Elmer og Inge kørte mig rundt i Oakland og se
Jack London Square og andre lokale seværdigheder. Vi kørte over til Berkeley,
hvor min amerikanske bror John arbejdede på et laboratorium. Han var der ikke,
så jeg lagde besked. Om eftermiddagen ringede han og spurgte, om jeg ville med
ud til en demonstration mod Goldwater. Det ville jeg da gerne, så han kom og
hentede mig. Han havde fået rødt overskæg, det så lidt mærkeligt ud. Han sagde,
at han regnede med at tage ned til Mississippi som Freedom Rider en af de
nærmeste dage. Vi snakkede om præsidentvalget. John havde tænkt sig at stemme
på Lyndon B. Johnson. Jeg så måske lidt tvivlende ud, for han forklarede det. –
Valget står mellem en død kat og et dødt stinkdyr, sagde han. Jeg vil hellere
have den døde kat i huset end stinkdyret.
Vi
kørte ud til Cow Palace, hvor konventet fandt sted. Der var ikke skygge af
mulighed for at komme indenfor, men udefra kunne vi kigge ind i et hjørne af
salen. CORE demonstrerede udenfor. Omkring fire hundrede mennesker vandrede rundt
i ring med skilte. Jeg fik et, hvor der stod "Goldwater for President of
South Africa". Jeg satte emblemer for CORE og atomkampagnen, CND, på
brystet. De fleste demonstranter var hvide, men der var også nogle sorte
imellem. Vi sang "We shall Overcome" og råbte i kor "Goldwater
must go". Jeg bemærkede, at ikke kun pressefotografer, men også
uniformerede betjente ihærdigt stod og fotograferede os. Jeg tænkte på, at
næste gang, jeg søgte visum til USA, ville de måske hale en forstørrelse af
billedet frem med mig siddende dér med stort skilt og råbende mund. Ind imellem
holdt vi pause i en lille bar i nærheden, hvor vi spiste burgere, drak øl og
fulgte med i konventet i fjernsynet. På et tidspunkt satte vi os alle sammen
ned for at markere civil ulydighed. Der stod politifolk alle vegne omkring os,
men de skred ikke ind. Demonstrationen var helt igennem fredelig og
ikke-voldelig. Ved 22-tiden ville John hjem; det ærgrede mig lidt, for de
skulle lige til at stemme inde i salen, men han var træt og frøs. Lige i det
jeg kom ind i stuen hjemme hos Elmer og Inge, nåede Goldwater ved hjælp af
South Carolinas stemmer op over det magiske tal 655, så sejren var hjemme.
Derefter blev han erklæret enstemmigt valgt, selv om mange havde stemt på
andre. Reglerne sagde, de kunne skifte mening med tilbagevirkende kraft, så det
gjorde de. Fjernsynet gjorde en del ud af CORE's demonstration. Det var
lykkedes nogle demonstranter at komme ind i konventsalen på falske adgangskort.
De gik ned ad midtergangen og foldede et kæmpemæssigt CORE-banner ud og viftede
med skilte, hvor der stod "Bad Platform". De blev lynhurtigt hevet
væk fra fjernsynskameraerne og ud. En enkelt havde sat sig foran talerstolen
og måtte bæres ud af politiet. Da Goldwater var erklæret valgt, bar demonstranterne
udenfor en kæmpemæssig ligkiste med påskriften "Republican Party. Born
1856. Dead 1964" hen foran indgangen sammen med et flammende Ku Klux
Klan-kors i papmaché. Det forlød, at de ville spærre parkeringspladserne og
alle udgange, så de delegerede ikke kunne komme ud, men politiet ryddede
hurtigt pladsen, uden at det kom til slagsmål eller arrestationer.
