Huset i Jægergade 1969

                                               Jægergade 14 (med den gulmalede facade)

Den gamle lejer på fjerde kom ud til mig og fik sin forudbe­talte husleje, og jeg fik nøglen til lejligheden. Vi var ude og se på den. Der flød med tomme ølflasker, tøj, Richsbilleder og alt muligt skrammel. Et par ruder var gået. Det skulle egentlig trækkes fra, men på den anden side var den gamle lejer flyttemand, og han kunne flytte for mig i weekenden sammen med et par kolleger for en tredjedel af, hvad det ellers kostede, så jeg så stort på ruderne. Man kunne vælge at sige, at lejligheden så trist og deprimerende ud. Man kunne også vælge at se den som en udfordring.

              Jeg pjækkede fra uni næste dag og gik ned og købte sækkelærred, som jeg gik i gang med at klæbe op på væggene. Så slap vi for alt det med at skrabe ned og spartle ud. Men det var ikke så nemt. Der sad nogle store søm, jeg ikke på nogen måde kunne få ud. I hvert fald ikke uden at slå hul i væggen. Pludselig væltede sækkelærred i store bukler med lim på ned over mig og spærrede mig inde i et klistret sækkelærredbur. Jeg rev og flåede for at komme ud, fór rundt og skreg og bandede, så Anja blev bange for mig. Hun havde ikke set mig sådan før. Hun gik i gang med at male den ene væg sort. Jeg ville slappe af med at male et lille panel inde i stuen, men Anja kom ind og kritiserede mine anstrengelser sønder og sammen. Der var helligdage og alt muligt. - Det ser ikke ud, som om det er malet, sagde hun. - Bare som om der er smurt noget på.

              - Nå, men så kan du gøre det, hvis du er så god til det, sagde jeg med olmt blik og satte mig i et hjørne oven på dynger af gamle striktrøjer og sparkedragter.

              Jeg købte en skumgummihynde på to gange halvanden meter nede på Nørrebrogade og baksede den hjem i sporvognen. Jeg fandt noget gult og grønt stof i Crome & Goldschmidt, der kunne bruges som betræk til sengen. Min far kom ud i lejligheden og satte lys op. Til gengæld havde der været en mand fra Lys og Gas, der forseglede gasmåleren, fordi et gasrør endte blindt oppe under loftet. Det var ikke så godt. Min far prøvede forsøgsvis også at smøre lim på forsiden af sækkelærredbanerne. Det fik dem godt nok til at hænge bedre fast, men limen koagulerede til store snot­klumper; det så lidt malabarisk ud. Hvis man skulle hænge billeder over alle de uheldige steder, skulle vi have billeder fra gulv til loft.

              Anja tog over til Peter Viggo for at sy sengebetrækket. Vi sov for første gang ude i lejligheden, viklet ind i et tyndt dynebetræk på skumgummihynden, som vi havde lagt på gulvet i stuen. Jeg lå og læste i en bog, jeg lige havde købt, om uddøde og truede arter, dronter og oryx-antiloper.

Det var hårdt at undvære morgenkaffen. Vi måtte se at få gas i lejligheden eller i det mindste få fat på en dyppekoger. Jeg havde ikke fået skiftetøj med, så jeg troppede op på Nationalmuseet til gennemgang af de ældste græske mønter i malertøj med pletter. Jeg blev hjemme hos mine forældre næste dag for at læse korrektur i fred og ro, mens Anja tog ud og malede i lejligheden. Vi malede videre de næste dage og bestilte bord og stole hos Aage Bruun. Vi fik installeret telefon. Vi malede dørene med blå karme, røde midterfelter og hvide borter. Vi malede væggene okkergule og bordeauxfarvede. Vi malede vindueskarmene blå. Vi hængte et stort portræt af Ho Chi Minh op på den ene væg og på de andre vægge Bachs tegninger, fijiansk tapa og australske barkmalerier. Vi lavede et sindrigt system med ensartede skumgummimoduler, som Anja syede brunt fløjlsbetræk til. De kunne stables op til stole eller lægges ud til ekstra senge. Min far tømrede en seng, som vi lagde madras og skumgummihynde på. Den fyldte hele det lille kammer, der var brunt sækkelærred på væggene. Min thangka fra Sikkim hang på endevæggen, så den var det første, vi så, når vi vågnede. Vi fik gassen ordnet og indkøbte husgeråd. Det allerførste, jeg købte, var en frituregryde og en blender, så jeg kunne lave pommes frites og béarnaisesauce til bøfferne. En mand kom ud og lagde kokostæppe på gulvene.

