tirsdag den 29. maj 2012

Ritzau og Aktuelt 1965


Sulfoskum i Mølleåen 1965. Fra reportage i Aktuelt om forurening



En af de første dage i det nye semester kom jeg gående over Frue Plads, da jeg pludselig stoppede op og kiggede op i den grå himmel.     
              - Nu har du gået i skole i seksten år, sagde jeg til mig selv. - Du har gået i skole hele dit liv. Var det ikke på tide, du prøvede noget andet?
              Hvorfor skulle jeg egentlig halse af sted for at tage den eksamen i rekordfart? Hvorfor skulle det være særlig attråværdigt at blive gymnasielærer som 24-årig og så begynde at se frem til den dag, jeg gik på pension? Der måtte da være mere i verden end det. Der ville ikke ske noget ved, at jeg holdt en pause. Verden brød ikke sammen af den grund. Jeg kunne komme tilbage til uni, hvornår det skulle være. Om jeg så blev væk i tredive år, kunne jeg komme tilbage efter det; uni løb ingen vegne. Der var fri adgang til alle fag, man kunne skifte fag, som man havde lyst. Jeg havde bevis på, hvor langt jeg var kommet. Jeg kunne altid starte på præcis det punkt, jeg var kommet til - at jeg så var blevet ældre og mere moden i mellemtiden ville kun være en fordel.
              Jeg havde ikke spildt de to år, jeg havde brugt på at tage niende med på Bernadotteskolen og være et år i Amerika. De to år havde formet mig mere end nogen andre år. Jeg ville heller ikke spilde tiden, hvis jeg rejste ud i verden nu eller prøvede at finde et arbejde. Det var ikke svært at finde arbejde. Arbejde var der nok af.  

Jeg gik ind i Mikkelbryggersgade og op på Ritzaus Bureau, hvor jeg snakkede med chefredaktøren, Gunnar Næsselund. Jeg sagde til ham, at jeg godt kunne tænke mig at blive ansat på bureauets udenrigsafdeling.
              Han så på mig, denne toogtyveårige fyr, der kom vadende lige ind fra gaden, og spurgte, om jeg havde nogen form for journalistuddannelse. Jeg svarede, at jeg ikke havde nogen formel journalistuddannelse, men jeg fortalte også om mine vikariater på Aktuelt og hvad, jeg ellers havde lavet i tidens løb.
              - Jamen, så kan du gå op på udenrigsredaktionen nu, sagde han. - Jeg ringer derop. Så sætter de dig på forskellige opgaver, og så kan du komme ind til mig i morgen formiddag. Så fortæller jeg dig, om du er ansat eller ej.
Jeg gik op på udenrigsredaktionen, hvor jeg fik telegrammer på engelsk og tysk frisk fra fjernskriveren. Jeg skulle skrive dem sammen til historier på dansk. Næste dag var jeg inde hos Næs­selund, og han sagde, jeg kunne begynde 1. april. De kørte i døgndrift med trevagtsskift, jeg skulle gå ind i vagtordningen. Jeg skulle have en 12-1500 kroner for den første måned. Efter tre måneder kunne der muligvis komme nogle personlige tillæg til. Hvis jeg blev der i to år, kunne jeg blive anerkendt som B-medlem af Journalistforeningen, og så fik jeg taksten, der var på 25.000 om året.
Dagen efter skulle jeg op halv fem og til Næstved for at lave Studenterbladet. Jeg kom tilbage til København ved middagstid, og så var jeg på Ritzau fra 14 til 21.30. Det var en spændende proces at skrive historierne sammen. Vi havde en hel række fjernskrivere stående, en til hvert af de internationale bureauer. De havde papirruller i forskellige farver, så man altid let kunne se, hvor et telegram kom fra - lyseblåt for det engelske Reuter, lyserødt for det franske AFP, gult for det tyske DPA. Vagthavende rev strimlerne af, gennemgik dem og fordelte dem til medarbejderne. Journalisterne fik et bundt strimler om samme historie og strikkede dem sammen til en artikel, der blev hamret ned på en af de aldersstegne skrive­maskiner. Når der kom en ny historie ind, lavede man et kort take på det. Efterhånden som der kom flere detaljer på, lavede man nye takes. Når man var færdig med et take, gav man det til vagthaven­de. Han lavede rettelser, nogle gange skulle man skrive det hele om. Når han var tilfreds, gik manuskriptet videre til hulledamen, der sad med touperet hår og perlemorsfarvede negle ved telexsenderen og forvandlede de maskinskrevne ark til en uforståelig række hulmønstre på lange, smalle papirstrimler. Hulmønstrene gik ind i telexsenderen og blev på en eller anden måde forvandlet til elektriske impulser, der gik ud over nettet til de redaktioner, der abonnerede på Ritzau. Ude på redaktionens fjernskriver blev hulmønstrene så igen forvandlet til bogstaver på en papirrulle, der hele tiden kørte  op gennem en sprække i låget.
              Jeg fik et par rettelser og påmindelser undervejs.
              - Herinde siger vi Østtyskland og ikke DDR, formanede redaktionssekretæren mig. Men stort set var han vist ganske tilfreds.
              Det gav en vis følelse af magt at være den, der bestemte hvordan en historie skulle vinkles. Det, jeg skrev, var afgørende for, hvordan nyheden ville blive opfattet og forstået af dem, der læste aviser eller hørte radio. Vi skulle selvfølgelig forsøge at være så objektive som overhovedet muligt, men man blev altid nødt til at vælge noget ud som det væsentligste og udelade noget andet. I selve udvælgelsesprocessen lå der en vurdering, der uundgåeligt ville farve historien.
              Jeg syntes, det var spændende at sætte sig ind i, hvordan man gjorde, og hvis jeg ville gøre mere ud af journalistikken, var det under alle omstændigheder en fordel at kende faget fra så mange vinkler som muligt.

Den sidste uge, jeg var på Ritzau, tog de mig af vagtsystemet og satte mig til at skrive baggrundsartikler. Det var noget, en række provinsaviser abonnerede på - dem der ikke havde råd til at have udenrigskorrespondenter selv. De fleste af dem bragte baggrundsar­tiklerne samlet på en stor, udenrigspolitisk side én gang om ugen. Nogle af dem stykkede dem op og kørte dem ugen igennem. Jeg skulle skrive fem-seks artikler til siden; jeg måtte selv om, hvilke aktuelle emner, jeg ville tage op. For en ordens skyld lavede jeg et par ekstra, så de havde noget at vælge mellem. Måske kunne nogle af dem også holde til næste uge. Bureauet havde et udmærket arkiv med gule poser med udklip. Det fordybede jeg mig i sammen med de ugentlige løsblade fra Keesing's Contemporary Archives. Det store atlas fra Times var også godt at have foran sig. Engang imellem gik jeg ind på Hovedbiblioteket og bad de søde bibliotekarer på læsesalen om at finde oplysninger, jeg havde brug for. Når jeg havde skrevet et par artikler, kunne jeg bare gå hjem. Jeg skrev om mulighederne for, at de Gaulle opstillede til næste præsidentvalg og om situationen i Indonesien, hvor der havde været stridigheder mellem militæret og det store kommunistiske parti. Jeg skrev også en lang artikel om Cambodja, der lå som en fredelig ø - et sydøstasiatisk Schweiz - mens krigen rasede rundt omkring. Jeg prøvede ud fra det materiale, jeg kunne finde i arkivet - mest udklip fra aviser som Le Monde og Neue Zürcher Zeitung - at analysere den neutralitets­politik, Norodom Sihanouk førte og viste, hvordan Cambodja havde nære forbindelser med både Kina og Frankrig, mens de så med meget skæve øjne på amerikanerne, og forholdet til nabolandene Thailand og Sydvietnam var temmelig anspændt. Nogle aviser bragte mine baggrundsartikler som kronik, men det fik jeg ikke ekstra for. Jeg var meget optaget af at være så objektiv, som det var muligt, og jeg var fuldkommen sikker på, at der ikke var nogen, der ud fra de artikler, jeg skrev, kunne gætte sig til, hvilke politiske meninger, jeg selv havde. På redaktionen var de godt tilfredse med det, jeg lavede. Den næstsidste dag, jeg var der, kom chefredak­tøren, Næsselund, op på udenrigsredaktionen og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at fortsætte alligevel. Så ville han give mig 2500 om måneden, 500 mere end jeg fik på Aktuelt. Jeg spurgte, om jeg kunne få fast ansættelse på baggrundsstoffet, for så ville jeg nok gerne blive. Det passede mig fint at arbejde selvstændigt og kunne gå hjem, når jeg var færdig. Men det kunne han ikke love mig; der var ikke arbejde nok til en fuldtidsstilling på baggrundsar­tiklerne, så jeg blev nødt til at gå ind i vagtordningen med treskift nogle uger. Så ville jeg hellere være på Aktuelt, selv om det gav lidt mindre. Det var fint nok med treskift nogle uger, men hvis det skulle være i længere tid, ville det blive temmelig hårdt alle de gange, hvor man havde hundevagten 22-6 eller skulle møde op søndag morgen klokken 6. Når man havde vagten 14-22 kunne man heller ikke gå til møder eller i biografen. Dagen efter kom Næs­selund op på redaktionen igen. Han havde spurgt Aktuelt, om bladet og Ritzau ikke kunne deles om mig, men det havde Hylander ikke været begejstret for. Måske kunne jeg selv foreslå det for Hylander. Jeg fik 1500 for de femten dage, jeg havde været på arbejde. Jeg havde fået fri omkring turen til London og noget ind mellem. Det var dobbelt så meget, som vi havde aftalt til at begynde med.

Mandag var første dag på Aktuelt og første dag, der var ølstrejke. Jeg var rundt på alle værtshusene for at lave reportage. Folk var temmelig ophidsede, og der var tendenser til hamstring. Det var øl eller ingenting, sagde de. Ingen kunne få dem til at drikke vin. En tjener sagde, at man måske kunne gøre ligesom under besættelsen og kun sælge sæt, så man skulle købe en snaps, hver gang man købte en af de resterende øl, de havde på lager endnu. Det ville få øllerne til at strække længere. Jeg spurgte Hylander om, hvad han syntes om Næsselunds forslag om, at de kunne deles om mig. Det var han ikke indstillet på. Når jeg var ansat på bladet, så var det der, jeg arbejdede, ikke andre steder.

Et par dage efter var jeg på Montmartre. De havde heller ikke mere øl, ikke engang det skånske Pripp, der ellers havde været nødløs­ningen nogle dage. Nu havde de kun hvidvin i små karafler til ti kroner. Der var kun to små glas i sådan en karaffel. Jørgen Leth var derinde og hilste overstrømmende på mig: - Vi må ud og have nogle pilsnere en dag, sagde han.
              - Det kan vi ikke, sagde jeg. - Der er ølstrejke.
              - Nå ja, det er der jo også, sagde han. Han så ud til at have fået rigeligt at drikke. Det viste sig, at han også have fået 5000 i arbejdslegat fra Statens Kunstfond.
              Jeg sad og snakkede med Ole Arentzen fra Studentersam­fundet. Når ikke man kunne få øl, gad vi ikke blive boende i Danmark, sagde vi til hinanden. Vi ville langt, langt væk. Helst et sted, hvor der var palmer og smukke piger. Jeg snakkede om Cambodja, som jeg lige havde skrevet om på Ritzau. Ingen menne­sker havde nogensinde hørt om Cambodja, det var ligesom Dahomey og Sikkim og den slags lande. Men jo mere, jeg læste, jo mere spændende og vanvittigt syntes jeg, det var. Stats­lederen, Norodom Sihanouk, var oprindelig konge, men så ab­dicerede han og blev formand for det folkesocialistiske parti. Han var en playboy, der elskede hurtige biler. Han havde også været instruktør på landets eneste spillefilm og spillede jazz-saxofon. Men Sihanouk havde også styret landet uden om alle krige og konflikter, hans land var en fredelig oase i en verden af krig. Hans partis ungdomsafdeling hed De kongelige ungsocialister. Det var slet ikke til at stå for. Og alle pigerne var så smukke, så smukke og dansede hånddans med små slangeagtige bevægelser af armene og spillede klingklingmusik på zither, mens papegøjerne hoppede rundt i palmerne, og fuldmånen lyste over Angkor Vat. Ole blev meget begejstret for Cambodja, der måtte vi hen. Først og fremmest skulle vi komme i kontakt med dem, så vi oprettede på stedet en ven­skabsforening for vores to lande, med Ole og mig som bestyrelse og eneste medlemmer. Næste dag sendte jeg et brev til den cambodjanske ambassade i Paris, der var den nærmeste, hvor jeg fortalte om den venskabs­forening, vi havde oprettet, og bad dem sende mig materiale om landet. For at vise min gode vilje oversatte jeg den artikel om Cambodjas neutralitetspolitik, jeg havde skrevet på Ritzau, til fransk og sendte den med.
              Ambassaden sendte en stadig strøm af store, illustrerede tidsskrifter og hefter og brochurer med Sihanouks taler og op­lysninger om landet.
              Nogle måneder efter sendte ambassaden mig særtryk på engelsk og fransk af en tale, Sihanouk havde holdt. Den var udgivet af statschefens kabinet og havde på engelsk titlen; "What do our independence and neutrality really denote?" Talen sluttede: "Finally, I could hardly round off these remarks on our neutrality better than by quoting some extracts from an article by the great Danish journalist Arne Herlov Petersen... Mr. Petersen has noted shrewdly that we are not systematically either pro-East og pro-West..." Han citerede lange uddrag af min artikel. Det var som satans, tænkte jeg, nu har jeg også formuleret Cambodjas udenrigspolitik. Derefter begyndte ambassaden i Paris at tildele mig en ekstra titel, når de skrev til mig: "Consul honoraire du royaume de Cambodge". Jeg boede jo stadig hjemme hos mine forældre i rækkehuset i Brønshøj. Jeg begyndte så småt at tænke på, hvordan det ville se ud med et lille ovalt emaljeskilt ved døren med sammenflettede elefanter og tempelruiner, men inden jeg bestilte skiltet, ville jeg da lige spørge ambassaden, hvordan det egentlig forholdt sig med den konsultitel. De svarede, at der beklageligvis var tale om en sekretærfejl.
              Fem år senere blev Norodom Sihanouk afsat ved et amerikansstøttet militærkup, mens han var på statsbesøg i Kina, og Cambodjas lange tragedie begyndte. Jeg stod lige og skulle ind på Aktuelt, da posten kom med et telegram. Det var fra Sihanouk. Han skrev fra Beijing, at han ville tage kampen op og oprette en eksilregering, og det ville han gerne fortælle venskabsforeningen.               
              Klokken elleve var der det sædvanlige redaktionsmøde på chefredaktørens kontor ved siden af redaktionssekretariatet. Du tager mordet i Vanløse, du ser lidt på forslaget om afgiftsstigninger, du interviewer ham skuespilleren, der fylder halvfjerds.
              - Nå, er der så ellers nogen, der har noget? spurgte chefredaktøren, Bent Hansen, til sidst som han altid gjorde. 
              - Tja, sagde jeg. – Fyrst Norodom Sihanouk vil oprette en eksilregering.
              Det var et scoop. Det havde ikke stået i nogen avis, og bureauerne havde ikke fået historien.
- Hvor ved du det fra? spurgte chefredaktøren.
- Det har han skrevet til mig, sagde jeg. - Jeg har hans telegram i inderlommen.
- Jaså, sagde Bent Hansen. - Jamen, så tager du den historie.
Han så længe på mig. - Og vil du så lige kigge ind på mit kontor efter mødet?  
Det gjorde jeg da. Chefredaktøren så på mig.  
- Sig mig engang, Arne, sagde han. - Er det sådan, at alle statsledere telegraferer til dig, hver gang de træffer vigtige beslutninger?  
- Nåh næh, sagde jeg beskedent og åndede på mine negle. - Kun nogle af dem.
 


mandag den 28. maj 2012

San Francisco 1964


                                                        Slægtninge i Oakland 1964



Elmer og Inge kørte mig rundt i Oakland og se Jack London Square og andre lokale seværdigheder. Vi kørte over til Berkeley, hvor min amerikanske bror John arbejdede på et laboratorium. Han var der ikke, så jeg lagde besked. Om eftermiddagen ringede han og spurgte, om jeg ville med ud til en demonstration mod Goldwater. Det ville jeg da gerne, så han kom og hentede mig. Han havde fået rødt overskæg, det så lidt mærkeligt ud. Han sagde, at han regnede med at tage ned til Mississippi som Freedom Rider en af de nærmeste dage. Vi snakkede om præsidentvalget. John havde tænkt sig at stemme på Lyndon B. Johnson. Jeg så måske lidt tvivlende ud, for han forklarede det. – Valget står mellem en død kat og et dødt stinkdyr, sagde han. Jeg vil hellere have den døde kat i huset end stinkdyret.
              Vi kørte ud til Cow Palace, hvor konventet fandt sted. Der var ikke skygge af mulighed for at komme indenfor, men udefra kunne vi kigge ind i et hjørne af salen. CORE demonstrerede udenfor. Omkring fire hundrede mennesker vandrede rundt i ring med skilte. Jeg fik et, hvor der stod "Goldwater for President of South Africa". Jeg satte emblemer for CORE og atomkampagnen, CND, på brystet. De fleste demonstranter var hvide, men der var også nogle sorte imellem. Vi sang "We shall Overcome" og råbte i kor "Goldwater must go". Jeg bemærkede, at ikke kun pressefoto­grafer, men også uniformerede betjente ihærdigt stod og fotogra­ferede os. Jeg tænkte på, at næste gang, jeg søgte visum til USA, ville de måske hale en forstørrelse af billedet frem med mig siddende dér med stort skilt og råbende mund. Ind imellem holdt vi pause i en lille bar i nærheden, hvor vi spiste burgere, drak øl og fulgte med i konventet i fjernsynet. På et tidspunkt satte vi os alle sammen ned for at markere civil ulydighed. Der stod politifolk alle vegne omkring os, men de skred ikke ind. Demonstrationen var helt igennem fredelig og ikke-voldelig. Ved 22-tiden ville John hjem; det ærgrede mig lidt, for de skulle lige til at stemme inde i salen, men han var træt og frøs. Lige i det jeg kom ind i stuen hjemme hos Elmer og Inge, nåede Goldwater ved hjælp af South Carolinas stemmer op over det magiske tal 655, så sejren var hjemme. Derefter blev han erklæret enstemmigt valgt, selv om mange havde stemt på andre. Reglerne sagde, de kunne skifte mening med tilbagevirkende kraft, så det gjorde de. Fjernsynet gjorde en del ud af CORE's demonstration. Det var lykkedes nogle demonstranter at komme ind i konventsalen på falske adgangskort. De gik ned ad midtergangen og foldede et kæmpemæssigt CORE-banner ud og viftede med skilte, hvor der stod "Bad Platform". De blev lynhurtigt hevet væk fra fjernsynska­meraerne og ud. En enkelt havde sat sig foran talerstolen og måtte bæres ud af politiet. Da Goldwater var erklæret valgt, bar demon­stranterne udenfor en kæmpemæssig ligkiste med påskriften "Republican Party. Born 1856. Dead 1964" hen foran indgangen sammen med et flammende Ku Klux Klan-kors i papmaché. Det forlød, at de ville spærre parkeringspladserne og alle udgange, så de delegerede ikke kunne komme ud, men politiet ryddede hurtigt pladsen, uden at det kom til slagsmål eller arrestatio­ner.        

Journalisten ringede til mig næste formiddag og sagde, der lå et adgangskort til konventet til mig på Wisconsin-delegationens kontor på Hotel St. Francis downtown. Men det skulle hentes inden klokken 13, og klokken var næsten 12. Jeg nåede en ekspresbus over Bay Bridge ind til San Francisco og fik kortet hentet i tide. Så havde jeg god tid, til jeg skulle være ude i Cow Palace klokken 16. Jeg tog med den gamle kabelsporvogn op ad stejle gader til Chinatown, hvor jeg gik rundt. I en nordkinesisk restaurant fik jeg noget udmærket oksekød med ingefær. Jeg gik ned til havnen og var ved at fare vild i de mange gader, der snoede sig rundt, men omsider fandt jeg en bus, der kunne køre mig ud til 5th og Mission og en anden bus, der kørte gennem endeløse slumkvarterer med afskallede huse, drugstores og mexicanske restauranter ud til Cow Palace. Også i dag demonstrerede CORE udenfor. Det var en underlig fornemmelse at gå forbi demonstrationen med mit fine adgangskort og blive vist ind af smilende og nikkende republika­nere. Jeg havde fået en plads højt oppe i galleriet og bag talersto­len, så man kun kunne se talerne fra nakken, men jeg kunne gå rundt i salen og se dem på nærmere hold. William Miller blev nomineret til vicepræsidentkandidat og valgt enstemmigt. Hver gang hans navn blev nævnt under nomineringstalen, rakte alle de delegerede plakater med hans navn op eller viftede med flag, det amerikanske eller det texanske. De delegerede var for hovedpartens vedkommende mindre forrretningsdrivende, advokater og ejendomsnæglere. Mange var klædt ud i bolsjestriber og stjerner på blå bund, Californiens 86 delegerede var iført guldveste. Man kunne købe sodavand i gyldne dåser – ”Gold water. A pleasant drink for the Conservative taste”. Der var skilte med AuH2O og tonsvis af brochurer.
              Da Goldwater kom på talerstolen, regnede konfetti, guirlander og flere tusinde røde, hvide og blå balloner ned over salen. Hver gang en taler havde nævnt hans navn, skreg folk hysterisk, viftede med alt, hvad de havde at vifte med og  blæste i tudehorn, som var det nytårsaften. Jeg var omgivet af unge republikanere, der havde fået adgangskort som tak for ihærdig indsats. De var skræmmende med deres hæse håb og blinde begejstring. Det hele mindede mig om en mellemting mellem Nürnbergstævnerne og Ringley Bros. cirkus. "It can't happen here", sagde folk i Amerika altid om fascismen. Når man så sig rundt i Cow Palace, var man ikke så sikker. En Thyssen havde Goldwater også, jeg havde læst, at oliemillionæren Salvatori havde skudt en million dollars i hans kampagne.
              Efter Miller talte Nixon, der lød skuffet og bitter. Han sagde, at han havde stået på denne talerstol i forskellige egenskaber, som vicepræsidentkandidat og præsidentkandidat, så nu prøvede han en ny rolle som "one of the ranks". Derefter fulgte Goldwaters acceptance speech. Han lød lidt mumlende til at begynde med, men talte sig op efterhånden. Jeg havde fået nok, jeg havde ikke lyst til at vente og se, om han begyndte at skrige og fråde, så jeg gik udenfor og sluttede mig til CORE's demonstration. Vi gik rundt og råbte "Goldwater must go". Til sidst satte vi os alle sammen ned, sorte og hvide mellem hinanden, tog hinanden i hænderne og sang ganske stilfærdigt "We shall Overcome". Da vi havde sunget sangen, slap vi hinandens hænder og gjorde alle sammen V-tegnet. Vi skulle sejre, racismen skulle væk. Jeg fik tårer i øjnene. Dette var mit Amerika, det rigtige Amerika, der troede på demokrati og ligeret. Alt foregik stille og værdigt. Hvis nogen havde troet, CORE var ballademagere, måtte de tro om igen. Politiafspærringerne var helt overflødige. Og der var ikke nogen grund til, at uniformerede betjente gik rundt mellem os med små billige blitzkameraer og fotograferede os enkeltvis.
              Jeg var først tilbage i Oakland ved 21-tiden. Elmer og Inge var taget ned til deres sommerhus i Boulder Creek, så jeg var alene hjemme. Det havde jeg det helt fint med. Jeg havde fået en nøgle, og der var mad i køleskabet.

Astrid kom og hentede mig over til middag. Bagefter var vi ude for at besøge en fælles slægtning, min oldemors niece Inge­borg, der havde en bedemandsforretning. Hun var en lille, væver dame midt i halv­fjerdserne. Hendes mand var oprindelig mejerikon­su­lent, men han kunne ikke lide, at han altid skulle smage på varerne. Det måtte også være lidt trist at stå der med smør i munden dag ud og dag ind. Så oprettede de bedemandsforretningen i stedet i 1910. Dér slap han i hvert fald for at smage på varerne. Da han døde, kørte hun selv firmaet videre. Nu tog hendes ældste søn, Howard på 48, sig af det meste sammen med to brødre. Den sidste bror var pilot på rutefly på vestkysten. De sagde, at alle brødrene sørgede for, at folk kom i himlen, hver på sin måde.
              De havde to-tre begravelser om dagen. Når de kørte ud til kirkegår­den, plejede Howard og præsten at sidde og fortælle hinanden vittig­heder. 
              - Der er mange mennesker, der stirrer, når man siger, man er be­demand, sagde Howard. - Men det er da noget helt naturligt. Folk skal nu engang i jorden, når de dør.
              Ingeborg tog mig med rundt og se på forretningen. Der var to kapeller nede i stueetagen. Ovenpå var der en imponerende udstilling af kister til alle priser fra 300 til 2100 dollars. De dyreste var af massivt kobber, med hvidt eller lyserødt fór og puder, så liget kunne ligge blødt. Der var masser af blonder og flæser. Der var også en lille, trist fyrretræ­skiste til "special needs". Den var til folk, der var meget fattige. Der var ikke nogen bestemt pris for den kiste; folk skulle bare betale, hvad de havde.
              Alle blev balsameret, før de blev begravet. Mange steder var det ligefrem bestemt ved lov; man syntes vel, det var uhygiejnisk, at folk bare lå der og rådnede. Blodet blev pumpet ud, og så blev balsameringsvæske pumpet ind. Nogle gange skulle man lave udfyldninger, så for eksempel kinderne ikke virkede så samm­ensunkne. Ligene blev også sminket og klædt i deres fine tøj. I reglen lå de i åben kiste, når folk kom for at tage afsked med dem. I nogle tilfælde kunne det være vanskeligt, især hvis det var trafikulykker. Somme tider kunne man lægge dem på bestemte måder, så man ikke kunne se, hvad der var sket med dem. Det var ret sjældent, de blev nødt til at lukke kisten.

Jeg tog op til North Beach og gik rundt i tredive graders varme i de små gader, der gik op og ned ad bakke mellem hinanden. Jeg var inde i City Lights Bo­okstore. Jeg havde håbet, at Ferlinghetti måske sad inde i bag­lokalet, men det gjorde han ikke. De havde mange spændende ting, jeg købte en bog af William Burroughs og Brion Gysin med cut-ups, sammen­klippede tekster, og permutationer, og en af Kerouac, der beskrev sine drømme. Der hang sedler på væggene om begiven­heder forskellige steder. Der skulle være fund raising party næste dag til digtoplæs­ning i et kaffehus, der hed Coffee & Ideas. Det lød spændende. 
              Jeg var hjemme i Oakland til middag og kørte så med Bob og en af hans kammerater tilbage til North Beach, hvor vi spiste spaghetti med muslingesauce i Old Spaghetti Factory. Det lignede en stor lade med loftsbjælker skråt op og støv dansende i lysstriber­ne fra vinduerne. Gamle, gebrækkelige stole hang i snore ned fra loftet, udstoppede kronhjortehoveder hang på væggene sammen med gamle avisforsider. Der var også sat en ny plakat op, atombombeeksplosionens paddehat. Midt på paddehatten stod med rødt: "Go with Goldwater". Der var mange mennesker; de fleste så ud som ekspedienter og kontorpiger, der prøvede at lege weekend-beatniks. Fyrene havde jakke og slips og pigerne kjole. Vi fortsatte til The Committee, et spontant teater, hvor gruppen tog mod forslag fra tilskuerne og lavede sketches på stedet. Der var et symfoniorke­ster uden instrumenter. I stedet sad de alle sammen og sang og gurglede. I et andet nummer satte en speaker sig ved mikrofonen og sagde: - Radio WTXF. As you all know, World War III started today. The bombs are on their way for America, and in about fifteen minutes we will see the end of civilization as we know it. We return with more details after this word from our sponsor...
              Da vi gik tilbage til bilen ad Green og Grant Street, kom vi forbi en hel række obskure kaffehuse, men det så ud til, at der ikke sad andre end turister. Nogle få beatniklignende fyre stod ude på gaden, en af dem klimprede på en banjo. En pige med langt, løst hår sad for sig selv under en lygtepæl, ligeglad med alle andre, og læste i en paperback. Men i det store og hele var beatnikkerne vist uddøde eller flyttet til Venice.

Fjerne familiemedlemmer samledes hos Inge og Elmer for at hilse på mig. Ingeborg fra bedemandsforretningen kom, og også et ægtepar sidst i tresserne, der hed Carl og Lou. Carl var søn af en datter af min oldefars første ægteskab. Carl og Lou talte meget om deres tur til København i '56. Det huskede jeg udmærket, vi havde været i Rundetårn og Tivoli og den slags. De skulle ret tidligt hjem, så jeg kørte med dem ind til San Francisco og fandt op til Coffee & Ideas, hvor jeg skulle betale et bidrag på en dollar for at være med til festen. Coffee & Ideas viste sig at være et stort, tomt og støvet lokale, som en gruppe på en halv snes fyre havde store planer med. Der skulle være kombineret kaffehus, eksperimentalteater og digtoplæsning. De ville også arrangere udstillinger og vise film. I løbet af aftenen kom en tredive-fyrre stykker, de fleste var sorte fyre og hvide piger. Nogle begyndte at læse digte op, de var meget amatøragtige. Det kunne jeg gøre lige så godt, tænkte jeg. Jeg havde ikke taget noget nedskrevet med, men jeg improviserede mig frem med et mix af forskellige ting, jeg havde lavet før, især det, jeg kaldte Axolotl Blues. Det var et langt, lidt bluesagtigt og strømmen­de digt, der var tænkt til jazz & poetry, og skildrede livet efter krigen, hvor vi boede nede i beskyttelsesrummene og efterhånden blev gennemsigtige som hulepadder. Hvis man slugte en vitaminpil­le, kunne man følge den hele vejen rundt i tarmsystemet. Mit digt blev godt modtaget. En fyr, der hed Don og havde læst digte op før mig, sagde, at han kunne skaffe mig ind på Coffee & Confusion, et kaffehus på North Beach, der var berømt for sine digtoplæsninger. Nogle kom slæbende med en grammofon, og folk begyndte at danse. Jeg fik ikke danset med nogen. Jeg stod og snakkede længe med en pige, der var leder af en gruppe, der gik ind for fri abort. Det var rystende, hvad hun havde at fortælle om unge kvinder, der var døde af perforeret bughule, fordi en eller anden klodsmajor havde prøvet at pirke et foster ud med en strikkepind. Vi var rørende enige om, at det lå i selve tanken om menneskeret­tigheder, at enhver kvinde havde ret til sin egen krop. Andre skulle ikke tvinge hende til at gennemføre en graviditet, hun ikke ønskede.
              Don og jeg gik ned for at købe en flaske hvid portvin i en vinhandel. Det var det billigste, man kunne drikke. Det første sted ville han ikke sælge til mig, selv om jeg viste mit ID-kort.
              - I don't say that's no good, buddy, sagde han. - But I don't want to get into trouble, so go someplace else.
              Det gjorde jeg så. Næste sted skulle jeg ikke engang vise ID. Men da Don og jeg kom tilbage til Coffee & Ideas med vores portvin, var der lukket og slukket. Nogle var på vej ned ad trappen, de sagde, de alle sammen var gået over til DuBois Club, så det gjorde vi også. DuBois Club var især for unge sorte, den var tilknyttet det maoistiske Progressive Labor Party, deres brochurer lå fremme alle vegne. Folk dansede. Alle parrene bestod af en sort fyr og en hvid pige; det omvendte forekom ikke. Der var overhove­det ingen sorte piger, og ikke nogen ledige piger overhovedet, kun faste par. Det var der ikke så meget ved at stå og kigge på, så Don og jeg gik tilbage til Coffee & Ideas. Men der var lukket og slukket. Jeg havde ladet min skulderta­ske ligge oppe i lokalet. Der var ganske vist ikke noget særligt i den, men det var en taske, jeg skulle bruge, så vi måtte finde ud af at komme ind på en eller anden måde. Jeg gik med Don rundt om huset. Han prøvede at klatre op ad nogle lægter og stilladser til en faldefærdig gesims foran et vindue på anden sal, der stod åbent. Det så temmelig halsbrækkende ud. Der var et par inde bag ved vinduet. De fik øje på os og gik ned og lukkede op. De var ikke nogen af arrangørerne, de var simpelthen blevet glemt i en krog, da de andre gik, og havde benyttet sig af lejligheden til at være sammen et uforstyrret sted. Vi sad alle fire og drak min portvin og spiste crackers. Så gik parret ind i et andet lokale for at fortsætte, hvor de slap. Et andet par kom ind, en fed fyr og en høj, tynd pige med briller, begge sorte. Vi sad og snakkede sammen en times tid og kom til at tale om pot.
              - Hvad tror du egentlig, jeg har i piben her? sagde fyren.
              Jeg fik et sug. Det kunne godt lugte lidt af pot, men det smagte ikke af så meget. Det var sikkert blandet med tobak. Det havde ikke nogen virkning på mig overhovedet.
              Vi gik alle fire ved tretiden. Jeg gik ned til Bay Bridge Terminal. Jeg skulle med N-bussen for at komme hjem til Inge og Elmer, men der gik ikke nogen før halv ni om morgenen. Så tog jeg en bus til Oakland downtown. Det tog mig halvanden time at gå hjem derfra. Undervejs blev jeg stoppet af en politibil, jeg var den eneste fodgænger i miles omkreds. To betjente sad på forsædet. Den ene af dem kom ud og så på mig. Han spurgte hvor jeg skulle hen, og hvad jeg havde i tasken. Jeg havde en paperbackudgave af Fanny Hill, der lige havde fået lov til at udkomme to hundrede år efter, at den blev skrevet, og en lille pakke onion crackers. Han sagde, at jeg lugtede af alkohol, og jeg skulle vise mit ID for at bevise, at jeg var fyldt enogtyve. Han ville også have at vide, hvor jeg kom fra. Han kunne høre på min accent, at jeg var udlænding. Det var temmelig ydmygende at stå skoleret midt på gaden på den måde, men jeg var høflig og korrekt, og så fik jeg lov til at gå videre.
              Da jeg gik aftenen før, havde Elmer sagt, at jeg skulle komme hjem i ordentlig tid. - Ikke noget med at komme hjem klokken to, sagde han. - Det får vores børn heller ikke lov til, uanset hvor meget de er fyldt enogtyve.
              Jeg kom heller ikke hjem klokken to. Jeg kom hjem klokken seks.

Kennedy myrdet 1963




Studentersamfundet viste filmen "On the Beach" om de sidste overlevende efter atomkrigen, der sidder i Australien og venter på, at de radioaktive skyer driver ned over Ækvator. I pausen gik Gertrud Forchhammer ud for at ringe hjem. Hun kom ind og gik op til lærredet og sagde: - Der er sket noget. De har skudt Kennedy. Han er død.
              Når der sker en stor begivenhed, er det tit, at man ikke reagerer med det samme. Lige først bliver man lammet. Det trænger ikke rigtig ind. Men bagefter har det aktiveret en slags trykknaphu­kommelse. Selv om man glemmer så meget andet, kan så at sige alle, der oplevede det, huskede hvad de lavede i det øjeblik, de hørte frihedsbudskabet fra radioen, da de hørte, at Kennedy var skudt, da passagerflyene fløj ind i de to tårne. Trykknaphukommel­sen er hverken korttids- eller langtidshukommelse, men et spotlight. Det illuminerer alting omkrig sig selv. Når man husker, hvad man lavede, da man hørte, Kennedy var skudt, træder man ind i en tidsboble, hvor alle sanseindtrykkene er bevaret. En mat lyskuppel i loftet, sidemandens strikkede sweater, grå med en hvid hjort, fernislugt fra gulvet.
              Endnu før Gertrud havde talt ud, hørte vi en flyvemaskine komme lavt ind over byen. Endnu med filmen i øjnene så vi os forvildet om. Det lå altid i baghovedet i de år. Hvis du ser et lys stærkere end solen, så er det sket.
              Vi diskuterede, om vi skulle afbryde filmen, men de fleste ville gerne se den færdig. Det gjorde vi så. Der var ingen happy end, det ville der ikke være, hvis krigen kom.
              Så snart filmen var forbi, løb jeg fra Bispetorvet ind til Nørre Farimagsgade og op på redaktionen. Det var ikke usædvanligt for mig at løbe, det gjorde jeg tit, når jeg skulle fra det ene sted til det andet.
              Oppe på anden sal sad den gamle redaktionssekretær Viggo Josephsen, Moses kaldet, rødmosset og hvidhåret og rettede med blå blyant i et manuskript. - Er det rigtigt? sagde jeg åndeløs.
              - Om det er rigtigt? Det kommer vel an på, hvad der skal være rigtigt, sagde han, sprogrøgter til det sidste.
              - Er det rigtigt, at Kennedy er skudt?
              - Ja ja, det er da rigtigt nok. Ja, skudt. Det er han.
              Han var stadig lige uforstyrrelig, han ventede kun på at jeg skulle tale ud, så han kunne komme videre med rettelserne. Hvis krigen kom, ville englene høre Moses oplade sin røst, mens han var på vej op i stratosfæren med paddehatteskyen: - Jaså, ja. Det var vist det, man kalder en fuldtræffer.
              Jeg gik ud i fjernskriverrummet og fulgte med på rullen, efterhånden som nyhederne tikkede ind. De automatiske taster hamrede dem ned på det hvide papir, der skød op gennem rillen i plexiglaslåget. Med mellemrum kom et redaktionsbud ind, rev det, der var skrevet, af rullen og gik ind i redaktionssekretariatet med det. For tre måneder siden havde vi siddet i Berlin og talt om, hvor synd det var for Jacqueline Kennedy, at hendes nyfødte søn Patrick var død. Nu var hendes mand blevet skudt, mens hun sad ved siden af ham i den åbne limousine i Dallas. Man mente, det måtte være en racefanatiker, der havde gjort det. Det kunne måske være en fra det ekstremt højreorienterede John Birch Society. Det lød logisk. Kennedy var netop kommet til Dallas i et forsøg på at overbevise racisterne i sydstaterne om, at det var nødvendigt at give negrene fulde borgerrettigheder. Jeg fik den frisktrykte førsteud­gave af Aktuelt med. De gav den alt, hvad den kunne trække, spærrede versaler på 78 mm og udråbstegn. Der stod, at en mand havde stået oven på et biltag med en plakat vendt mod Kennedys kortege. På plakaten stod: "På grund af Deres socialistiske overbe­visning foragter jeg Dem."
              Jeg gik ind på Rådhuspladsen, de nye aviser var ikke kommet endnu, så jeg gik ned på Rådhuskroen, mens jeg ventede. Jeg snakkede med nogle af dem fra Studentersamfundet, der var gået derover efter filmen, og drak en Viking Pilsner, det var et nyt mærke fra Stjernen, jeg ikke havde smagt før. Alle var enige om, at det måtte være en højreorien­teret, der havde gjort det.            
              Ude på Rådhuspladsen gik køen fra bladkiosken kvart i tolv hele vejen over pladsen og fortsatte et stykke ned ad Vester Voldgade. Jeg ventede tålmodigt, langede mine tres øre ind i lugen og fik Politiken med. Så gik jeg op til Nørreport station, hvor folk var ved at komme op at slås for at mase sig frem til de frisktrykte aviser. I toget hjem læste jeg Politiken. Overskriften var lidt mindre end dengang HC Hansen døde. Jeg målte det store K til 55 mm, da jeg kom hjem. Politiken skrev, at man havde anholdt en mand, man mente måtte være morderen. Han blev beskrevet som "Sovjet-Cuba-eventyrer". Han hed Lee Harvey Oswald, han havde boet tre år i Sovjetunionen og var formand for "Fair Play for Cuba"-komiteen i Dallas. Det lød helt sindssygt. Cubakrisen var jo løst for et år siden. Mine forældre var lige gået i seng, da jeg kom hjem med næstsidste s-tog. De havde hørt det samme i Radioavisen, som jeg lige havde læst i Politiken, at gerningsmanden var en mand med kommunistiske sympatier. Vi snakkede sammen, om det kunne skabe storpolitiske konflikter, måske føre verden nærmere en krig.

Vi afbrød vores jamsession ude hos Peter Viggo for at høre radioavisen 18.30. De fortalte, at Lee Harvey Oswald var blevet skudt ned, mens han var i politiets varetægt. I fjernsynets nyheds­udsendelse senere sagde Christian Winther, at det var velkendt, at natklubejere som Oswalds morder var i lommen på politiet og politiet i lommen på dem. Han sagde, at det var særdeles ejen­dommeligt, at politiet havde stationeret en ambulance foran retsbygningen og på forhånd offentliggjort det tidspunkt, hvor Oswald skulle føres ud, og han sammenlignede Oswald med van der Lubbe efter Rigsdagsbranden, en mand der var blevet misbrugt af dunkle kræfter. Heller ikke politiets skyld kunne man se ganske bort fra.
              Vi var alle sammen rystede. Leif sagde, at det overskyggede mordet på Kennedy, for her var det ikke en tilfældig mand, men selve retsmaskineriet, der var den skyldige. Derhjemme var reaktionen den samme. Mine forældre mente, at det var helt sikkert, at det var politiet, der stod bag nedskydningen af Oswald, og min mor sagde, at det var meget tvivlsomt, om Oswald overhovedet var skyldig. De indicier, vi havde hørt, havde vi kun fra det korrupte politi, og pressen havde ikke fået lov til at tale med vidnerne.
              De fortalte inde på bladet, at prins Knud havde ringet til politiet i Lyngby-Tårbæk umiddelbart efter mordet på Kennedy og sagt til dem, at de måtte forstærke vagten ved Sorgenfri slot, - Verden er jo blevet så lille, og man kan ikke mere føle sig sikker, sagde han.
              De sagde også, at prins Knud havde en fast aftale med Lyngby brandvæsen om, at de skulle ringe til ham, hver gang det brændte. Så kørte han ud i sin lille vogn og kiggede på. Han var meget glad for at se på ildebrand.

Studentereksamen 1962

                                                           Rundt til alle i klassen


August 1961

Mandag morgen var det første skoledag. Jeg stod op halv-fem for at nå at komme ind til byen. Jeg var lige hjemme og skiftede til lyse bukser og blå blazer med et lille, diskret AFS-emblem i knaphullet. Så tog jeg s-toget til Frederiksberg sammen med min lillesøster Mariann, der skulle begynde i første g., og gik resten ad vejen til Gartnergade. Skolen var skrumpet i den tid, jeg havde været væk, og den var ellers trang nok i forvejen. Når jeg tænkte på, at det varede et år, før jeg slap ud, kunne jeg kun mumle som Kurtz i Mørkets hjerte: The horror..., the horror...
              Nørre G. var ikke nogen almindelig gymnasieskole, den var skoleverdenens Cayenne, en straffekoloni man blev deporteret til. En anstalt med sure tavlesvampe, mappeklemte madpakker, hvor rødbeden blødte tværs gennem leverpostejen og ned i den væsken­de ost, kridtstøv, sure sokker og purulente bronkier. I skolegården midt i Nørrebros sorte firkant travede de indsatte elever rundt i en evig, klam novembertåge, der lugtede af osende kulfyr.
              Man søgte ikke frivilligt ind på skolen. Eleverne måtte fanges ind med net over hele det storkøben­havnske område, fra det fjerneste Tårnby til Bispebjerg. Og eleverne kom næsten alle sammen fra familier uden akademiske traditioner - småhåndværkere, funktionærer og arbej­dere. Prototypen på en Nørre G.-elev var den flittige pige, der havde klaret sig så godt i mellemskolen, at de stolte forældre kunne drømme om en fremtid for hende som tresproget korrespondent - indtil hun blev sikkert gift, naturligvis. Og det var ikke kun eleverne, der var tvangsud­skre­vet. Mange af lærerne var det også. De havde måske drømt om en akademisk karriere, måske om en livsgerning på et prestigegym­nasium i smukke omgivelser. Og så var de blevet hængende år efter år i den trange gyde mellem Rantzausgades benzinos og pissoiret i Kors­gade. Det var de havarerede, der mødtes her. Det var ambitionernes elefantkirkegård. Tysklærerinden, der skulle hjælpes op ad trappen af en af de flinke piger, førte kartotek over alle elevernes fejl gennem tre år ("Det er ikke første gang, du laver den fejl, Arne. Du havde den samme fejl i oktober 1958") og kun kendte én vittighed (at hendes nevø engang havde sagt dulerødder i stedet for gulerødder). Religionslæreren, der boede hjemme hos sin mor, der hver dag smurte madpakke til ham og lagde sokker og underbukser frem. Da moderen døde, og han som halvtredsårig blev alene, konverterede han til katolicismen og gik helt bogstaveligt i kloster. Naturfags­lærerinden, hvis mand løb skrigende bort efter tre ugers ægteskab. Sanglæreren, der forgreb sig på pigerne. Nørre G. var bunden. 
              Vi terpede grammatik og skrev stiløvelser over Bismarcks vittige bemærkninger. Brecht, Joyce og Villy Sørensen eksisterede ikke. Tysk gik til og med graf Zeppelin, engelsk til Katherine Mansfield og John Galsworthy, dansk sluttede med HC Branners noveller fra trediverne. Mange af bøgerne og vægkortene var fra mellemkrigstiden. Det var ikke kun den småforsuttede, indeklemte terpeskole, man kendte fra "Det forsømte forår" og "Den kroniske uskyld". Det var værre, det var noget fra Dantes niende kreds.
              Skolebygningerne i baggården var fra 1890'erne. Et klasseværelse var indrettet i et tidligere garderobeskab. Værelset var tre gange fem meter, med glasvæg ud mod gangen, og dér sad ni elever. I Naturhistorisk faglokale sad vi på lårene af hinanden på trange bænke mellem mølædte udstoppede dyr og et skelet, vi kaldte hr. Thejll efter en tidligere rektor. Fysiklokalet var en mørk hule, hvor lyset aldrig trængte ind. Alt var brunt og dystert, der var ingen ventilation. Morgensam­lingen foregik i pigernes gymnastiksal, hvor de dagen igennem indtog plastiske stillinger. Når drengene skulle til gymnastik, skulle vi bruge halvdelen af timen på at gå over til Hermeshallen; på skolen var der ikke plads til os.
              Jeg skulle gå i IIIC. Nu, hvor jeg var kommet til, var vi fire drenge og syv piger, så det var en lille klasse. Der var heller ikke plads til flere i det lille loftskammer på tredje sal, der var vores klasseværelse. Jeg kendte ingen af de andre. Det ville blive et langt år.

Juni 1962

Vi begyndte på de mundtlige eksamener. Jeg var først oppe i engelsk og fik ug. Om eftermiddagen var jeg ude hos Lene. Jeg havde mødt hende på Østerport station, og hun spurgte, om jeg ikke ville ud og spille kroket. Det gjorde vi så, jeg vandt 3-2. Der var Atomdemonstration ude på Rådhuspladsen, hvor folk skulle ligge i soveposer hele weekenden for at demonstrere mod prøve­sprængningerne, og Lene ville gerne med derind. Det lignede hende ellers ikke. Vi havde overhovedet ikke talt om vores forhold eller om, at vi var holdt op med at komme sammen. Jeg syntes, det var for pinligt at snakke om. Men i toget sagde hun, at hendes mor havde sagt, hun havde introdu­ceret tre søde, unge mænd i huset. Resten var mærkelige. Hun nævnte navnene på de tre søde.
              - Så er jeg altså en af de mærkelige, sagde jeg.
              Det tyggede hun lidt på. Så sagde hun: - Jeg tror, at meget intelligente mennesker aldrig er søde. De er for kloge og for dygtige til at udnytte andre mennesker, ikke?
              Jeg smilede og sagde, at det var egentlig en temmelig grov beskyldning. Hun smilede ikke. - Jeg prøver på ikke at være grov, sagde hun.
              Nogle gange havde jeg en fornemmelse af, at jeg aldrig havde været forelsket. I hvert fald ikke så meget, at jeg var villig til at opgive alle andre for denne ene piges skyld. Og hvis jeg havde været det, så var det i en pige, der ikke ville have mig.
              Det ville da også være et usandsynligt slumpetræf, hvis jeg lige skulle blive forelsket i en, der også blev forelsket i mig. Når nu der var så mange mennesker i verden. Statistisk set var det ikke sandsynligt, det nogensinde ville forekomme. Man kunne nemt regne det ud. Hvis jeg kun blev forelsket i én ud af tusinde piger, jeg så, og pigen havde det på samme måde, så var chancen for, at det lige var hinanden, vi blev forelskede i, én ud af en million.


Jeg var oppe i mundtligt fransk og fik ug. Samtidig fik jeg de skriftlige karakterer. Jeg blev glædeligt overrasket over, at jeg havde fået mg+ i tysk, jeg troede den ville ligge omkring godt kryds. I skriftligt dansk fik jeg ug. Jeg havde skrevet fjorten en halv side om "Dagspressens indflydelse, politisk og kulturelt." Jeg henviste i stilen til Hearsts indsats under den spansk-amerikanske krig, La Prensas kamp mod Peróns diktatur, Zola og "J'accuse", Hørups ledere og Nicolai Blædels artikler om Hitler-Tyskland og talte om formiddagsbladenes fordummende indvirkning og mulighederne for, at den trykte presse mistede terræn til radio og fjernsyn. Der var tradition for, at den danske stil, der fik ug - der var sjældent mere end én - blev trykt som kronik i Politiken, men den tradition fraveg man i år. Måske fordi jeg sine steder var temmelig skarp i mælet.
              Jeg manglede to fag endnu - latin og oldævl - men selv hvis jeg skulle få slet i begge fag, havde jeg bestået alligevel, så uanset hvad var huen hjemme. Jeg tænkte på, at man kunne jo også se studenterhuen som en narrehue. Med den på kunne alt folket se, at man var sådan en, der havde spildt en sjettedel af sit liv på at terpe grammatik.
              Jeg fik også at vide, at jeg var blevet nummer seks i den franske stilkonkurrence, Alliance Française havde udskrevet. De fire første fik en rejse til Frankrig. Jeg fik en bog om Paris.


Latin var sidste fag. Jeg kom op i et af de stykker, jeg ikke havde nået at læse, og stirrede uforstående på det. Jeg bad om lov til at læse det op først, og mens jeg læste det op, dæmrede det en smule. Bagefter kom Flensborg ud på gangen og sagde: - Hvis du henter et glas vand til censor, får du et meget lille mg minus.
              Rektor kom tilfældigvis forbi på gangen og kom hen og sagde, at han personlig ville krone mig med huen, og at han ville bryde traditionen for at der skulle være stille, så længe eksamen var i gang. - Lad os alle sammen råbe et hurra for vor hjemvendte dansk-amerikaner, sagde han.
              Jeg følte ikke nogen særlig glæde. Jeg var bare tom og sulten og temmelig udmattet.
              Om aftenen var jeg i Tivoli med klassen. Vi var i Færgekro­en. De andre spiste skipperlabskovs, men jeg syntes, det lignede hundebræk og skulle ikke have noget. Det var ikke et sted, der tiltalte mig. Fadøllet var tyndt og dyrt, og den germanske stemning med hyggepianist og tåbelige drikkeviser bød mig i den grad imod.    
              Vi fortsatte til Det mystiske Hus, hvor vi løb rundt og hoppede op og ned som aber og skreg og var studentikose. Så kørte vi rundt i Radiobilerne. Vi prøvede at køre ind i hinanden så mange gange som muligt.  
              Det var så det.


Til afslutningen to dage efter startede vi ude hos mig til morgen­mad. Vi sad ude i haven og drak kaffe. Der blev taget billeder af mig med huen, flankeret af mine forældre, der så meget stolte ud. Min far så nærmest ud, som om han havde lagt et æg. Det var ikke så almindeligt at blive student, især ikke i det kvarter, hvor vi boede. Aviserne havde hvert år et tillæg med navnene på alle årets studenter. Der var omkring tre tusinde, syv procent af en årgang. Det var et fremskridt, ti år før var tallet fire procent. Vores årgange var de første, hvor det var muligt at blive student, selv om ens forældre ikke var akademikere eller vel­bjærgede.
              Vi tog med s-toget ind til afslutningen på skolen. Vi skreg og truttede i signalhorn. Ind i mellem brølede vi: - Heja heja, kom og se. Her er vi fra Nørre G.
              Afslutningen fandt sted i Hermeshallen. Vi skulle gå enkeltvis op og få vores eksamensbevis, hallen var udsmykket med lysegrønne bøgegrene. Rektor holdt tale med mange citater af Martin A. Hansen. Jeg syntes, der var vel meget kristenpropagan­da.
              Så kravlede vi op på hestevognen. Der var kun én hvid hest til at trække os alle sammen. Kusken sad på sit sæde, sortklædt og med sort hat. Vognen var smykket med guirlander, balloner og bøgegrene. Vi kørte ind til krinsen på Kongens Nytorv og dansede om hesten. Vi løb meget hurtigt rundt, så Christel gled og faldt og trak Ulla med sig ned.
              Så kørte vi rundt til alle i klassen. Det var pigerne, der havde bestemt rækkefølgen og traktementet. De syntes ikke, vi skulle være for fulde, så nogle steder fik vi yoghurt, orangejuice eller frugtsalat. Men vi fik også kaffe og cloc, caloric og portvin.
              Vi brølede uafbrudt i otte timer, mens vi kørte rundt, vi var sikkert det mest støjende studenterhold i København. Ud over vores Nørre G.-kampråb havde vi noget, der hed et Christianshavner-hurra og det særlige Schneekloth-hurra, der lød: Havet omkring Danmark, vort moderlige hav hav hav. Skååål.
              Det sidste sted fik vi rijstafel og øl. Det var et rækkehus på Drosselvej, vi sad ude i haven bagefter, og så gik vi ind i stuen og dansede. Som fest betragtet var det noget tamt, og jeg kunne ikke mande mig op til den helt store nostalgi.

lørdag den 26. maj 2012

Riverside High School, Milwaukee 1961




Jeg havde aftalt med Betty, at vi skulle gå på Unicorn sammen onsdag. Jeg tænkte på hende fra jeg stod op, til jeg gik i seng. De store mørke øjne, de lidt skæve øjenlåg, hendes smil. Da jeg ringede for at aftale nærmere og hun hørte, jeg ikke havde skaffet en bil, foreslog hun, vi udskød det til en anden dag. Jeg ringede i panik til John og Jimmy, men de skulle begge to læse lektier. John sagde, han havde fået en god idé til vores næste film. Den skulle foregå efter tredje verdenskrig. Det lød spændende, men lige nu kunne jeg ikke tænke på film. Jeg ringede igen til Betty og spurgte, om jeg ikke bare kunne komme ud og hente hende, så kunne vi tage bussen. Hun tøvede lidt, men så sagde hun OK. Betty boede på anden sal i et stort, gråt træhus i det område vest for floden, hvor der kun boede sorte. Lejligheden var temmelig lille, med religiøse farvetryk og et krucifiks på væggen. Betty havde også en halskæde med guldkors; hun havde fortalt, hun var katolik. Hendes lillebror tog min frakke, og jeg hilste på hendes mor. Både hendes bror og hendes mor var meget mørkere i huden end hende. Hendes mor insisterede på, at Betty skulle være hjemme igen halv ti, det var jo skoledag i morgen. Ingen af dem forrådte med en mine, at der skulle være noget usædvanligt ved, at Betty gik ud med en hvid dreng. På vejen ud præsenterede Betty mig for sin bedstefar, der boede i stueetagen og ejede hele huset. Han var tysker, født i Neckar, og vi snakkede sammen på tysk. - Gib ihr ein Kuss von mir, sagde han til mig, da vi gik. Vi gik ned til bussen og snakkede sammen undervejs. Det var så nemt at snakke med Betty, vi fandt straks frem til en munter og fortrolig tone, lo meget og havde så meget at fortælle hinanden. Betty fortalte, at hun var født på Jamaica, og at hun hadede vinterkulden heroppe. De skulle måske flytte til New York, det glædede hun sig til, for hun syntes, Milwaukee var lidt kedelig. Hun var i det hele taget ikke så begejstret for Amerika. Man hørte så meget om frihed, men den var kun illusorisk, sagde hun. Hun sagde, at hun frygtelig gerne ville rejse til udlandet, men hendes mor ville nok ikke give hende lov, for hvis hun først kom ud af landet her, var det ikke sikkert, hun nogensinde kom tilbage igen. Vi tog med bussen til hjørnet af Oakland og Locust og gik ned på purple i, hvor der ikke var ret mange mennesker. Men det var jo også lige meget, når bare vi var der. Hun sagde, at jeg talte med sådan en sjov accent, hun kunne godt lide det sådan. Hun var meget interesseret i at høre om min status som AFS'er og syntes, det var helt fint, jeg fik fjorten dollars i lommepenge om måneden. Hun havde siddet model nogle gange, og det fik hun syv dollars for i timen. Hun fortalte, at Rudy, ham der spillede congotrommer i purple i, var hendes fætter. Han havde taget hende med ud en masse steder og præsenteret hende for en masse mennesker. Hun fortalte mig nogle ting om vores skole, jeg ikke vidste. Hun elskede at gå i slacks, men det var forbudt på skolen, så hun blev nødt til at gå med nederdel. Blue jeans var helt forbudt ligesom nogle særlige frakker med mange lommer - de var bange for at man skulle have knive eller flasker i dem - og nogle bestemte slags spidse sko. Rektor var så hysterisk, at han troede mælkebarer var umoralske, fordi de hed noget med bar. Alt, hvad hun sagde, fik mig til at le. Hun havde sådan en sjov måde at sige selv de mest almindelige ting på. Jeg følte mig så let og glad, når jeg var sammen med hende. Vi flettede sind, endnu før vi havde så meget som flettet fingre. Jeg kunne drukne i de øjne, jeg længtes efter at holde om hende, jeg kunne mærke en sød pigeduft fra hende, jeg hang ved hendes læber, jeg ville tage hende med hjem til Danmark, vi kunne også slå os ned på Jamaica eller i Ubangi-Shari. Forelskel­sen sivede ud af alle porer. Hvis man lagde mig på gulvet og trådte på mig, ville man ikke høre andet end en lille svuppende lyd, så gennemvædet var jeg at lutter længsel.
              Vi tog bussen tilbage, men midt på Locust Avenue fik hun øje på en hvid fyr, hun kendte, og ville af. Jeg stod med af og tog afsked med hende, mens hun hilste på fyren med alle tegn på gensynsglæde. Jeg vidste da godt, hun havde mange boyfriends, eller at der i det mindste var mange der inviterede hende ud. Men hvad så? Jeg var da ligeglad med, om jeg var den første i hendes liv. Derimod ville jeg gerne være den sidste.

Da jeg mødte Betty på gangen henne i skolen næste dag, stoppede hun op, råbte på mig og viftede med armene. Det så ikke ud til, at hun havde noget mod, at folk så, vi kendte hinanden. Hvorfor skulle jeg så have det? Jeg var træt af hemmelighedskræmmeri. Hvis folk ikke kunne lide, jeg gik i byen med en negerpige, så var det værst for dem selv. Hvorfor skulle jeg bekymre mig om deres fordomme?
              Jeg snakkede med John om vores næste film, der skulle hedde Afterwards og være en farvefilm. Igen skulle kameraet være hovedpersonens øjne. Den eneste overlevende efter tredje verdens­krig kommer fra sin gård langt ude på landet ind til byen. Han går rundt i tomme gader og ser forladte biler og tomme butikker. Han hører gråd og går efter lyden ind i et hus og op ad trappen. Øverst oppe i huset ser han en gammel kvinde stå med ryggen til. Hun vender sig om, og hendes ansigt er frygteligt vansiret og stråleska­det. Hun synker sammen, og man skal have indtryk af, at han selv bliver stråleramt. Han går vaklende og svajende ned ad trappen og ud, hvor træerne begynder at danse i kreds rundt om ham, mens han falder om. Han dør, og alt tåger ud. Det var vigtigt, at vi fandt den rigtige underlægnings­musik, John mente, vi kunne bruge Sacre du printemps.

Betty ringede om eftermiddagen. Hendes mor havde givet hende husarrest, fordi hun var kommet for sent hjem i går. Den fyr, hun havde mødt, var en, hun virkelig godt kunne lide engang, og han var da stadig sød og rar, men heller ikke mere. Hun havde sagt ja til at lade ham køre sig hjem, men brød sig ikke for alvor om ham. Hvis nu hun var rigtig artig i aften og blev hjemme, kunne hun måske få lov til at gå ud med mig i morgen aften. Hun var inviteret af en anden, men hun ville hellere være sammen med mig. Hvis jeg da ville.
              Lige meget hvor mange hun ellers var sammen med, ville jeg være lykkelig for hvert sekund, hun kunne afse til mig. Hun skyldte mig jo ikke noget. Hun havde aldrig lovet mig noget, og vi havde ikke så meget som rørt ved hinanden. Tanken om, at det skulle ske, gjorde mig svag i kroppen. Skulle hun nogensinde strejfe min hud, ville der være en alvorlig risiko for selvantændelse, ligesom i gamle fernisklude.
              Vi snakkede videre sammen, jeg fortalte om vores filmpla­ner, som hun syntes lød spændende. Det var underligt, så nemt vi havde ved at snakke sammen. Det måtte være noget med tidlige­re reinkarnationer. Gud ved, hvad vi havde været i Atlantis.

Vi så Kennedys indsættelsestale i fjernsynet. Han talte med en lidt høj og flad stemme, som jeg ikke rigtig brød mig om. Jeg syntes næsten ikke, han sagde andet end almindeligheder. Der var noget med at man ikke skulle spørge, hvad ens land kunne gøre for en, men hvad man kunne gøre for sit land. Man skulle vel spørge om begge dele. Og når han stillede det op på den måde, var det så ikke en slags Gemeinnutz geht vor Eigennutz? Den havde vi unægtelig hørt før. Når først de begynder at tale om, hvad vi skal ofre for fædrelandet, så har de skumle planer. Ikke desto mindre syntes jeg nok, Amerika havde fået den bedste præsident, der var nogen realistisk mulighed for. Det var jo ham eller Nixon.


John, Larry og jeg gik i gang med at optage vores apokalyptiske film. Betty havde sagt, hun gerne ville være vores muse. Jeg havde prøvet at ringe til hende, men ingen svarede, så vi tog chancen og kørte ud til hende. Jeg bankede meget længe på døren til lejlig­heden, og hun svarede søvnigt. Derefter udspandt følgende samtale sig gennem den lukkede dør.
              - Hej. Kan du huske, du lovede, du ville være med, når vi optog vores film?
              - Ja, men jeg havde glemt det igen. Jeg kom ikke hjem før halv fem i morges. Hvad er klokken?
              - Halv elleve.
              - Ikke mere? Jeg er ikke klædt på endnu. Ellers ville jeg have ladet dig komme ind.
              - Kan du ikke skynde dig og komme ned? De venter i bilen dernede.
              - Kan du ikke i stedet for komme tilbage om en halv time og hente mig?
              - OK.

Ned til bilen, hvor vi fandt ud af, vi hellere måtte optage titlerne først. Jeg gik op igen og sagde til Betty, vi først kom om en time. Det var hun udmærket tilfreds med.
              Vi kørte over til John. Det første ark, hvor vi havde skrevet ordet Afterwards med bogstaver, der ligesom spidsede til og dryppede nedad, blev hængt op i to snore. Vi gennemvædede den underste halvdel af arket med tændvæske og satte ild til, mens jeg filmede. Hele titlen gik op i flammer.
              Næste titel var en cirkel med tallet 1961 i midten. Rundt om stod: Copyright Woodmansee-Petersen. Vi ville udnytte, at årstallet så ens ud, uanset om man vendte det den ene eller den anden vej. Vi anbragte cirklen på en gammel pladespiller, som vi ved hjælp af snoreværk fik til at dreje en omgang langsomt rundt og så snurre hurtigt.
             
Vi kørte tilbage til Betty. Klokken var næste tolv.
              - Hi. Are you ready? råbte jeg ind gennem døren.
              - Ikke endnu. Jeg faldt i søvn igen. Kan du lige vente ti minutter?
              Jeg stod og ventede ude på afsatsen og hørte hende rumstere indenfor. Jeg kunne se hende for mig, mens hun klædte sig på. Kun alt for tydeligt. Hendes mor kom op ad trappen med en pose varer. Hun stirrede på mig, og jeg sagde: - Jeg venter på Betty.
              Hun sagde ikke et ord til mig, men bankede på døren. - Betty. Luk op.
              - Du bliver nødt til at vente lidt. Jeg har ikke bluse på.
              - Jeg er ligeglad med, hvad du ikke har på. Luk så op.
              Betty lukkede op. Jeg prøvede på at lade være med at strække hals, man var vel gentleman. Men det havde jeg ikke behøvet at tænke på, Betty havde kantet sig om bag døren. Et par minutter efter kom hun ud med håret sat op i en fantastisk tiara. Hun havde fortalt mig, hvordan hun gjorde. Hun satte et paprør på hovedet og viklede håret rundt om det. Omtrent som når ham sukkerkogeren stod og spandt candyfloss inde i Tivoli. Det måtte være et enormt arbejde. Hun spurgte om jeg var gal på hende, fordi hun havde ladet mig vente. Stillet over for al den skønhed kunne jeg kun ryste stumt på hovedet. Ordene kunne ikke komme ud for alle de klumper, jeg fik i halsen, når jeg så hende.

Vi kørte op nordvest for byen, forbi Brown Deer, og ledte efter en passende bondegård. Da vi havde fundet en, vadede vi gennem snefyldt græs over markerne. Det var meget koldt, temperaturen havde været nede på nul Fahrenheit. Omkring minus tyve Celsius. Vi tog nogle meter film og gik tilbage til bilen. Betty var næsten stivfrossen, hun var meget kuldskær. Så skulle kameraet være mandens øjne, mens han kørte ind mod bilen. Jeg kravlede op på køleren og sad der og filmede, mens John sad og styrede. Det var endnu koldere, men spændende fordi det var så vanvittigt. Det var da noget, man kunne fortælle sine børnebørn: Så sad jeg der på køleren af en bil i fart i tyve graders frost og filmede. Betty havde siddet sammen med mig på bagsædet, men nu satte hun sig om på forsædet for at krybe helt ind til varmeblæseren. Vi kørte ind til Eastabrook park, hvor der var en bæk, der aldrig frøs helt til. Vi havde brug for en sekvens med en hat, der flød ned ad strøm­men. Vi havde hentet hatten samme morgen i Lakeshore kirken, hvor kvækerne samlede tøj til de fattige. Vi havde fået lov af Johns mor, der stod for indsamlingen, men hvis historien engang skulle genfortælles dramatisk, kunne man vel godt sige, at vi begik kirkerøveri for at skaffe de nødvendige rekvisitter. Inde ved bredden af bækken var der et tyndt lag is. Larry mavede sig ud over isen med hatten og en lang stok, så han kunne skubbe den helt ud i den smalle midterstrøm. Jeg stod inde på bredden imens og filmede. Vi kunne selvfølgelig ikke tænke på at få hatten igen, så den kunne gives til fattige hatteløse. Den var tabt for den store sag. Betty blev i bilen, mens vi filmede. Hun frøs som en lille hund. Jeg tænkte på, om negre kunne få gåsehud. Vi kørte over til John, hvor vi fik chili til frokost. Betty tøede langsomt op.

Så kørte vi over til mig. Der var ingen hjemme, hvilket passede mig udmærket. Jeg tog et par billeder af Betty, og så gik Larry i gang med at sminke hende. Når nu hun var her, kunne vi lige så godt bruge hende til filmens eneste rolle, som den gamle, hæslige kone, der synker sammen af strålesyge. Desværre var hun jo så fabelagtig smuk, at selv det tykkeste lag sminke havde svært ved at gøre hende gammel og vansiret. Mens Larry regerede med plakatfarve, vaseline og papirstrimler, kørte John og jeg ind til byen for at lede efter ruiner. Vi fandt et sted, hvor man havde saneret og hele grunden var overstrøet med murbrokker, og det filmede vi. Larry havde gjort et fint stykke arbejde, mens vi var væk. Betty var så godt som ukendelig, hvidpudret med mangefarvet papir klistret på ansigtet som sårskorper og et sort ar ned mellem øjnene. Vi gav hende et tæppe, hun skulle drapere om sig.
              Vi lod Betty stå i Marys værelse oppe på tredje sal og filmede trappen, som den så ud mens manden løb op. Da kameraet var kommet op til Betty, vendte hun sig glidende og dramatisk og sank ganske langsomt sammen på gulvet. Det gjorde hun aldeles storartet. Bagefter tog det hende det meste af en time at rense al sminken af igen.
              John kørte Betty hjem, mens jeg ryddede op.

Jeg var til gratiskoncert med let klassisk musik - Strauss og sådan noget - i Auditorium. Jeg var i fint humør, jeg havde løbet på skøjter nede på floden hele eftermiddagen, og efterhånden kunne jeg løbe hele banen rundt uden at falde. Gun var med til koncerten. Et par dage før havde hun ringet og sagt, hun ville tale med mig, men hun kunne ikke gøre det nu, fordi hun ikke var alene. Jeg tænkte straks, det nok havde noget med Betty at gøre. Nu var chancen der så. Hun begyndte med at sige, at jeg var det mest egoistiske menneske, hun kendte. Jeg gjorde præcis hvad jeg havde lyst til, tog ikke hensyn til andre, kom hjem langt ud på natten og opførte mig i det hele meget langt fra det almindeligt vedtagne. Hun sagde, at hendes AFS-søster Barbara havde fortalt hende, at der gik rygter om, at jeg var gået ud med en negerpige. Var det virkelig rigtigt? Det var det da, sagde jeg.
              Gun blev forfærdet og sagde, at det var én af de få ting, der kunne føre til øjeblikkelig hjemsendelse. Det måtte jeg øjeblikkelig holde op med. Hun spurgte, hvem det var, og da jeg sagde, det var Betty sagde hun, at hun var skuffet over min smag. Hun syntes, Betty så ud som en billig, lille dulle, alt for sminket.
              Hun sagde, at hvis der var tale om virkelig kærlighed, var der måske ikke så meget at sige til det, men hun var sikker på, at der ikke var tale om andet end en øjeblikkelig, seksuel tiltrækning. Hun sagde, at Walter, vores brasilianske AFS'er, var barnlig og overhovedet ikke havde nogen smag. Jeg havde smag, men den var depraveret. Havde det så endda været en kineser.
              Det var ikke fordi hun selv personlig ville have noget mod at gå ud med en neger, sagde hun, men det kunne man altså ikke i Amerika, og nu var det her, vi var, så det måtte vi rette os efter. Hvis jeg blev sendt hjem, fik jeg jo alligevel ikke noget ud af det.

Jeg blev nødt til at ofre Betty. Selv hvis det ikke kom så vidt, at jeg blev sendt hjem, ville alle de hvide piger boykotte mig, hvis det blev almindeligt kendt, jeg var sammen med en negerpige. Der ville blive iskoldt omkring mig. Jeg huskede, at mom engang havde sagt, at hun hellere ville dø end have, at en af hendes døtre skulle blive gift med en sort.
              Hun spurgte, om jeg havde været i seng med Betty, og jeg sagde, at det ikke kom hende ved, så det troede hun selvfølgelig, jeg havde. Og jeg, der ikke havde så meget som kysset hende. Gun insinuerede, at Betty nok tog betaling for sin gunst. Havde det været enhver anden pige end Gun, der havde sagt sådan, havde jeg troet, hun var jaloux, men der var jo ikke antydning af seksuel tiltrækning mellem os - vi kunne bare helt bogstaveligt snakke om alt mellem himmel og jord.
              Lidt efter sagde Gun, at hun var så ked af det på mine vegne, fordi jeg ikke troede på Gud. Det var så fattigt at være gudløs, der var ingen til at hjælpe en, når man var på vildspor.

Hele natten, vågen og i drømme, og hele næste morgen tænkte jeg på, hvad jeg skulle gøre. Der ville være mest holdning i at sige: Her står jeg. Så sandt hjælpe mig Gud, jeg kan ikke andet. Åbenlyst gå i byen med Betty, tage slagene i den rækkefølge, de faldt, tåle boykot og mulig hjemsendelse.
              Det ville være det modigste, men to argumenter talte imod. For det første vidste jeg ikke, hvor meget jeg betød for Betty. Hun kunne godt lide at gå ud med mig, men hun lagde ikke skjul på, at hun også gik ud med andre. Det var måske vel meget at ofre for en andel i en pige. Dels ville mit mod jo ikke hjælpe mig, hvis jeg blev sendt hjem eller i det mindste flyttet til en anden by. Det ville være romantisk, men også lidt dumt, og jeg havde altid forsøgt at være realistisk.
              Hvis jeg ikke kunne fortsætte, som om intet var sket, var der to muligheder tilbage. Vi kunne afbryde forbindelsen, eller vi kunne fortsætte med at ses i dybeste hemmelighed. Det sidste var farligt, for det kunne blive opdaget, og så ville reaktionerne blive endnu stærkere. Men Betty havde sagt, at hun havde fået at vide, hun måske skulle flytte til en anden skole. Det ville gøre det nemmere at mødes, uden at nogen opdagede det. Under alle omstændigheder kunne jeg altid håbe på, at vi kunne ses, når dette skoleår var forbi. Hun havde sagt, hun gerne ville væk fra Amerika. Måske kunne jeg lokke hende til København. 
              Jeg ringede til Betty og spurgte, om hun kunne komme ned på skøjtebanen, men det kunne hun ikke. Vi aftalte at mødes om aftenen i purple i. Derefter ringede jeg til Koon og inviterede hende i biografen tirsdag, jeg havde fået billetter til Spartacus. Jeg havde egentlig inviteret Betty, men det kunne jo ikke nytte noget nu.
             

              Jeg gik ned på the purple i om aftenen. John, Larry, Hank og Kendon kom, men Betty dukkede ikke op. Inden jeg gik derned, havde jeg igen talt meget længe i telefon med Gun. Hun sagde, at hvis jeg virkelig elskede Betty, kunne det måske motivere en principfast holdning, men personlig syntes hun ikke, det var det værd. Og jeg ville som sagt alligevel ikke få noget ud af den principfaste holdning, hvis jeg blev sendt hjem.
              Larry syntes, det var latterligt, hvis jeg skulle opgive Betty på grund af fordomme. Han troede ikke, Margit var blevet sendt hjem, fordi hun var gået ud med negre, men fordi hun rendte alle mulige andre steder hen. Ved nærmere eftertanke fandt han ud af, at det gjorde jeg jo egentlig også. Larry lo længe og larmende, da jeg sagde, jeg havde droppet min date med Betty tirsdag og inviteret en kineserpige i stedet for. Jeg kunne ikke se, det var noget at le af. Hvad så, hvis jeg havde en lidt eksotisk smag. Var der måske noget galt ved det?
              John mente, at det måske var den bedste løsning at opgive Betty, ikke fordi der i og for sig var noget i vejen med at gå ud med hende, men fordi man aldrig vidste, hvad det kunne ende med.

Næste dag ringede jeg til Betty og forklarede mit problem. Hun spurgte, om jeg da ikke havde været klar over, at der var racefor­domme i Amerika. Hun sagde, at det var et frygteligt land, især nede i sydstaterne. Hvis en neger dér tog en hvid pige ud, blev han lynchet. Hvis en neger tjente for mange penge, skete det tit, han blev myrdet. Hendes egen bedstemor var blevet slået ihjel, fordi hun var gift med en hvid, og de boede i et pænt hus. En masse negre hadede også de hvide. Selv kom hun fra en blandet familie, så hun havde det ikke sådan. Hun kendte en masse hvide drenge og var gået ud med dem. Nogle gange, når fodboldholdet skulle træne, sad de alle sammen hjemme hos hende. Det var lærerne utilfredse med, og det var også derfor, de ville tvinge hende til at skifte skole, så hun kom over et sted, hvor der ikke var hvide elever. Hun sagde at hun havde gået steady med en hvid dreng sidste år indtil oktober, da hans familie fandt ud af det. De var blevet rasende, og de var blevet nødt til at bryde. Senere, i december, havde de gået ud et par gange, men familien havde igen fundet ud af det. Det var ikke umuligt, de ville prøve engang igen senere, når det hele var faldet til ro. Hun sagde, at der ikke én eneste hvid dreng på skolen, hun ikke kunne få fat på, hvis hun ville. Det var derfor, pigerne hadede hende.
              Jeg tænkte på, at det godt kunne være, hun var det, man kaldte løs på tråden. Men for det første var det jo så vigtigt for alle herovre at være populære. Jo mere omsværmet en pige var, jo højere blev hun værdsat af andre, og jo bedre følte hun sig til mode. Allerbedst var det, hvis man blev inviteret af andre, der var meget populære, som for eksempel skolens sportsstjerner. Hele datings­ystemet var indrettet på den måde. For det andet sagde man jo, at sorte piger var tidligere udviklet end hvide; når en negerpige var tolv, kunne hun se ud som en hvid pige på fjorten-femten år. Betty fyldte seksten til maj. Hun kunne få selv den mest konservative amerikanske fyr til at glemme alle sine racefordomme, bare ved at blinke til ham. Hvilket selvfølgelig gjorde pigerne vanvittigt jaloux.
              Vi talte om at ses i New York eller København engang og måske også gå ud sammen her engang imellem, hvis vi kunne gøre det sådan, at ingen fik noget at vide om det.

Jeg løb på skøjter om eftermiddagen, var hjemme til varm kakao og gik i Fred Miller Theatre om aftenen og så Othello. Gun var der også. Efter stykket sagde jeg med et skævt smil til hende: - Heraf kan man altså se, at racemæssigt blandede forbindelser er af det onde.


En halv snes dage efter at Betty var begyndt på North, ringede jeg til hende for at invitere hende med ud på et nyt kaffehus, der hed The Gaol. Jeg troede ikke, nogen fra skolen kom der, så der kunne vi være i fred. Hendes bedstefar tog telefonen og sagde: - She don't live here no more.
              Jeg ville spørge, hvor hun så boede, men han smækkede røret på.
              Hvis ikke man kendte Betty, lød det underligt, at hun skulle være flyttet hjemmefra, hun var ikke mere end femten. Men jeg huskede, at hun havde fortalt, at hun var taget af sted ud i det blå i sommerferien. Hendes mor havde skrevet og tryglet hende om at komme hjem og også sendt penge til billetten, men Betty havde ikke lyst til at komme hjem, hun brugte pengene lige så hurtigt hun fik dem. Hun kom først tilbage dagen før skolen begyndte. Sandra henne på skolen stak af hjemmefra og dukkede op i Nebraska, sådan noget kunne Betty også finde på.
              Det kunne ikke være sandt, at jeg aldrig mere skulle se Betty. Uden at have så meget som kysset hende. Det kunne bare ikke være sandt.
              Jeg lavede mine trigonometriopgaver. Det gik helt godt. Jeg var begyndt at tænke matematisk. Mit følelsesliv var visnet, og det var lidt tidligt, når jeg ikke var fyldt atten endnu. Foran mig lå et liv med arbejde og forsagelse. Sådan måtte det være, vi drives frem under pligtens svøbe.

Dagen før min atten års fødselsdag var der telefon til mig.
              - Hallo, er Arne hjemme?
              - Ja, det er mig.
              - Det er Betty.
              - Nå. Hvad vil du?
              Jeg var lidt kort for hovedet. Det var så Betty Kartadiredja, hun havde vel glemt et eller andet på Lindas værelse. Når hun kunne være kølig over for mig, kunne jeg også være kølig over for hende.
              - Du lyder ikke særlig glad.
              - Hej, Betty. Er det Betty?
              Pludselig gik det op for mig. Det var ikke Betty. Det var Betty Betty. Den rigtige Betty. Betty jeg troede, jeg aldrig mere skulle høre fra.
              - Ja. Jeg fik dit brev for nylig. Hvornår skrev du det?
              - Det er mindst en måned siden.
              - Så længe siden. Jeg har været tre uger i Brooklyn. Jeg har skiftet mening. Jeg vil ikke bo i New York alligevel.
             
Hun ville gerne se den film, vi havde lavet med hende. Vi talte om at ses søndag. Jeg skulle prøve at skaffe en bil, måske ville John køre hende.
              - Så ringer du altså søndag formiddag, sagde hun til sidst.
              - Yep.
              - Vil du også ringe til mig inden da?
              - Would you like me to?
              - Yes.
              - OK. I will.
              - I have missed you, sagde hun.
              - Have you? And I you.

Vi sagde farvel. Der var en summetone i røret. Jeg lagde røret på. Der var stadig en summetone. Nu var den inde i hovedet på mig.
              Lidt efter gik det op for mig, at jeg ikke var nihilist længere. Jeg var glad. Så glad som jeg ikke havde været i mere end en måned.

AFS Milwaukee arrangerede et stort tredages-seminar for alle os udvekslingsstuderende i byen om det amerikanske negerproblem. Indlederen fastslog, at de amerikanske negre selvfølgelig først og fremmest var amerikanere og ikke nærede noget ønske om at flytte tilbage til Afrika, hvor deres forfædre kom fra. Faktisk vidste de ikke engang, hvilken stamme de tilhørte, eller hvilket land i Afrika deres forfædre kom fra, og der var i øvrig næsten ingen af dem, der var 100 procent sorte. Op gennem historien havde der været en vis raceblanding, så næsten alle havde også hvide forfædre.
              Det største aktuelle problem i Milwaukee var, at sorte ikke kunne bosætte sig, hvor de ville. Der var 63.000 negre i byen, og næsten alle sammen boede i en lille ghetto omkring floden. Kun omkring hundrede boede uden for ghettoen, og ingen neger kunne købe hus i en af de hvide forstæder som Whitefish Bay, uanset hvor mange penge, han havde, eller hvilken uddannelse, han havde fået. Skulle en prøve på det, ville folk i kvarteret rotte sig sammen og købe huset for næsen af ham for at holde ham ude. Man sagde, at huspriserne ville falde, hvis sorte flyttede ind, og man sagde også, at negrene var dårlige til at vedligeholde deres huse, selv om ingen af delene passede.
              Efter indledningen kunne vi stille spørgsmål. Hiroyuki fra Japan rakte hånden op.
              - Er de amerikanske negre så kristne eller hedninger? spurgte han.
              Mrs. Gordon fra Urban League talte om fordommene mod negre. Hun sagde, at hendes organisation også vendte sig mod Black Muslims og andre ekstremistiske grupper, der mente, at sorte var bedre end hvide. Hun blev spurgt om, hvad hun syntes om blandede ægteskaber og sagde, at det var et spørgsmål om de to passede til hinanden. Race havde ikke noget med sagen at gøre.
              Jeg spurgte om der fandtes fordomme mod hvide blandt negrene, og om lyshudede negre havde fordomme mod de mere mørkhudede, og begge dele svarede hun bekræftende på.
              - Men enhver må have lov til at have sine egne fordomme, sagde hun. - Det, vi i Urban League kæmper mod, er den lov­fæstede undertrykkelse. Enhver har sin fulde ret til ikke at kunne lide en medborger, men man har ikke ret til at berøve andre deres rettigheder som borgere i landet.
              Det var selvfølgelig rigtig nok, men jeg syntes nu også, man skulle prøve at gøre op med fordommene. Det værste ved raceha­det var, at det var smitsomt. Man greb sig selv i at føle sympati med eller modvilje mod et andet menneske på grund af noget så latterligt ligegyldigt som læderhudens pigmentering. Endnu mere tåbeligt var det måske at se sig selv i heroisk positur, bare fordi man var mod det rene idioti. Men selv om jeg kunne se vanviddet i fordommene, havde jeg selv en snert af dem, simpelthen fordi jeg aldrig havde kendt nogen fra andre racer tilstrækkelig godt. Jeg fik en følelse af fremmedhed, når jeg talte med dem. Hvis jeg lærte dem bedre at kende, ville jeg kunne se hver enkelt af dem som det menneske, han eller hun var. Så ville jeg lære, ikke bare at tænke men at føle, at jeg talte med en amerikaner. En amerikaner, hvis forfædre tilsyneladende kom fra Afrika, ligesom denne anden amerikaners forfædre kunne se ud til at være italienske eller russiske eller skandinaviske.
              Vi plejede altid at sige, at der ikke var racefordomme i Danmark. Men det var nok snarest fordi der ikke var så mange at have fordomme imod. Jeg kunne huske engang midt i halvtredserne, hvor min storesøster Bente skulle passe en lille mulatpige. Vi havde hende med ud på Bellevue, og folk stimlede sammen om hende. – Åh, hvor er hun nuttet, sagde de. De ville røre ved hende; de skulle åbenbart se, om hun smittede af. Folk stod i en stor klump og maste og trykkede sig ind mod os, med hænderne rakt frem og store gloøjne. Pigen blev rædselsslagen, hun peb og hvinede, og til sidst blev vi nødt til at gå hjem.
              Seminaret blev holdt i en negerkirke ude vestpå. Det var ikke så langt fra, hvor Betty boede. Tredje dag sluttede seminaret klokken fire om eftermiddagen, og jeg løb hele vejen hjem til Betty. Mens hun gjorde sig i stand, sad jeg og så fjernsyn. Jeg opfattede ikke, hvad det var, jeg så. Det var bare noget elektromagnetisk stråling. Det var to måneder siden, jeg havde set Betty, og hun var endnu smukkere end jeg huskede hende. Vi snakkede lidt om den varieté på skolen, jeg havde sendt hende billet til. Hun havde været der, men jeg havde ikke set hende - der var jo så mange. Jeg nævnte en sort pige, June Rainey, der havde sunget. Hun var meget smuk og havde en fantastisk stemme - lidt bluesagtig, lidt Marian Anderson. Hun blev altid brugt, når nationalsangen skulle synges til de store sportsbe­givenheder. Betty sagde det var hendes kusine.
              - Det er dog fantastisk, så kønne pigerne i din familie er, sagde jeg.
              - Ja det er de alle sammen, sagde hun med klædelig beskedenhed. - Med enkelte mislykkede undtagelser.
              Vi tog med bussen hjem til mig. Alle mennesker stirrede på os, selv om vi ikke holdt hinanden i hånden eller noget. Jeg havde set en artikel i et af bladene om Greenwich Village. Der stod, at nogle beatniks dannede par enten af en hvid og en sort eller af to homoseksuelle mænd. De to ting blev opfattet som lige perverteret. Da vi skulle skifte bus nede omkring skolen, måtte vi vente en evig tid på den næste. Mens vi stod der kom nogle fra skolen forbi, så man måtte nok regne med mere sladder. Men det var jeg ligeglad med. Måske var det bare noget, jeg forestillede mig, men jeg syntes jeg selv på afstand kunne mærke en strålevarme fra Betty. Tænk at synke om sammen med hende på en polynesisk strandbred, bare lægge sig i sandet og blive liggende tæt sammenfiltret, mens bølgerne skvulpe­de søstjerner ind over os og månen gled langsomt over himlen.
              Mom og dad var hjemme. Jeg sagde til dem, at jeg rent tilfældigt var rendt ind i Betty til det seminar om negerproblemet, jeg havde været til, og så havde jeg lovet at vise hende den film, hun spillede med i. Det sagde de ikke noget til, så vi gik op på mit værelse.
              Jeg viste filmen for hende to gange. Hun var meget begejstret, især for sin egen dødsscene. Så gav jeg hende de tre billeder, jeg havde taget af hende, og et af mig selv. Jeg skrev bag på det: "Til Betty, den smukkeste og sjoveste pige, jeg nogensinde har mødt." Hun så på billedet af præsident Roosevelt på væggen i mit værelse og spurgte om det var dad. Bagefter viste jeg hende kælderen, som hun også godt kunne lide.
              Hun skulle være hjemme inden spisetid, så jeg fulgte hende ned til busstoppestedet. Der var ingen mennesker på gaden. Jeg havde siddet og holdt om hende, mens vi så filmen, men nu kyssede jeg hende for første gang nogensinde. Det var ikke et af disse fjollede læbekys, men rigtigt, med små rullende tunger. Vi kyssede og kyssede; hun lukkede øjnene imens. Så slog hun dem op igen og så lige på mig, og så blev jeg jo nødt til at kysse hende en gang til. Vi blev ved, til vi så bussen komme. Det tog heldigvis lang tid.
              Jeg var mat og lykkelig bagefter og sad bare som en glad tosse på mit værelse og så ind i tapetet, mens jeg tænkte på hendes øjne. Det kunne godt være, hun ikke kunne genkende Roosevelt. Hun foretrak også rock'n'roll frem for jazz. Nogle gange sagde hun nobody, hvor hun skulle have sagt anybody. Hun var katolik og kunne ikke fatte, at nogen kunne undvære en Gud. Måske havde vi ikke så meget til fælles. Men hvis jeg kunne, ville jeg tage hende med hjem til Danmark. Det var uud­holdeligt at tænke på, at der skulle være ti tusinde kilometer mellem os om et par måneder.
              Det var ikke kun det, at hun var så smuk. Hun sagde også selv de mest almindelige ting på sådan en sjov måde, at jeg kom til at le hele tiden. Jeg følte mig så let og fri, når jeg var sammen med hende. Jeg syntes, hun gjorde mig til et bedre menneske, jeg blev mere venlig og overbærende af, at hun var der og havde lyst til at være sammen med mig.