Journalisten ringede til mig næste formiddag og
sagde, der lå et adgangskort til konventet til mig på Wisconsin-delegationens
kontor på Hotel St. Francis downtown. Men det skulle hentes inden klokken 13,
og klokken var næsten 12. Jeg nåede en ekspresbus over Bay Bridge ind til San
Francisco og fik kortet hentet i tide. Så havde jeg god tid, til jeg skulle
være ude i Cow Palace klokken 16. Jeg tog med den gamle kabelsporvogn op ad
stejle gader til Chinatown, hvor jeg gik rundt. I en nordkinesisk restaurant
fik jeg noget udmærket oksekød med ingefær. Jeg gik ned til havnen og var ved
at fare vild i de mange gader, der snoede sig rundt, men omsider fandt jeg en
bus, der kunne køre mig ud til 5th og Mission og en anden bus, der kørte gennem
endeløse slumkvarterer med afskallede huse, drugstores og mexicanske
restauranter ud til Cow Palace. Også i dag demonstrerede CORE udenfor. Det var
en underlig fornemmelse at gå forbi demonstrationen med mit fine adgangskort og
blive vist ind af smilende og nikkende republikanere. Jeg havde fået en plads
højt oppe i galleriet og bag talerstolen, så man kun kunne se talerne fra
nakken, men jeg kunne gå rundt i salen og se dem på nærmere hold. William
Miller blev nomineret til vicepræsidentkandidat og valgt enstemmigt. Hver gang
hans navn blev nævnt under nomineringstalen, rakte alle de delegerede plakater
med hans navn op eller viftede med flag, det amerikanske eller det texanske. De
delegerede var for hovedpartens vedkommende mindre forrretningsdrivende,
advokater og ejendomsnæglere. Mange var klædt ud i bolsjestriber og stjerner på
blå bund, Californiens 86 delegerede var iført guldveste. Man kunne købe
sodavand i gyldne dåser – ”Gold water. A pleasant drink for the Conservative
taste”. Der var skilte med AuH2O og tonsvis af brochurer.
Da
Goldwater kom på talerstolen, regnede konfetti, guirlander og flere tusinde
røde, hvide og blå balloner ned over salen. Hver gang en taler havde nævnt hans
navn, skreg folk hysterisk, viftede med alt, hvad de havde at vifte med og blæste i tudehorn, som var det nytårsaften.
Jeg var omgivet af unge republikanere, der havde fået adgangskort som tak for
ihærdig indsats. De var skræmmende med deres hæse håb og blinde begejstring.
Det hele mindede mig om en mellemting mellem Nürnbergstævnerne og Ringley Bros.
cirkus. "It can't happen here", sagde folk i Amerika altid om
fascismen. Når man så sig rundt i Cow Palace, var man ikke så sikker. En
Thyssen havde Goldwater også, jeg havde læst, at oliemillionæren Salvatori
havde skudt en million dollars i hans kampagne.
Efter
Miller talte Nixon, der lød skuffet og bitter. Han sagde, at han havde stået på
denne talerstol i forskellige egenskaber, som vicepræsidentkandidat og
præsidentkandidat, så nu prøvede han en ny rolle som "one of the
ranks". Derefter fulgte Goldwaters acceptance speech. Han lød lidt
mumlende til at begynde med, men talte sig op efterhånden. Jeg havde fået nok,
jeg havde ikke lyst til at vente og se, om han begyndte at skrige og fråde, så
jeg gik udenfor og sluttede mig til CORE's demonstration. Vi gik rundt og råbte
"Goldwater must go". Til sidst satte vi os alle sammen ned, sorte og
hvide mellem hinanden, tog hinanden i hænderne og sang ganske stilfærdigt
"We shall Overcome". Da vi havde sunget sangen, slap vi hinandens
hænder og gjorde alle sammen V-tegnet. Vi skulle sejre, racismen skulle væk.
Jeg fik tårer i øjnene. Dette var mit Amerika, det rigtige Amerika, der troede
på demokrati og ligeret. Alt foregik stille og værdigt. Hvis nogen havde troet,
CORE var ballademagere, måtte de tro om igen. Politiafspærringerne var helt
overflødige. Og der var ikke nogen grund til, at uniformerede betjente gik
rundt mellem os med små billige blitzkameraer og fotograferede os enkeltvis.