Indtil vi fik gassen lavet, levede vi af grillkyllinger og cola. Jeg havde ikke vidst, der fandtes den slags steder, hvor man kunne gå ned og købe burgere eller kyllinger. Der var en grill lige nede i Rantzaus­gade og en kinesisk grill på Kapelvej. Da vi fik ordnet det med gassen, delte vi de huslige pligter. Anja kunne ikke fordrage at lave mad. Jeg kunne ikke fordrage at vaske op. Så jeg lavede mad, og hun vaskede op hver dag. Jeg elskede at købe ind; der var så mange fine specialbutikker i kvarteret. En god fiskehandel, hvor fiskene gik i store flisebelagte kummer og blev dræbt og parteret på stedet, slagtere, grønthandlere, ismejeri, viktualiehandel, vinhandel, bagerbutikker, alt muligt. I huset ved siden af mit lå et skrivemaskineværksted i kælderen. Willy, der havde værkstedet, stod dagen igennem på trappen op til gaden og holdt øje med, hvad der skete. Hvis der var noget i kvarteret, man gerne ville vide noget om, skulle man bare spørge Willy. Han sad næsten aldrig nede i værkstedet, der var ikke så mange skrivemaskiner, der skulle repareres.

              Det var jo noget gammelt lort, det hus. Alle husene i gaden var ren slum, bygget i 1870’erne og ikke renoveret så forfærdelig meget siden. Men det var billigt. Huslejen i mit hus lå på under hundrede kroner om måneden for to et halvt værelse. Lejen var fastsat af Huslejenævnet. Med den husleje gav mit hus ikke noget stort overskud. Det løb rundt, lige præcis så meget, at jeg kunne bo gratis – med mindre der var noget, der skulle repareres, for så hang jeg på den. Og det var der selvfølgelig næsten altid. Men jeg havde et sted at bo, det kunne jeg ikke få ellers uden at være gift eller have børn. Der var petroleumsfyr i kakkelovnene i alle lejlighederne. Man skulle ned og hente et par dunke petroleum hver dag i fyringstiden. Med lokum i gården var det ikke noget godt sted at have børn, men det var fint nok for unge mennesker, der ikke havde noget mod at rende op og ned. Det var centralt, man kunne gå ind til Rådhuspladsen på ti minutter. Det var et udpræget københavnsk arbejderkvarter. Der var ikke ludere og lommetyve som på Vesterbro. Men tonen var direkte og bramfri. Anja fik et chok, første gang hun hørte to kællinger stå og skændes ud gennem åbne vinduer på fjerde sal, fra hver sin side af gaden. – Du skulle kraftædeme snakke, din smatso, gjaldede det tværs over Jægergade. – Du har fandeme patterne hængende ned til navlen.

              De små lokale værtshuse var tilrøgede med brune vægge og dæmpet lys; folk opførte sig ordentligt, der var sjældent slagsmål og råb og skrig. Det var stamgæsterne, der kom der, de sad pænt og roligt og drak hjernen ud af hovedet dag efter dag. 

Der var masser af antikvariater og marskandisere i Slots­gade, Stengade og Korsgade. Vi hjemsøgte dem og kom hjem med alt fra gamle Anders And-blade til tidlige PH-lamper, som vi fik for ingen penge. En fyr, der hed Jussi, havde en butik, der hed Tegneserieparadiset Pegasus. Jeg havde aldrig før mødt nogen, der var så meget inde i de gamle Anders And-historier som ham. Vi kunne bare sige Marts 1952 eller September 1949 til hinanden, så nikkede vi indforstået. Dengang Anders And havde lovet at springe i vandet i januar, maharajahen af Pengostan der stod iført tønde og tiggede. Nogle år senere skrev Jon Gisle sin bog om donaldismen, Jussi og jeg var præ-donaldister. Jeg havde samme fornemmelse, når jeg diskuterede Anders And med ham, som når jeg diskuterede det, Anja kaldte alfabetsuppen, med Torsten, alle de små grupper på venstreflø­jen. Groupes et groupuscules, som franskmændene kaldte dem. Hvad KAK sagde til KUF, om kamelerne kunne gå sammen med strammerne. Vi behøvede ikke forklare hinanden en masse på forhånd, vi kunne springe lige ud i detaljerne.

              Anja strikkede og syede og tegnede. Hun sad tit med et håndarbejde, mens jeg læste om tyranner i Syrakus eller Kapp-putschet i 1920 til uni. Vi spillede ludo og Matador og Scrabble og Master Mind og alle mulige kort- og brætspil. Hans-Jørgen Nielsen og Ulla Dahlerup og Jesper Jensen kom ud til alvorlige møder. Vi satte dem til at spille ludo eller sorteper. Det syntes de egentlig også var meget sjovere.

Lassen, Kim og Mariann var oppe hos os og spise carry. Som enhver god indisk husmor lavede jeg min egen carry, stødte krydderierne i morteren og blandede dem. Jeg havde forskellige carryer til forskellige lejligheder. Skulle det være, så skulle det være. Hvis jeg lavede mad hver dag, skulle jeg have lidt sjov ud af det, jeg skulle gøre det til en slags kunstværk, så jeg lavede alting helt fra grunden. Når vi skulle have pizza, havde jeg en særlig opskrift til bunden med tørmælk og tørgær.

              Det var et held, Anja ikke havde noget mod at vaske op, for køkkenet så ud som et bombet horehus, når jeg havde lavet mad.

              Kim og Lassen ville først høre plader og så se fjernsyn, mens vi spiste. Jeg slukkede for begge dele. Så rodede Kim og Lassen sig ind i et privat mundhuggeri med hidsige udfald frem og tilbage over bordet. Det stoppede jeg også med myndig hånd. Mariann og Kim syntes, det var morsomt, at jeg var sådan en bestemmer.

              - Når man har slidt i det som en kuli to timer for at sætte mad på bordet til jer, så må I vise min mad så meget respekt, at I ikke propper den i jer til gungrende rockmusik eller sidder og skændes på tomandshånd imens, sagde jeg. - Når vi spiser, skal vi føre en stilfærdig og stimuleren­de samtale, som alle deltager i. Hvis I ikke kan affinde jer med det, må I gå ned på et cafeteria og fortsætte.

Efterårssemesteret begyndte. Jeg skulle til at tænke på at gå i gang med at skrive speciale. Jeg ville skrive om avisen Social-Demokra­ten i den periode omkring århundredeskiftet, hvor Emil Wiinblad gjorde den til Skandinaviens største avis.

              Jeg begyndte på klassisk kinesisk igen. Jeg hoppede lige ind på tredje semester; jeg håbede, at jeg kunne huske det, jeg havde lært fem år før, men det kom til at knibe. Søren Egerod gik hurtigt frem, jeg havde svært ved at følge med i de vanskelige, klassiske tekster. Så gik det meget bedre de to steder, hvor jeg var den eneste på holdet. Dengang havde man råd til at opretholde øvelser, selv om der kun var én studerende, der meldte sig. Hver uge sad jeg et par timer inde på Zhang Daowens kontor. Han gav mig et digt fra Tang-dynastiet for. Jeg mødte op næste uge med en oversættelse, og vi diskuterede digtet, både sprogligt og ind­holdsmæssigt. Det var timer, jeg glædede mig til. Jeg kunne også godt lide de kinesiske samtaleøvelser hos Chi-yun Eskelund. Jeg sad muttersale­ne nede i lokalet, hun sad oppe ved katederet. Så snakkede vi sammen på kinesisk. Fordi jeg var den eneste på holdet, var jeg i ilden hele tiden. Mit ordforråd var ikke så stort; vi kunne ikke diskutere store og vanskelige emner. Det ville være kedeligt at sidde time efter time og meddele, at min onkel havde en fyldepen, eller min tante slog sin paraply op, når det regnede. Heldigvis fandt vi frem til en løsning. Vi opdagede, at vi begge to interesserede os for at lave mad. I alle timerne sad vi og ud­vekslede opskrifter og talte om interessante supper og gryderetter, man kunne lave.