jeg strakte hals, kunne jeg se ud ad vinduet. Det var et temmelig ensformigt landskab, med spredte landsbyer med stråhytter og palmetræer. Man kunne se på skiltene på stationerne, at vi kom til områder med andre sprog. Devnagari-skriften, der blev brugt til hindi og ligesom havde tag over alle bogstaverne, veg for oriya med runde, slyngede former og derefter det mere kantede tamil. Jeg kom til Madras tidligt om morgenen tredjedagen efter afrejsen fra Calcutta.