Jeg
var først tilbage i Oakland ved 21-tiden. Elmer og Inge var taget ned til deres
sommerhus i Boulder Creek, så jeg var alene hjemme. Det havde jeg det helt fint
med. Jeg havde fået en nøgle, og der var mad i køleskabet.
Astrid kom og hentede mig over til middag.
Bagefter var vi ude for at besøge en fælles slægtning, min oldemors niece Ingeborg,
der havde en bedemandsforretning. Hun var en lille, væver dame midt i halvfjerdserne.
Hendes mand var oprindelig mejerikonsulent, men han kunne ikke lide, at han
altid skulle smage på varerne. Det måtte også være lidt trist at stå der med
smør i munden dag ud og dag ind. Så oprettede de bedemandsforretningen i stedet
i 1910. Dér slap han i hvert fald for at smage på varerne. Da han døde, kørte
hun selv firmaet videre. Nu tog hendes ældste søn, Howard på 48, sig af det
meste sammen med to brødre. Den sidste bror var pilot på rutefly på vestkysten.
De sagde, at alle brødrene sørgede for, at folk kom i himlen, hver på sin måde.
De
havde to-tre begravelser om dagen. Når de kørte ud til kirkegården, plejede
Howard og præsten at sidde og fortælle hinanden vittigheder.
-
Der er mange mennesker, der stirrer, når man siger, man er bedemand, sagde
Howard. - Men det er da noget helt naturligt. Folk skal nu engang i jorden, når
de dør.
Ingeborg
tog mig med rundt og se på forretningen. Der var to kapeller nede i stueetagen.
Ovenpå var der en imponerende udstilling af kister til alle priser fra 300 til
2100 dollars. De dyreste var af massivt kobber, med hvidt eller lyserødt fór og
puder, så liget kunne ligge blødt. Der var masser af blonder og flæser. Der var
også en lille, trist fyrretræskiste til "special needs". Den var til
folk, der var meget fattige. Der var ikke nogen bestemt pris for den kiste;
folk skulle bare betale, hvad de havde.
Alle
blev balsameret, før de blev begravet. Mange steder var det ligefrem bestemt
ved lov; man syntes vel, det var uhygiejnisk, at folk bare lå der og rådnede.
Blodet blev pumpet ud, og så blev balsameringsvæske pumpet ind. Nogle gange
skulle man lave udfyldninger, så for eksempel kinderne ikke virkede så sammensunkne.
Ligene blev også sminket og klædt i deres fine tøj. I reglen lå de i åben
kiste, når folk kom for at tage afsked med dem. I nogle tilfælde kunne det være
vanskeligt, især hvis det var trafikulykker. Somme tider kunne man lægge dem på
bestemte måder, så man ikke kunne se, hvad der var sket med dem. Det var ret
sjældent, de blev nødt til at lukke kisten.
Jeg tog op til North Beach og gik rundt i tredive
graders varme i de små gader, der gik op og ned ad bakke mellem hinanden. Jeg
var inde i City Lights Bookstore. Jeg havde håbet, at Ferlinghetti måske sad
inde i baglokalet, men det gjorde han ikke. De havde mange spændende ting, jeg
købte en bog af William Burroughs og Brion Gysin med cut-ups, sammenklippede
tekster, og permutationer, og en af Kerouac, der beskrev sine drømme. Der hang
sedler på væggene om begivenheder forskellige steder. Der skulle være fund
raising party næste dag til digtoplæsning i et kaffehus, der hed Coffee &
Ideas. Det lød spændende.
Jeg
var hjemme i Oakland til middag og kørte så med Bob og en af hans kammerater
tilbage til North Beach, hvor vi spiste spaghetti med muslingesauce i Old
Spaghetti Factory. Det lignede en stor lade med loftsbjælker skråt op og støv
dansende i lysstriberne fra vinduerne. Gamle, gebrækkelige stole hang i snore
ned fra loftet, udstoppede kronhjortehoveder hang på væggene sammen med gamle
avisforsider. Der var også sat en ny plakat op, atombombeeksplosionens
paddehat. Midt på paddehatten stod med rødt: "Go with Goldwater". Der
var mange mennesker; de fleste så ud som ekspedienter og kontorpiger, der
prøvede at lege weekend-beatniks. Fyrene havde jakke og slips og pigerne kjole.
Vi fortsatte til The Committee, et spontant teater, hvor gruppen tog mod
forslag fra tilskuerne og lavede sketches på stedet. Der var et symfoniorkester
uden instrumenter. I stedet sad de alle sammen og sang og gurglede. I et andet
nummer satte en speaker sig ved mikrofonen og sagde: - Radio WTXF. As you all
know, World War III started today. The bombs are on their way for America, and
in about fifteen minutes we will see the end of civilization as we know it. We
return with more details after this word from our sponsor...
Da
vi gik tilbage til bilen ad Green og Grant Street, kom vi forbi en hel række
obskure kaffehuse, men det så ud til, at der ikke sad andre end turister. Nogle
få beatniklignende fyre stod ude på gaden, en af dem klimprede på en banjo. En
pige med langt, løst hår sad for sig selv under en lygtepæl, ligeglad med alle
andre, og læste i en paperback. Men i det store og hele var beatnikkerne vist
uddøde eller flyttet til Venice.
Fjerne familiemedlemmer samledes hos Inge og
Elmer for at hilse på mig. Ingeborg fra bedemandsforretningen kom, og også et
ægtepar sidst i tresserne, der hed Carl og Lou. Carl var søn af en datter af
min oldefars første ægteskab. Carl og Lou talte meget om deres tur til
København i '56. Det huskede jeg udmærket, vi havde været i Rundetårn og Tivoli
og den slags. De skulle ret tidligt hjem, så jeg kørte med dem ind til San
Francisco og fandt op til Coffee & Ideas, hvor jeg skulle betale et bidrag
på en dollar for at være med til festen. Coffee & Ideas viste sig at være
et stort, tomt og støvet lokale, som en gruppe på en halv snes fyre havde store
planer med. Der skulle være kombineret kaffehus, eksperimentalteater og
digtoplæsning. De ville også arrangere udstillinger og vise film. I løbet af
aftenen kom en tredive-fyrre stykker, de fleste var sorte fyre og hvide piger.
Nogle begyndte at læse digte op, de var meget amatøragtige. Det kunne jeg gøre
lige så godt, tænkte jeg. Jeg havde ikke taget noget nedskrevet med, men jeg
improviserede mig frem med et mix af forskellige ting, jeg havde lavet før,
især det, jeg kaldte Axolotl Blues. Det var et langt, lidt bluesagtigt og
strømmende digt, der var tænkt til jazz & poetry, og skildrede livet efter
krigen, hvor vi boede nede i beskyttelsesrummene og efterhånden blev
gennemsigtige som hulepadder. Hvis man slugte en vitaminpille, kunne man følge
den hele vejen rundt i tarmsystemet. Mit digt blev godt modtaget. En fyr, der
hed Don og havde læst digte op før mig, sagde, at han kunne skaffe mig ind på
Coffee & Confusion, et kaffehus på North Beach, der var berømt for sine
digtoplæsninger. Nogle kom slæbende med en grammofon, og folk begyndte at
danse. Jeg fik ikke danset med nogen. Jeg stod og snakkede længe med en pige,
der var leder af en gruppe, der gik ind for fri abort. Det var rystende, hvad
hun havde at fortælle om unge kvinder, der var døde af perforeret bughule,
fordi en eller anden klodsmajor havde prøvet at pirke et foster ud med en
strikkepind. Vi var rørende enige om, at det lå i selve tanken om menneskerettigheder,
at enhver kvinde havde ret til sin egen krop. Andre skulle ikke tvinge hende
til at gennemføre en graviditet, hun ikke ønskede.
Don
og jeg gik ned for at købe en flaske hvid portvin i en vinhandel. Det var det
billigste, man kunne drikke. Det første sted ville han ikke sælge til mig, selv
om jeg viste mit ID-kort.
-
I don't say that's no good, buddy, sagde han. - But I don't want to get into
trouble, so go someplace else.
Det
gjorde jeg så. Næste sted skulle jeg ikke engang vise ID. Men da Don og jeg kom
tilbage til Coffee & Ideas med vores portvin, var der lukket og slukket.
Nogle var på vej ned ad trappen, de sagde, de alle sammen var gået over til
DuBois Club, så det gjorde vi også. DuBois Club var især for unge sorte, den
var tilknyttet det maoistiske Progressive Labor Party, deres brochurer lå
fremme alle vegne. Folk dansede. Alle parrene bestod af en sort fyr og en hvid
pige; det omvendte forekom ikke. Der var overhovedet ingen sorte piger, og
ikke nogen ledige piger overhovedet, kun faste par. Det var der ikke så meget
ved at stå og kigge på, så Don og jeg gik tilbage til Coffee & Ideas. Men
der var lukket og slukket. Jeg havde ladet min skuldertaske ligge oppe i
lokalet. Der var ganske vist ikke noget særligt i den, men det var en taske, jeg
skulle bruge, så vi måtte finde ud af at komme ind på en eller anden måde. Jeg
gik med Don rundt om huset. Han prøvede at klatre op ad nogle lægter og
stilladser til en faldefærdig gesims foran et vindue på anden sal, der stod
åbent. Det så temmelig halsbrækkende ud. Der var et par inde bag ved vinduet.
De fik øje på os og gik ned og lukkede op. De var ikke nogen af arrangørerne,
de var simpelthen blevet glemt i en krog, da de andre gik, og havde benyttet
sig af lejligheden til at være sammen et uforstyrret sted. Vi sad alle fire og
drak min portvin og spiste crackers. Så gik parret ind i et andet lokale for at
fortsætte, hvor de slap. Et andet par kom ind, en fed fyr og en høj, tynd pige
med briller, begge sorte. Vi sad og snakkede sammen en times tid og kom til at
tale om pot.
-
Hvad tror du egentlig, jeg har i piben her? sagde fyren.
Jeg
fik et sug. Det kunne godt lugte lidt af pot, men det smagte ikke af så meget.
Det var sikkert blandet med tobak. Det havde ikke nogen virkning på mig
overhovedet.
Vi
gik alle fire ved tretiden. Jeg gik ned til Bay Bridge Terminal. Jeg skulle med
N-bussen for at komme hjem til Inge og Elmer, men der gik ikke nogen før halv
ni om morgenen. Så tog jeg en bus til Oakland downtown. Det tog mig halvanden
time at gå hjem derfra. Undervejs blev jeg stoppet af en politibil, jeg var den
eneste fodgænger i miles omkreds. To betjente sad på forsædet. Den ene af dem
kom ud og så på mig. Han spurgte hvor jeg skulle hen, og hvad jeg havde i
tasken. Jeg havde en paperbackudgave af Fanny Hill, der lige havde fået lov til
at udkomme to hundrede år efter, at den blev skrevet, og en lille pakke onion
crackers. Han sagde, at jeg lugtede af alkohol, og jeg skulle vise mit ID for
at bevise, at jeg var fyldt enogtyve. Han ville også have at vide, hvor jeg kom
fra. Han kunne høre på min accent, at jeg var udlænding. Det var temmelig
ydmygende at stå skoleret midt på gaden på den måde, men jeg var høflig og
korrekt, og så fik jeg lov til at gå videre.
Da
jeg gik aftenen før, havde Elmer sagt, at jeg skulle komme hjem i ordentlig
tid. - Ikke noget med at komme hjem klokken to, sagde han. - Det får vores børn
heller ikke lov til, uanset hvor meget de er fyldt enogtyve.
Jeg
kom heller ikke hjem klokken to. Jeg kom hjem klokken seks.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar