Ritzau og Aktuelt 1965

Sulfoskum i Mølleåen 1965. Fra reportage i Aktuelt om forurening

En af de første dage i det nye semester kom jeg gående over Frue Plads, da jeg pludselig stoppede op og kiggede op i den grå himmel.     

              - Nu har du gået i skole i seksten år, sagde jeg til mig selv. - Du har gået i skole hele dit liv. Var det ikke på tide, du prøvede noget andet?

              Hvorfor skulle jeg egentlig halse af sted for at tage den eksamen i rekordfart? Hvorfor skulle det være særlig attråværdigt at blive gymnasielærer som 24-årig og så begynde at se frem til den dag, jeg gik på pension? Der måtte da være mere i verden end det. Der ville ikke ske noget ved, at jeg holdt en pause. Verden brød ikke sammen af den grund. Jeg kunne komme tilbage til uni, hvornår det skulle være. Om jeg så blev væk i tredive år, kunne jeg komme tilbage efter det; uni løb ingen vegne. Der var fri adgang til alle fag, man kunne skifte fag, som man havde lyst. Jeg havde bevis på, hvor langt jeg var kommet. Jeg kunne altid starte på præcis det punkt, jeg var kommet til - at jeg så var blevet ældre og mere moden i mellemtiden ville kun være en fordel.

              Jeg havde ikke spildt de to år, jeg havde brugt på at tage niende med på Bernadotteskolen og være et år i Amerika. De to år havde formet mig mere end nogen andre år. Jeg ville heller ikke spilde tiden, hvis jeg rejste ud i verden nu eller prøvede at finde et arbejde. Det var ikke svært at finde arbejde. Arbejde var der nok af.  

Jeg gik ind i Mikkelbryggersgade og op på Ritzaus Bureau, hvor jeg snakkede med chefredaktøren, Gunnar Næsselund. Jeg sagde til ham, at jeg godt kunne tænke mig at blive ansat på bureauets udenrigsafdeling.

              Han så på mig, denne toogtyveårige fyr, der kom vadende lige ind fra gaden, og spurgte, om jeg havde nogen form for journalistuddannelse. Jeg svarede, at jeg ikke havde nogen formel journalistuddannelse, men jeg fortalte også om mine vikariater på Aktuelt og hvad, jeg ellers havde lavet i tidens løb.

              - Jamen, så kan du gå op på udenrigsredaktionen nu, sagde han. - Jeg ringer derop. Så sætter de dig på forskellige opgaver, og så kan du komme ind til mig i morgen formiddag. Så fortæller jeg dig, om du er ansat eller ej.

Jeg gik op på udenrigsredaktionen, hvor jeg fik telegrammer på engelsk og tysk frisk fra fjernskriveren. Jeg skulle skrive dem sammen til historier på dansk. Næste dag var jeg inde hos Næs­selund, og han sagde, jeg kunne begynde 1. april. De kørte i døgndrift med trevagtsskift, jeg skulle gå ind i vagtordningen. Jeg skulle have en 12-1500 kroner for den første måned. Efter tre måneder kunne der muligvis komme nogle personlige tillæg til. Hvis jeg blev der i to år, kunne jeg blive anerkendt som B-medlem af Journalistforeningen, og så fik jeg taksten, der var på 25.000 om året.

Dagen efter skulle jeg op halv fem og til Næstved for at lave Studenterbladet. Jeg kom tilbage til København ved middagstid, og så var jeg på Ritzau fra 14 til 21.30. Det var en spændende proces at skrive historierne sammen. Vi havde en hel række fjernskrivere stående, en til hvert af de internationale bureauer. De havde papirruller i forskellige farver, så man altid let kunne se, hvor et telegram kom fra - lyseblåt for det engelske Reuter, lyserødt for det franske AFP, gult for det tyske DPA. Vagthavende rev strimlerne af, gennemgik dem og fordelte dem til medarbejderne. Journalisterne fik et bundt strimler om samme historie og strikkede dem sammen til en artikel, der blev hamret ned på en af de aldersstegne skrive­maskiner. Når der kom en ny historie ind, lavede man et kort take på det. Efterhånden som der kom flere detaljer på, lavede man nye takes. Når man var færdig med et take, gav man det til vagthaven­de. Han lavede rettelser, nogle gange skulle man skrive det hele om. Når han var tilfreds, gik manuskriptet videre til hulledamen, der sad med touperet hår og perlemorsfarvede negle ved telexsenderen og forvandlede de maskinskrevne ark til en uforståelig række hulmønstre på lange, smalle papirstrimler. Hulmønstrene gik ind i telexsenderen og blev på en eller anden måde forvandlet til elektriske impulser, der gik ud over nettet til de redaktioner, der abonnerede på Ritzau. Ude på redaktionens fjernskriver blev hulmønstrene så igen forvandlet til bogstaver på en papirrulle, der hele tiden kørte  op gennem en sprække i låget.

              Jeg fik et par rettelser og påmindelser undervejs.

              - Herinde siger vi Østtyskland og ikke DDR, formanede redaktionssekretæren mig. Men stort set var han vist ganske tilfreds.

              Det gav en vis følelse af magt at være den, der bestemte hvordan en historie skulle vinkles. Det, jeg skrev, var afgørende for, hvordan nyheden ville blive opfattet og forstået af dem, der læste aviser eller hørte radio. Vi skulle selvfølgelig forsøge at være så objektive som overhovedet muligt, men man blev altid nødt til at vælge noget ud som det væsentligste og udelade noget andet. I selve udvælgelsesprocessen lå der en vurdering, der uundgåeligt ville farve historien.

              Jeg syntes, det var spændende at sætte sig ind i, hvordan man gjorde, og hvis jeg ville gøre mere ud af journalistikken, var det under alle omstændigheder en fordel at kende faget fra så mange vinkler som muligt.

Den sidste uge, jeg var på Ritzau, tog de mig af vagtsystemet og satte mig til at skrive baggrundsartikler. Det var noget, en række provinsaviser abonnerede på - dem der ikke havde råd til at have udenrigskorrespondenter selv. De fleste af dem bragte baggrundsar­tiklerne samlet på en stor, udenrigspolitisk side én gang om ugen. Nogle af dem stykkede dem op og kørte dem ugen igennem. Jeg skulle skrive fem-seks artikler til siden; jeg måtte selv om, hvilke aktuelle emner, jeg ville tage op. For en ordens skyld lavede jeg et par ekstra, så de havde noget at vælge mellem. Måske kunne nogle af dem også holde til næste uge. Bureauet havde et udmærket arkiv med gule poser med udklip. Det fordybede jeg mig i sammen med de ugentlige løsblade fra Keesing's Contemporary Archives. Det store atlas fra Times var også godt at have foran sig. Engang imellem gik jeg ind på Hovedbiblioteket og bad de søde bibliotekarer på læsesalen om at finde oplysninger, jeg havde brug for. Når jeg havde skrevet et par artikler, kunne jeg bare gå hjem. Jeg skrev om mulighederne for, at de Gaulle opstillede til næste præsidentvalg og om situationen i Indonesien, hvor der havde været stridigheder mellem militæret og det store kommunistiske parti. Jeg skrev også en lang artikel om Cambodja, der lå som en fredelig ø - et sydøstasiatisk Schweiz - mens krigen rasede rundt omkring. Jeg prøvede ud fra det materiale, jeg kunne finde i arkivet - mest udklip fra aviser som Le Monde og Neue Zürcher Zeitung - at analysere den neutralitets­politik, Norodom Sihanouk førte og viste, hvordan Cambodja havde nære forbindelser med både Kina og Frankrig, mens de så med meget skæve øjne på amerikanerne, og forholdet til nabolandene Thailand og Sydvietnam var temmelig anspændt. Nogle aviser bragte mine baggrundsartikler som kronik, men det fik jeg ikke ekstra for. Jeg var meget optaget af at være så objektiv, som det var muligt, og jeg var fuldkommen sikker på, at der ikke var nogen, der ud fra de artikler, jeg skrev, kunne gætte sig til, hvilke politiske meninger, jeg selv havde. På redaktionen var de godt tilfredse med det, jeg lavede. Den næstsidste dag, jeg var der, kom chefredak­tøren, Næsselund, op på udenrigsredaktionen og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at fortsætte alligevel. Så ville han give mig 2500 om måneden, 500 mere end jeg fik på Aktuelt. Jeg spurgte, om jeg kunne få fast ansættelse på baggrundsstoffet, for så ville jeg nok gerne blive. Det passede mig fint at arbejde selvstændigt og kunne gå hjem, når jeg var færdig. Men det kunne han ikke love mig; der var ikke arbejde nok til en fuldtidsstilling på baggrundsar­tiklerne, så jeg blev nødt til at gå ind i vagtordningen med treskift nogle uger. Så ville jeg hellere være på Aktuelt, selv om det gav lidt mindre. Det var fint nok med treskift nogle uger, men hvis det skulle være i længere tid, ville det blive temmelig hårdt alle de gange, hvor man havde hundevagten 22-6 eller skulle møde op søndag morgen klokken 6. Når man havde vagten 14-22 kunne man heller ikke gå til møder eller i biografen. Dagen efter kom Næs­selund op på redaktionen igen. Han havde spurgt Aktuelt, om bladet og Ritzau ikke kunne deles om mig, men det havde Hylander ikke været begejstret for. Måske kunne jeg selv foreslå det for Hylander. Jeg fik 1500 for de femten dage, jeg havde været på arbejde. Jeg havde fået fri omkring turen til London og noget ind mellem. Det var dobbelt så meget, som vi havde aftalt til at begynde med.

Mandag var første dag på Aktuelt og første dag, der var ølstrejke. Jeg var rundt på alle værtshusene for at lave reportage. Folk var temmelig ophidsede, og der var tendenser til hamstring. Det var øl eller ingenting, sagde de. Ingen kunne få dem til at drikke vin. En tjener sagde, at man måske kunne gøre ligesom under besættelsen og kun sælge sæt, så man skulle købe en snaps, hver gang man købte en af de resterende øl, de havde på lager endnu. Det ville få øllerne til at strække længere. Jeg spurgte Hylander om, hvad han syntes om Næsselunds forslag om, at de kunne deles om mig. Det var han ikke indstillet på. Når jeg var ansat på bladet, så var det der, jeg arbejdede, ikke andre steder.

Et par dage efter var jeg på Montmartre. De havde heller ikke mere øl, ikke engang det skånske Pripp, der ellers havde været nødløs­ningen nogle dage. Nu havde de kun hvidvin i små karafler til ti kroner. Der var kun to små glas i sådan en karaffel. Jørgen Leth var derinde og hilste overstrømmende på mig: - Vi må ud og have nogle pilsnere en dag, sagde han.

              - Det kan vi ikke, sagde jeg. - Der er ølstrejke.

              - Nå ja, det er der jo også, sagde han. Han så ud til at have fået rigeligt at drikke. Det viste sig, at han også have fået 5000 i arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

              Jeg sad og snakkede med Ole Arentzen fra Studentersam­fundet. Når ikke man kunne få øl, gad vi ikke blive boende i Danmark, sagde vi til hinanden. Vi ville langt, langt væk. Helst et sted, hvor der var palmer og smukke piger. Jeg snakkede om Cambodja, som jeg lige havde skrevet om på Ritzau. Ingen menne­sker havde nogensinde hørt om Cambodja, det var ligesom Dahomey og Sikkim og den slags lande. Men jo mere, jeg læste, jo mere spændende og vanvittigt syntes jeg, det var. Stats­lederen, Norodom Sihanouk, var oprindelig konge, men så ab­dicerede han og blev formand for det folkesocialistiske parti. Han var en playboy, der elskede hurtige biler. Han havde også været instruktør på landets eneste spillefilm og spillede jazz-saxofon. Men Sihanouk havde også styret landet uden om alle krige og konflikter, hans land var en fredelig oase i en verden af krig. Hans partis ungdomsafdeling hed De kongelige ungsocialister. Det var slet ikke til at stå for. Og alle pigerne var så smukke, så smukke og dansede hånddans med små slangeagtige bevægelser af armene og spillede klingklingmusik på zither, mens papegøjerne hoppede rundt i palmerne, og fuldmånen lyste over Angkor Vat. Ole blev meget begejstret for Cambodja, der måtte vi hen. Først og fremmest skulle vi komme i kontakt med dem, så vi oprettede på stedet en ven­skabsforening for vores to lande, med Ole og mig som bestyrelse og eneste medlemmer. Næste dag sendte jeg et brev til den cambodjanske ambassade i Paris, der var den nærmeste, hvor jeg fortalte om den venskabs­forening, vi havde oprettet, og bad dem sende mig materiale om landet. For at vise min gode vilje oversatte jeg den artikel om Cambodjas neutralitetspolitik, jeg havde skrevet på Ritzau, til fransk og sendte den med.

              Ambassaden sendte en stadig strøm af store, illustrerede tidsskrifter og hefter og brochurer med Sihanouks taler og op­lysninger om landet.

              Nogle måneder efter sendte ambassaden mig særtryk på engelsk og fransk af en tale, Sihanouk havde holdt. Den var udgivet af statschefens kabinet og havde på engelsk titlen; "What do our independence and neutrality really denote?" Talen sluttede: "Finally, I could hardly round off these remarks on our neutrality better than by quoting some extracts from an article by the great Danish journalist Arne Herlov Petersen... Mr. Petersen has noted shrewdly that we are not systematically either pro-East og pro-West..." Han citerede lange uddrag af min artikel. Det var som satans, tænkte jeg, nu har jeg også formuleret Cambodjas udenrigspolitik. Derefter begyndte ambassaden i Paris at tildele mig en ekstra titel, når de skrev til mig: "Consul honoraire du royaume de Cambodge". Jeg boede jo stadig hjemme hos mine forældre i rækkehuset i Brønshøj. Jeg begyndte så småt at tænke på, hvordan det ville se ud med et lille ovalt emaljeskilt ved døren med sammenflettede elefanter og tempelruiner, men inden jeg bestilte skiltet, ville jeg da lige spørge ambassaden, hvordan det egentlig forholdt sig med den konsultitel. De svarede, at der beklageligvis var tale om en sekretærfejl.

              Fem år senere blev Norodom Sihanouk afsat ved et amerikansstøttet militærkup, mens han var på statsbesøg i Kina, og Cambodjas lange tragedie begyndte. Jeg stod lige og skulle ind på Aktuelt, da posten kom med et telegram. Det var fra Sihanouk. Han skrev fra Beijing, at han ville tage kampen op og oprette en eksilregering, og det ville han gerne fortælle venskabsforeningen.               

              Klokken elleve var der det sædvanlige redaktionsmøde på chefredaktørens kontor ved siden af redaktionssekretariatet. Du tager mordet i Vanløse, du ser lidt på forslaget om afgiftsstigninger, du interviewer ham skuespilleren, der fylder halvfjerds.

              - Nå, er der så ellers nogen, der har noget? spurgte chefredaktøren, Bent Hansen, til sidst som han altid gjorde. 

              - Tja, sagde jeg. – Fyrst Norodom Sihanouk vil oprette en eksilregering.

              Det var et scoop. Det havde ikke stået i nogen avis, og bureauerne havde ikke fået historien.

- Hvor ved du det fra? spurgte chefredaktøren.

- Det har han skrevet til mig, sagde jeg. - Jeg har hans telegram i inderlommen.

- Jaså, sagde Bent Hansen. - Jamen, så tager du den historie.

Han så længe på mig. - Og vil du så lige kigge ind på mit kontor efter mødet?  

Det gjorde jeg da. Chefredaktøren så på mig.  

- Sig mig engang, Arne, sagde han. - Er det sådan, at alle statsledere telegraferer til dig, hver gang de træffer vigtige beslutninger?  

- Nåh næh, sagde jeg beskedent og åndede på mine negle. - Kun nogle af dem.