Studentereksamen 1962

     

                                                           Rundt til alle i klassen

August 1961

Mandag morgen var det første skoledag. Jeg stod op halv-fem for at nå at komme ind til byen. Jeg var lige hjemme og skiftede til lyse bukser og blå blazer med et lille, diskret AFS-emblem i knaphullet. Så tog jeg s-toget til Frederiksberg sammen med min lillesøster Mariann, der skulle begynde i første g., og gik resten ad vejen til Gartnergade. Skolen var skrumpet i den tid, jeg havde været væk, og den var ellers trang nok i forvejen. Når jeg tænkte på, at det varede et år, før jeg slap ud, kunne jeg kun mumle som Kurtz i Mørkets hjerte: The horror..., the horror...

              Nørre G. var ikke nogen almindelig gymnasieskole, den var skoleverdenens Cayenne, en straffekoloni man blev deporteret til. En anstalt med sure tavlesvampe, mappeklemte madpakker, hvor rødbeden blødte tværs gennem leverpostejen og ned i den væsken­de ost, kridtstøv, sure sokker og purulente bronkier. I skolegården midt i Nørrebros sorte firkant travede de indsatte elever rundt i en evig, klam novembertåge, der lugtede af osende kulfyr.

              Man søgte ikke frivilligt ind på skolen. Eleverne måtte fanges ind med net over hele det storkøben­havnske område, fra det fjerneste Tårnby til Bispebjerg. Og eleverne kom næsten alle sammen fra familier uden akademiske traditioner - småhåndværkere, funktionærer og arbej­dere. Prototypen på en Nørre G.-elev var den flittige pige, der havde klaret sig så godt i mellemskolen, at de stolte forældre kunne drømme om en fremtid for hende som tresproget korrespondent - indtil hun blev sikkert gift, naturligvis. Og det var ikke kun eleverne, der var tvangsud­skre­vet. Mange af lærerne var det også. De havde måske drømt om en akademisk karriere, måske om en livsgerning på et prestigegym­nasium i smukke omgivelser. Og så var de blevet hængende år efter år i den trange gyde mellem Rantzausgades benzinos og pissoiret i Kors­gade. Det var de havarerede, der mødtes her. Det var ambitionernes elefantkirkegård. Tysklærerinden, der skulle hjælpes op ad trappen af en af de flinke piger, førte kartotek over alle elevernes fejl gennem tre år ("Det er ikke første gang, du laver den fejl, Arne. Du havde den samme fejl i oktober 1958") og kun kendte én vittighed (at hendes nevø engang havde sagt dulerødder i stedet for gulerødder). Religionslæreren, der boede hjemme hos sin mor, der hver dag smurte madpakke til ham og lagde sokker og underbukser frem. Da moderen døde, og han som halvtredsårig blev alene, konverterede han til katolicismen og gik helt bogstaveligt i kloster. Naturfags­lærerinden, hvis mand løb skrigende bort efter tre ugers ægteskab. Sanglæreren, der forgreb sig på pigerne. Nørre G. var bunden. 

              Vi terpede grammatik og skrev stiløvelser over Bismarcks vittige bemærkninger. Brecht, Joyce og Villy Sørensen eksisterede ikke. Tysk gik til og med graf Zeppelin, engelsk til Katherine Mansfield og John Galsworthy, dansk sluttede med HC Branners noveller fra trediverne. Mange af bøgerne og vægkortene var fra mellemkrigstiden. Det var ikke kun den småforsuttede, indeklemte terpeskole, man kendte fra "Det forsømte forår" og "Den kroniske uskyld". Det var værre, det var noget fra Dantes niende kreds.

              Skolebygningerne i baggården var fra 1890'erne. Et klasseværelse var indrettet i et tidligere garderobeskab. Værelset var tre gange fem meter, med glasvæg ud mod gangen, og dér sad ni elever. I Naturhistorisk faglokale sad vi på lårene af hinanden på trange bænke mellem mølædte udstoppede dyr og et skelet, vi kaldte hr. Thejll efter en tidligere rektor. Fysiklokalet var en mørk hule, hvor lyset aldrig trængte ind. Alt var brunt og dystert, der var ingen ventilation. Morgensam­lingen foregik i pigernes gymnastiksal, hvor de dagen igennem indtog plastiske stillinger. Når drengene skulle til gymnastik, skulle vi bruge halvdelen af timen på at gå over til Hermeshallen; på skolen var der ikke plads til os.

              Jeg skulle gå i IIIC. Nu, hvor jeg var kommet til, var vi fire drenge og syv piger, så det var en lille klasse. Der var heller ikke plads til flere i det lille loftskammer på tredje sal, der var vores klasseværelse. Jeg kendte ingen af de andre. Det ville blive et langt år.

Juni 1962

Vi begyndte på de mundtlige eksamener. Jeg var først oppe i engelsk og fik ug. Om eftermiddagen var jeg ude hos Lene. Jeg havde mødt hende på Østerport station, og hun spurgte, om jeg ikke ville ud og spille kroket. Det gjorde vi så, jeg vandt 3-2. Der var Atomdemonstration ude på Rådhuspladsen, hvor folk skulle ligge i soveposer hele weekenden for at demonstrere mod prøve­sprængningerne, og Lene ville gerne med derind. Det lignede hende ellers ikke. Vi havde overhovedet ikke talt om vores forhold eller om, at vi var holdt op med at komme sammen. Jeg syntes, det var for pinligt at snakke om. Men i toget sagde hun, at hendes mor havde sagt, hun havde introdu­ceret tre søde, unge mænd i huset. Resten var mærkelige. Hun nævnte navnene på de tre søde.

              - Så er jeg altså en af de mærkelige, sagde jeg.

              Det tyggede hun lidt på. Så sagde hun: - Jeg tror, at meget intelligente mennesker aldrig er søde. De er for kloge og for dygtige til at udnytte andre mennesker, ikke?

              Jeg smilede og sagde, at det var egentlig en temmelig grov beskyldning. Hun smilede ikke. - Jeg prøver på ikke at være grov, sagde hun.

              Nogle gange havde jeg en fornemmelse af, at jeg aldrig havde været forelsket. I hvert fald ikke så meget, at jeg var villig til at opgive alle andre for denne ene piges skyld. Og hvis jeg havde været det, så var det i en pige, der ikke ville have mig.

              Det ville da også være et usandsynligt slumpetræf, hvis jeg lige skulle blive forelsket i en, der også blev forelsket i mig. Når nu der var så mange mennesker i verden. Statistisk set var det ikke sandsynligt, det nogensinde ville forekomme. Man kunne nemt regne det ud. Hvis jeg kun blev forelsket i én ud af tusinde piger, jeg så, og pigen havde det på samme måde, så var chancen for, at det lige var hinanden, vi blev forelskede i, én ud af en million.

Jeg var oppe i mundtligt fransk og fik ug. Samtidig fik jeg de skriftlige karakterer. Jeg blev glædeligt overrasket over, at jeg havde fået mg+ i tysk, jeg troede den ville ligge omkring godt kryds. I skriftligt dansk fik jeg ug. Jeg havde skrevet fjorten en halv side om "Dagspressens indflydelse, politisk og kulturelt." Jeg henviste i stilen til Hearsts indsats under den spansk-amerikanske krig, La Prensas kamp mod Peróns diktatur, Zola og "J'accuse", Hørups ledere og Nicolai Blædels artikler om Hitler-Tyskland og talte om formiddagsbladenes fordummende indvirkning og mulighederne for, at den trykte presse mistede terræn til radio og fjernsyn. Der var tradition for, at den danske stil, der fik ug - der var sjældent mere end én - blev trykt som kronik i Politiken, men den tradition fraveg man i år. Måske fordi jeg sine steder var temmelig skarp i mælet.

              Jeg manglede to fag endnu - latin og oldævl - men selv hvis jeg skulle få slet i begge fag, havde jeg bestået alligevel, så uanset hvad var huen hjemme. Jeg tænkte på, at man kunne jo også se studenterhuen som en narrehue. Med den på kunne alt folket se, at man var sådan en, der havde spildt en sjettedel af sit liv på at terpe grammatik.

              Jeg fik også at vide, at jeg var blevet nummer seks i den franske stilkonkurrence, Alliance Française havde udskrevet. De fire første fik en rejse til Frankrig. Jeg fik en bog om Paris.

Latin var sidste fag. Jeg kom op i et af de stykker, jeg ikke havde nået at læse, og stirrede uforstående på det. Jeg bad om lov til at læse det op først, og mens jeg læste det op, dæmrede det en smule. Bagefter kom Flensborg ud på gangen og sagde: - Hvis du henter et glas vand til censor, får du et meget lille mg minus.

              Rektor kom tilfældigvis forbi på gangen og kom hen og sagde, at han personlig ville krone mig med huen, og at han ville bryde traditionen for at der skulle være stille, så længe eksamen var i gang. - Lad os alle sammen råbe et hurra for vor hjemvendte dansk-amerikaner, sagde han.

              Jeg følte ikke nogen særlig glæde. Jeg var bare tom og sulten og temmelig udmattet.

              Om aftenen var jeg i Tivoli med klassen. Vi var i Færgekro­en. De andre spiste skipperlabskovs, men jeg syntes, det lignede hundebræk og skulle ikke have noget. Det var ikke et sted, der tiltalte mig. Fadøllet var tyndt og dyrt, og den germanske stemning med hyggepianist og tåbelige drikkeviser bød mig i den grad imod.    

              Vi fortsatte til Det mystiske Hus, hvor vi løb rundt og hoppede op og ned som aber og skreg og var studentikose. Så kørte vi rundt i Radiobilerne. Vi prøvede at køre ind i hinanden så mange gange som muligt.  

              Det var så det.

Til afslutningen to dage efter startede vi ude hos mig til morgen­mad. Vi sad ude i haven og drak kaffe. Der blev taget billeder af mig med huen, flankeret af mine forældre, der så meget stolte ud. Min far så nærmest ud, som om han havde lagt et æg. Det var ikke så almindeligt at blive student, især ikke i det kvarter, hvor vi boede. Aviserne havde hvert år et tillæg med navnene på alle årets studenter. Der var omkring tre tusinde, syv procent af en årgang. Det var et fremskridt, ti år før var tallet fire procent. Vores årgange var de første, hvor det var muligt at blive student, selv om ens forældre ikke var akademikere eller vel­bjærgede.

              Vi tog med s-toget ind til afslutningen på skolen. Vi skreg og truttede i signalhorn. Ind i mellem brølede vi: - Heja heja, kom og se. Her er vi fra Nørre G.

              Afslutningen fandt sted i Hermeshallen. Vi skulle gå enkeltvis op og få vores eksamensbevis, hallen var udsmykket med lysegrønne bøgegrene. Rektor holdt tale med mange citater af Martin A. Hansen. Jeg syntes, der var vel meget kristenpropagan­da.

              Så kravlede vi op på hestevognen. Der var kun én hvid hest til at trække os alle sammen. Kusken sad på sit sæde, sortklædt og med sort hat. Vognen var smykket med guirlander, balloner og bøgegrene. Vi kørte ind til krinsen på Kongens Nytorv og dansede om hesten. Vi løb meget hurtigt rundt, så Christel gled og faldt og trak Ulla med sig ned.

              Så kørte vi rundt til alle i klassen. Det var pigerne, der havde bestemt rækkefølgen og traktementet. De syntes ikke, vi skulle være for fulde, så nogle steder fik vi yoghurt, orangejuice eller frugtsalat. Men vi fik også kaffe og cloc, caloric og portvin.

              Vi brølede uafbrudt i otte timer, mens vi kørte rundt, vi var sikkert det mest støjende studenterhold i København. Ud over vores Nørre G.-kampråb havde vi noget, der hed et Christianshavner-hurra og det særlige Schneekloth-hurra, der lød: Havet omkring Danmark, vort moderlige hav hav hav. Skååål.

              Det sidste sted fik vi rijstafel og øl. Det var et rækkehus på Drosselvej, vi sad ude i haven bagefter, og så gik vi ind i stuen og dansede. Som fest betragtet var det noget tamt, og jeg kunne ikke mande mig op til den helt store nostalgi.