tirsdag den 29. maj 2012

Indien 1967


Tiger Hill 1967

De fejrede Bharat Milap i Benares, det var en af årets store højtider, hvor man mindedes dengang Rama kom tilbage til Ayodhya efter fjorten år i landflygtighed og genså sin bror Bharat. Vi var kommet til byen aftenen før, før solopgang kørte vi bussen ned til Mir Ghat ved den hellige flod Ganges. Man gik ned ad en trappe til floden, på begge sider af trappen sad tiggere. En havde hverken arme eller ben, men et smukt resigneret ansigtsudtryk, nærmest som en Buddhastatue, andre havde små, forkrøblede edderkoppeben. Nogle var dødssyge. Det var for sent for dem at tigge penge til mad, de tiggede småmønter til brænde, så de kunne få et ligbål, når de nu snart døde. Nede ved flodbredden vadede folk ud i vandet, tusinder og atter tusinder af dem, de dukkede sig fuldt påklædte, samlede det grumsede vand op i kobber- eller messingkar og børstede tænder med små kviste. Nogle stod med sammenklappede hænder og messede en hilsen til den opgående sol over floden. Fede mænd vekslede en rupeeseddel i fempaise-mønter og gik nådigt ned langs rækken af tiggerne og gav hver af dem en mønt. Mange - især de mest velnærede - havde en hengivent, glasagtigt udtryk i øjnene. Ude på floden sejlede både med hvidklædte turister, der sad og så ind på pilgrimmene og de syge og døende tiggere. Vi gik op i et tempel for at se ud over mængden, der kom stadig flere til, man så ud over let flagrende orange, lilla og røde sarier og mændenes hvide dhotier. Alle vegne, også oppe i templet, var der mudder og affald.

Vi kørte bussen ud til regeringens guest house. Jeg gik ind mod byen igen. Undervejs vekslede jeg en rejsecheck på tyve dollars til en elendig kurs, det var ulideligt slet ikke at have kontanter på sig.
              En procession var i gang, stadig flere mennesker trængtes nede ved Mir Ghat. Jeg løb på Mette og fulgtes med hende. En ung mand viste os ned til det gyldne tempel, men vi måtte ikke komme indenfor, vi var vantro. Vi stod på en tempelterrasse nede ved flodbredden og så, hvordan de brændte ligene. Fire ligbærere kom vandrende gennem gaderne med en ligbylt mellem sig, viklet ind i broget stof. De marcherede taktfast og sang en munter sang til. Når de kom ned til floden, lagde de bylten på jorden, hældte vand fra Ganges over og stablede brænde omkring bylten og satte ild til. Fire-fem bål var i gang på samme tid. Når de var brændt ud, blev asken skyllet ud i floden eller sejlet ud midtstrøms i en båd og kastet i vandet der. En del gamle tiggere, der meget snart skulle dø, lå resigneret og ventede på, at det blev deres tur. De havde kobbermønter på sig, så de kunne betale for brændet. Jeg tænkte på et citat: Jeg skylder Karon en obol. Midt på en af gaderne ned mod Mir Ghat lå en død mand. Folk mærkede interesseret efter, om hans hjerte slog endnu. Da de konstaterede, at det gjorde de ikke, lagde de mønter på hans bryst til ligbålet.
              Mette og jeg gik rundt i byens snævre gyder. Alle vegne var der røde gudebilleder i nicher og templer fulde af køer, der gik frit rundt overalt. Børn sad i rendestenen og sked tyndt og grønt. Der var sygdom, død og snavs, en dyster stemning alle vegne, og folk, der gik forbi med lyserøde betelmunde og øjne stive af religiøst vanvid. Det virkede som en tysk middelalderby med pest og dansegalskab. Hvordan skulle man nogensinde få noget udrettet i sådan et land? tænkte jeg. Hvordan skulle det nogensinde blive bedre? Hvor meget betød deres smukke kultur - gudebilleder­ne, dansen, musikken - når religionen tvang folk til at leve under så modbydelige og nedværdigende forhold, når den døende tigger fik at vide, at det var hans karma at ligge der. Det er din egen skyld. Bedre held næste gang, ved næste genfødsel. Hvordan skulle man så skabe en bedre verden her og nu?

Foran hovedposthuset i Benares sad en meget fed, splitternøgen mand. Folk gik ærbødigt uden om ham, de bukkede for ham, de lagde blomster og mønter til ham. Fade med frugt lå rundt om ham sammen med dynger af murbrokker. Når gadedrengene hujede og råbte efter ham, rejste han sig op i al sin vælde, med gråsprængt Henrik den ottende-skæg, slaskende maver og meget lille pik, og kylede murbrokker efter dem, mens han brølede højt. Folk sagde, at han var så hellig, at han åd sit eget lort. Det var i hvert fald ikke det eneste, han fik at spise, efter maven at dømme. Han virkede ulideligt selvtilfreds og smiskede nådigt, når små, magre mennesker bøjede sig for ham og ofrede til ham.
              Midt i trafikstrømmen lå hellige køer, der ikke vrippede sig en tomme for bilerne. Nogle af dem havde fået malet hornene røde. Et sted så jeg en ko gå ind i en butik. Den væltede ting ned fra hylderne, mens indehaveren stod og så henrykt til og til sidst hængte en blomsterkrans om halsen på den.
              På et gadehjørne stod nogle engelske hippies i beskidte, hvide gevandter og tiggede. Velstående. indiske pilgrimme kastede nådigt et par paise til dem. Jeg syntes, det var frastødende, at mennesker fra vores rige lande tog brødet fra indiske tiggere, der var ved at dø af sult. Jeg vekslede et par ord med hippierne, bare det sædvanlige om, hvor de kom fra og skulle hen. De var klædt som tilsølede engle, men de så ud som vaneforbrydere. De havde kun foragt til overs for de mennesker, de tiggede af. Alle indere var grimme og dumme, sagde de. Det eneste, de havde respekt for, var et los i røven. Og de lugtede værre end niggere.
              Vi gik ned til floden igen. Folk stod endnu tættere nede ved floden. Præster i blegorange gevandter gik rundt. Der var hellige mænd i lændeklæde, med uglet skæg og spillende, brune øjne. Mange af de gamle koner havde underligt fritvoksende hestetæn­der, der stod ud ad munden i spredt orden. Et broget tableau af gudinden Kali blev båret forbi af seks mænd. Der var horn og trommer foran gudinden, brændende røgelse bag hende. Nogle bad, andre strakte armene i vejret og jublede. Mette ville hjem, jeg fortsatte alene ned til floden, det blev stadig sværere at komme frem, folk maste og skubbede og puffede. Jeg banede mig frem gennem mængden. Ude på floden sejlede både med store gudebille­der, jernbanefunktionærerne havde deres eget Kali-tableau. Foran i bådene var der stokkefægtning og stokkedans. Honoratiores sad på klapstole på bådene og så ind mod den kompakte menneskemas­se på trapperne og den mudrede bred. Der var ingen ende på processionen, der var ingen variation, det var det samme og det samme og det samme. Jeg banede mig tilbage gennem mængden. I en lille bod købte jeg to små gudestatuer og en forseglet krukke med helligt vand fra Ganges.

              I Siliguri skulle jeg skrives ind hos Foreigners' Registration. Så kunne jeg tage minibus op til Darjeeling. Jeg var fremme om aftenen og fandt et hotelværelse og gik ned på posthuset. Der var koldt om aftenen i Darjeeling. En englænder, jeg snakkede med i Kathmandu, havde givet mig en militærjakke, en af dem i camouflagefarver. Han havde ikke selv brug for den mere, han skulle ned til det sydlige Indien. Den var god at have her.
              Næste dag gik jeg rundt i byen. Man skulle hele tiden op og ned ad de stejle gader. Nogle steder lignede byen Falmouth med gamle, engelske huse. Andre steder, som nede i bazaren, lignede den mere Nepal med fladnæsede, gule kvinder med store ringe i næsen. Men alle steder var den fantastisk smuk, med udsigt over de grønne bjerge med teplantager. Luften var ren og kølig, jeg følte mig meget levende og næsten ekstatisk, det var også en god fornemmelse at være alene for første gang i næsten fem måneder. Følelsen af at kunne gøre lige, hvad jeg ville, boblede gennem mig. Jeg var inde i en boghandel. Boghandleren sagde, at opstanden i Naxalbari var knust nu, men der ville komme flere af samme slags. Så kunne man kalde det kommunisme, hvis man ville. Navnet betød ikke noget for ham, men de, der dyrkede jorden, måtte simpelthen også have udbyttet af deres arbejde. Ellers var der ingen ret­færdighed til.
              Mens jeg sad og spiste mutton curry, snakkede jeg med en fyr, der sagde, han kunne tage mig op til Tiger Hill og tilbage for ti rupees. Hvis man var deroppe ved solopgang, kunne man se Mount Everest. Det aftalte vi så; klokken tre om natten kom en boy og vækkede mig. Han havde en hvid hest med, og den satte jeg mig op på. Det var isnende koldt, men jeg kunne leje strikhue og vanter, og så gik det. I betragtning af, at det var første gang i mit liv, jeg sad på en hest, syntes jeg, det gik ganske godt. Det var en meget fredelig hoppe, den luntede lige så stille af sted, så man kunne sidde og se sig om. Boyen gik bagved; hvis han syntes, hesten kom lidt ud af kurs, hev han den i halen. Jeg red op ad smalle bjergstier, først var der helt mørkt, men efterhånden kom der et grålys, så man kunne se de nærmeste bjerge, blågrå som skyforma­tioner, rundede og lodne. Der var elleve kilometer ud til udsigtspunktet Tiger Hill, og jeg var derude ved femtiden. Der var temmelig mange mennesker, mest indere men også et par amerikanere. Der var bygget en slags platform med halvtag over. Der kunne man stå og se solen stå op over bjergene. Ganske langsomt dukkede de sneklædte bjerge frem, det var som at se et billede tage form i fremkalderbadet, konturerne blev klarere, nu kunne man tydeligt se Kanchenjunga, der virkede som det højeste af bjergene, sneklædt og massivt tårnede det sig op. Mount Everest lå længere væk, det var ikke meget mere end en hvid klat ude mod horisonten. Solen var først en rød stribe, så svuppede den helt op, lyset funklede i bjergenes sne, der var kun enkelte, spredte skyer, himlen flammede  i rødt, orange og gult. Vi stod alle sammen helt stille, med bjergene, himlen og solen foran os. Skyer begyndte at trække sammen, en halv time efter solopgang var de fjerneste bjerge forsvundet i skyerne. Jeg red tilbage ad stien i den tidlige morgensol, de grønne bjerge lyste omkring mig, hesten klarede det hele selv, boyen behøvede ikke at ruske den i halen. Den vidste godt, hvordan den skulle komme hjem, så jeg behøvede ikke gøre noget, jeg kunne bare sidde og nyde den klare luft; selv om det stadig var koldt, begyndte solen at varme. Man kunne lugte byen, før man så den, den skarpe brænderøg, så lå Darjeeling som små dekorative bygge­klodser op over den grønne bjergside, man kunne se teplanta­gernes mønstre. Da jeg stod af hesten, var jeg godt øm i røven, men jeg havde en stor lykkefornemmelse i mig. Jeg ville gerne tilbage til Himalaya en anden gang. Det var helt bogstavelig et sted, hvor man kunne trække vejret frit, helt anderledes end den sumpede varme og menneskemylderet nede i lavlandet.

Jeg havde fået tilladelse til to dages ophold i Sikkim, det var lige nok til at se hovedstaden Gangtok. Jeg kunne komme med jeep derop, sammen med tre indere. Med jævne mellemrum var der checkpoints, hvor jeg skulle vise mit pas; i Teesla var vi nede i 300 meters højde, dernede var klimaet tropisk igen. Det gik opad gennem bjergene. Det overraskede mig, at der voksede bananpal­mer og ananas i Sikkim, jeg havde troet, det var stormfulde højder det hele. Bjergene var dækket af skov, der var mange vilde rhododendron. Gangtok lå oppe i 1500 meters højde, klimaet var omtrent som i Darjeeling. Jeg fandt frem til et hotel. De stirrede på mit pas og sagde, at jeg vist nok var den eneste turist i landet lige for tiden. Jeg gik rundt i byen, den var ved første øjekast lidt af en skuffelse. Jeg havde set den beskrevet i en guidebog som "a colorful outpost of Tibetan lamaism". Det var den ikke, den var en lille provinsby med to rækker huse, ikke meget mere. Sikkim var et selvstændigt land. Deres konge eller chogyul boede i et stort palads oppe på en bakke. Han havde giftet sig med en ung pige fra San Francisco, der hed Hope Cook, så nu sad hun pludselig deroppe på bjerget og var gyalmo eller dronning. Men Sikkim var ikke helt selvstændigt, landet var officielt under indisk beskyttelse, og der var en masse indiske soldater i Gangtok. Om aftenen sad de rundt omkring på cafeer og restauranter og hældte sprut i sig. Det var ikke de restriktioner, man havde i Indien, og det var meget billigere. Næste dag gik jeg op til chogyulens palads på bjergtoppen. Det var en stor, hvid kasse med kinesisk dobbelt pagodetag og markiser med hulmønstre for vinduerne. Ved siden af lå et la­maistisk kloster. Der var ikke så meget at se, bygningerne var fra trediverne, og man kunne ikke komme indenfor, men der var en fantastisk udsigt. En gammel mand med rød kalot på hovedet vandrede rundt og rundt om klosteret med en bedemølle i hånden og messede Om mani padhme hum. Jeg gik rundt i byen og så på mennesker. Nogle mænd var klædt i indiske dhotier, men de fleste havde bukser og løse jakker og ulden hue eller kalot på hovedet, nogle af dem havde tibetanske uldne jakker med lodrette røde og blå striber. De fleste kvinder gik i tibetanske sorte kjoler med stribet forstykke. De så meget tibetanske ud, med ret flade ansigter. Nogle af dem havde store bideringe i næsen, sådan nogle som en ko kunne have til at holde tøjret. Det så meget underligt ud, jeg tænkte på, om de ikke var i vejen, når de spiste. Nogle af dem havde halskæder med store ravgule klumper, sølv og turkis. Der var ingen turistbutikker, i de fleste butikker var der ikke andet end billigt, indisk tøj, plastic og blik, men jeg fandt et par guldsmede, der havde smykker. De var bare for dyre. En cykelsmed havde en tibetansk thangka hængende på væggen i værkstedet, en broka­derulle med Barmhjertig­hedens Buddha, Chenrezig, i midten og fire dæmoner ude i hjørnerne. Buddhaen var malet med hvidt og bladguld, han holdt en lotusblomst i en hånd, en rosenkrans i den anden, mens de to ekstra hænder var samlet i bøn. Hele billedet var omgivet af en orange bort og sat op på azurblåt, mønstret brokade, der hang på en træstang. Der var et orangefarvet forhæng, man kunne sætte for som værn mod solen. Jeg stod og beundrede det. Så spurgte jeg, om han ville sælge billedet. Det vidste han nu ikke rigtig. Han brugte det sådan set, det beskyttede tilsyneladende værkstedet. Men han kunne jo få et andet. Han tænkte sig lidt om. 225 rupees, sagde han så. Vi snakkede lidt om prisen, så fik jeg det for seksten dollars. Jeg rullede thangkaen sammen, pakkede den ind og stak den ned i rygsækken.
              Om eftermiddagen tog jeg bussen ned til Kalimpong. Derfra gik der direkte bus op til Bhutan. I Delhi havde jeg ved at vifte med mit introduktionsbrev fra udenrigsministeriet fået en generel tilladelse til at komme ind i Darjeeling-distriktet, Sikkim og Bhutan, men tilladelsen skulle stemples og attesteres for at være gyldig. Jeg havde fået at vide, at jeg kunne få stemplet til Bhutan i Kalimpong, men det kunne jeg ikke. Jeg var inde i Bhutan House et par miles uden for byen og snakkede med nogle folk, men der var ikke noget, de kunne gøre. Manden med det rette stempel sad i Jalpaiguri, så jeg blev nødt til at tage dertil, hvis jeg ville ind i Bhutan. Jeg fandt en jeep ned til Siliguri og en bus derfra til Jalpaiguri. I bussen kom jeg til at sidde ved siden af en mand i fyrrerne med markerede træk. Han lignede Jarl Borgen. Han var ansat i Postsparekassen og skulle på forretningsrejse til Jalpaiguri. Vi sad og snakkede sammen hele vejen, han var meget interesseret i at høre om Danmark. Da vi nåede frem, stod hans fætter for at tage mod ham. Han spurgte, hvor jeg havde tænkt mig at bo, og da jeg sagde, jeg nok fandt et hotel, inviterede han mig med hjem. Jeg sad hele aftenen og snakkede med bankmanden og hans fætter. Bankmanden var tilhænger af Samyukta Socialist Party, der nærmest var socialdemo­kratisk. Han sagde, at kommunisterne fik alt for meget omtale, det var kun i enkelte kystprovinser, de stod stærkt. De fleste indere var fredselskende og ønskede ikke en voldelig revolution. Han troede på landsbyerne som selvforsynende enheder og en fredelig overgang til socialismen. Vi spiste siddende på gulvet. De andre spiste med fingrene, men de lagde bestik frem til mig. Fætteren havde tre halvvoksne døtre. De serverede for os og puslede og rettede på puder og sådan noget. Men hanner og hunner spiste hver for sig. Døtrene kunne ikke ret meget engelsk. De var alle tre i gang med at læse til eksamen. Det foregik ved at de læste højt, måske brugte man ikke at læse indenad. Jeg sov inde i stuen. Klokken fire om morgenen blev jeg vækket af et kor af flittige, højtlæsende piger. Et bud kom med morgenavisen. Der stod, at Vestbengalens regering havde af­skediget Enhedsfrontregeringen uden så meget som at sammen­kalde parlamentet. Enhedsfronten havde svaret ved at erklære generalstrejke. Den trådte i kraft med det samme. Bankmanden fulgte mig ned til District Commisioner's office, hvor jeg skulle have tilladelsen til Bhutan. En kæde af strejkende stod rundt om byg­ningen, de bad alle, der ville ind, om ikke at bryde blokaden. De spurgte mig, hvad jeg skulle derinde. Da jeg sagde, at jeg skulle have tilladelse for at komme ind i Bhutan, sagde de, at så kunne jeg bare gå igennem. Men det hjalp ikke noget. Der var ikke mødt nogen op, der kunne give mig tilladelsen, og selv om der var, ville det ikke hjælpe noget, for busserne til Bhutan var indstillet. Bankmanden sagde, jeg kunne blive boende hos hans fætter, til strejken blev afblæst, men det syntes jeg ikke, jeg kunne være bekendt. Ingen kunne sige, hvor lang tid, det kom til at tage, og jeg kunne ikke misbruge folks gæstfrihed. Bank­manden sagde, at der vist nok gik et enkelt fly til Calcutta, så jeg hentede min bagage og tog rickshaw ud til lufthavnen, hvor jeg lige nåede at se flyet lette. Jeg tog tilbage til byen. Det overraskede mig, hvor total strejken var. Der var næsten ingen mennesker på gaden, og alle butikker var lukket. Kun to-tre tehuse holdt åbent. På et af tehusene sagde en mand, at toget til Calcutta 18.30 ville blive gennemført. Jeg var ude og sige farvel til mine værtsfolk. Den ældste datter bukkede for mig og sagde: - Again come. Jeg var overvældet over, så gæstfri og hjælpsom familien havde været over for en fremmed. 
             
Toget var 23 timer om at køre de 600 kilometer til Calcutta. Det var selvfølgelig overfyldt, men det kunne være værre. Jeg havde endda fået en siddeplads klemt ind mod vinduet. Jeg sad og tænkte på, at Indien var et land, der ville have stor gavn af offentlig tandpleje. Utrolig mange mennesker havde det, man kunne kalde spredt tandsæt. Nogle enkelte store, flade og gule hugtænder stod ud af munden i de mærkeligste vinkler, lige frem eller skråt opad. Nogle gamle koner havde ikke gule tænder, de var ildrøde eller sorte, farvet af betel. De havde i reglen en smykkesten i næsefløjen. De unge mænd sad og omklamrede hinanden og fniste tøset. Jeg havde følt mig mere hjemme i Himalaya; nede i lavlandet var jeg en fremmed. Indiens kultur var gammel og på mange måder spænden­de, men den tiltrak mig ikke på samme måde som den kinesiske eller japanske. Jeg fandt tanken om karma og genfødsel fra­stødende, jeg blev ikke overbevist af de uendelige udredninger om utopiske mønstersamfund, der skulle brede sig som ringe i vandet. Jeg havde aldrig set ringene brede sig, de lå på overfladen et stykke tid, så forsvandt de igen.

Sidst på eftermiddagen var jeg i Calcutta. Jeg tog rygsækken på ryggen og gik ud i byen. Strejken var total. Stationen var lukket og slukket, så jeg kunne ikke overnatte i en ventesal. Alle hoteller havde lukket, ingen taxier kørte. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Langt nede ad vejen kunne jeg høre knitrende lyde. De skød dernede. Jeg var meget alene og meget langt hjemmefra. Jeg stillede min rygsæk på fortovet og satte mig ned ved siden af den og tændte en cigaret. Et eller anden måtte jeg finde på. Men hvad? Jeg kunne mærke, jeg fik tårer i øjnene. Det var for dumt, sidde her på jorden og tudbrøle. Men jeg kunne ikke stoppe, tårerne trillede bare ned over kinderne. Jeg snøftede og pudsede næse. Jeg så skråt op på rækker af ben. En stor menneskemængde havde samlet sig rundt om mig og stod og så ned på mig.
              - You cannot sit here. You will be shot. Yes yes, sagde en mand.
              - I know, sagde jeg.
              Sådan skulle det ende. Måske ville generalkonsulatet få besked i morgen. Måske ville de bare smide mig i Hooghly, jeg ville blive ædt af gribbe og vilde hunde.
              - You cannot sit here. You will be shot, gentog manden.
              - Yes. But what should I do?
              - That's very easy. You come to my home. You be my honoured guest. Yes yes?
              - Yes yes!
              Jeg rejste mig, skoddede cigaretten, tog rygsækken på og fulgte med manden, der så ud til at være i tyverne. Vi gik over et meget stort jernbaneterræn. På den anden side af skinnerne kom vi frem til hans hus. Han boede i et lille værelse med nøgne vægge og en uskærmet pære hængende i en ledning fra loftet. ­Min vært var meget venlig, men også meget omklam­rende. Når nu jeg var hans gæst, skulle han også bestemme over mig.
              Da jeg var kommet lidt til hægterne, sagde jeg, at jeg kunne tænke mig at gå ud i byen og se på, hvad der skete. Det blev han forfærdet over. Jeg ville blive skudt, jeg ville blive stukket ned, jeg ville blive udplyndret. Det kunne aldrig gå godt. Jeg sagde, at jeg var en slags journalist, jeg ville gerne lave en stemningsrapport fra den strejkeramte by. Jeg ringede til avisen The Statesman. De sagde, jeg bare kunne komme over på redaktionen, så skulle de nok tage sig af mig. Men det var lettere sagt end gjort. Der var ingen busser, ingen taxier, Calcutta var en meget stor by, jeg kendte den ikke, og det var blevet mørkt. Manden på The Statesman fortalte mig, at 150 mennesker foreløbig var blevet såret under sammenstød i gaderne, så jeg kunne godt forstå, at det ikke var helt ufarligt at bevæge sig rundt i byen.
              - Hvis du går udenfor nu, hvor vil du så sove? sagde min vært, der hed Deb Sen. Det betød åbenbart, at døren ville være lukket for mig, hvis jeg vovede mig ud. Så turde jeg ikke andet end blive der.
              Deb sad i lang tid og bladede i min dagbog. Jeg var glad for, at han ikke kunne læse den. Han ville gerne have min skrivemaski­ne, sagde han. Jeg kunne jo bare købe en ny, når jeg kom hjem til Danmark. Jeg sagde, at jeg ikke kunne undvære den, jeg brugte den hver dag. Jeg skulle ikke sove oppe i lejligheden. Der var en slags tomt skur eller udhus nede i gården, det kunne jeg ligge i. Vi gik derned.
              - Nu skal jeg vise dig toilettet, sagde han og viste mig en plet med græs inde ved muren, hvor jeg kunne tisse. Da jeg fik brug for mere end det, fandt jeg selv et kloakdæksel, jeg kunne løfte. Han kom ned med te og brød til mig. - Husk endelig at låse døren, sagde han. Det gjorde jeg gerne.
              Næste morgen kom Deb ned med te. Han havde forstået, at jeg ikke kunne undvære min skrivemaskine her og nu, men kunne jeg så ikke sende den til ham, når jeg kom tilbage til Danmark? Han ville også gerne have, at jeg sendte ham en vægkalender. Hvis jeg skrev noget om Calcutta, skulle jeg endelig huske at nævne hans navn. Det være hermed gjort. Jeg skulle også skrive breve. Han havde engang inviteret to østrigere til at overnatte i skuret. De havde lovet at skrive, men de gjorde det ikke. - That's not human, sagde han.
              Jeg tog afsked med Deb og vandrede tilbage over alle skinnerne til Howrah station. De fleste tog var indstillet, men et enkelt tog til Madras ville blive gennemført klokken 14. Jeg købte billet, det var en meget omstændelig procedure. Jeg skulle vise mit pas, og stort set alt, hvad der stod i passet, blev skrevet op i en stor, sort protokol sammen med alle detaljer om billetten. De havde en reol på bagvæggen fuld af sorte protokoller. Jeg havde købt billet til tredje klasse, jeg turde ikke tænke på, hvor mange for­maliteter, der skulle til, hvis jeg havde købt billet på første.
              Det var det eneste fjerntog, der kørte den dag. Ingen vidste, om der overhovedet kørte tog de næste dage, så hvis man ville rejse, var det nu, man skulle gøre det. Da jeg kom ned på perronen, så jeg en tæt sammenpresset menneskemængde. De yderste stod og vippede ud over kanterne. Toget kom ind. Det kom åbenbart fra en anden station, for det var temmelig fuldt i forvejen. Folk hang i bundter ud ad vinduerne, de sad i klaser på tagene.
              Hvordan skal jeg dog komme ind? tænkte jeg og så på den kompakte masse omkring mig. Men det havde jeg ikke behøvet at bekymre mig om. Allerede før toget var stoppet helt, rejste menne­skemassen på perronen sig i en bølge, der kunne minde om den på Hokusais berømte billede. Jeg befandt mig et sted oppe i bølgen, da den kammede over og skummede ind i toget. Mine fødder blev bogstavelig talt løftet op fra jorden, jeg blev båret opad, fremad og indad med rygsæk på ryggen og fødderne sprællende i luften midt i den tæt sammentrykte menneskeklump. Bølgen skyllede ind i toget; da den trak sig tilbage, lå jeg oppe i bagagenettet. Det var jeg så vant til, så der blev jeg siddende de næste 36 timer.
              Det var ufatteligt, så meget bagage folk havde med. Nogle havde medbragt store kasser med ris eller tørret fisk. Nogle havde rundt regnet tyve stoftasker og sammenrullede tæpper. Nogle havde gryder og kogekar nok til at kunne slå sig ned som isen­kræmmere. Nogle havde taget husdyrene med. Når vi stoppede på stationerne, kunne jeg kante mig frem og lange en arm ud ad vinduet og købe te, jordnødder der var dyppet i chili, så de brændte ned gennem hele kroppen, pandekager, en slags dough­nuts med chili og små piggede frugter. Det var lidt besværligt at komme på toilettet. Tre familier og fire geder havde taget fast ophold derude, så dem skulle man presse ud på gangen først. Jeg sad oppe i nettet og læste Sense and Sensibility. Når jeg strakte hals, kunne jeg se ud ad vinduet. Det var et temmelig ensformigt landskab, med spredte landsbyer med stråhytter og palmetræer. Man kunne se på skiltene på stationerne, at vi kom til områder med andre sprog. Devnagari-skriften, der blev brugt til hindi og ligesom havde tag over alle bogstaverne, veg for oriya med runde, slyngede former og derefter det mere kantede tamil. Jeg kom til Madras tidligt om morgenen tredjedagen efter afrejsen fra Calcutta.



1 kommentar: