Kennedy myrdet 1963

Studentersamfundet viste filmen "On the Beach" om de sidste overlevende efter atomkrigen, der sidder i Australien og venter på, at de radioaktive skyer driver ned over Ækvator. I pausen gik Gertrud Forchhammer ud for at ringe hjem. Hun kom ind og gik op til lærredet og sagde: - Der er sket noget. De har skudt Kennedy. Han er død.

              Når der sker en stor begivenhed, er det tit, at man ikke reagerer med det samme. Lige først bliver man lammet. Det trænger ikke rigtig ind. Men bagefter har det aktiveret en slags trykknaphu­kommelse. Selv om man glemmer så meget andet, kan så at sige alle, der oplevede det, huskede hvad de lavede i det øjeblik, de hørte frihedsbudskabet fra radioen, da de hørte, at Kennedy var skudt, da passagerflyene fløj ind i de to tårne. Trykknaphukommel­sen er hverken korttids- eller langtidshukommelse, men et spotlight. Det illuminerer alting omkrig sig selv. Når man husker, hvad man lavede, da man hørte, Kennedy var skudt, træder man ind i en tidsboble, hvor alle sanseindtrykkene er bevaret. En mat lyskuppel i loftet, sidemandens strikkede sweater, grå med en hvid hjort, fernislugt fra gulvet.

              Endnu før Gertrud havde talt ud, hørte vi en flyvemaskine komme lavt ind over byen. Endnu med filmen i øjnene så vi os forvildet om. Det lå altid i baghovedet i de år. Hvis du ser et lys stærkere end solen, så er det sket.

              Vi diskuterede, om vi skulle afbryde filmen, men de fleste ville gerne se den færdig. Det gjorde vi så. Der var ingen happy end, det ville der ikke være, hvis krigen kom.

              Så snart filmen var forbi, løb jeg fra Bispetorvet ind til Nørre Farimagsgade og op på redaktionen. Det var ikke usædvanligt for mig at løbe, det gjorde jeg tit, når jeg skulle fra det ene sted til det andet.

              Oppe på anden sal sad den gamle redaktionssekretær Viggo Josephsen, Moses kaldet, rødmosset og hvidhåret og rettede med blå blyant i et manuskript. - Er det rigtigt? sagde jeg åndeløs.

              - Om det er rigtigt? Det kommer vel an på, hvad der skal være rigtigt, sagde han, sprogrøgter til det sidste.

              - Er det rigtigt, at Kennedy er skudt?

              - Ja ja, det er da rigtigt nok. Ja, skudt. Det er han.

              Han var stadig lige uforstyrrelig, han ventede kun på at jeg skulle tale ud, så han kunne komme videre med rettelserne. Hvis krigen kom, ville englene høre Moses oplade sin røst, mens han var på vej op i stratosfæren med paddehatteskyen: - Jaså, ja. Det var vist det, man kalder en fuldtræffer.

              Jeg gik ud i fjernskriverrummet og fulgte med på rullen, efterhånden som nyhederne tikkede ind. De automatiske taster hamrede dem ned på det hvide papir, der skød op gennem rillen i plexiglaslåget. Med mellemrum kom et redaktionsbud ind, rev det, der var skrevet, af rullen og gik ind i redaktionssekretariatet med det. For tre måneder siden havde vi siddet i Berlin og talt om, hvor synd det var for Jacqueline Kennedy, at hendes nyfødte søn Patrick var død. Nu var hendes mand blevet skudt, mens hun sad ved siden af ham i den åbne limousine i Dallas. Man mente, det måtte være en racefanatiker, der havde gjort det. Det kunne måske være en fra det ekstremt højreorienterede John Birch Society. Det lød logisk. Kennedy var netop kommet til Dallas i et forsøg på at overbevise racisterne i sydstaterne om, at det var nødvendigt at give negrene fulde borgerrettigheder. Jeg fik den frisktrykte førsteud­gave af Aktuelt med. De gav den alt, hvad den kunne trække, spærrede versaler på 78 mm og udråbstegn. Der stod, at en mand havde stået oven på et biltag med en plakat vendt mod Kennedys kortege. På plakaten stod: "På grund af Deres socialistiske overbe­visning foragter jeg Dem."

              Jeg gik ind på Rådhuspladsen, de nye aviser var ikke kommet endnu, så jeg gik ned på Rådhuskroen, mens jeg ventede. Jeg snakkede med nogle af dem fra Studentersamfundet, der var gået derover efter filmen, og drak en Viking Pilsner, det var et nyt mærke fra Stjernen, jeg ikke havde smagt før. Alle var enige om, at det måtte være en højreorien­teret, der havde gjort det.            

              Ude på Rådhuspladsen gik køen fra bladkiosken kvart i tolv hele vejen over pladsen og fortsatte et stykke ned ad Vester Voldgade. Jeg ventede tålmodigt, langede mine tres øre ind i lugen og fik Politiken med. Så gik jeg op til Nørreport station, hvor folk var ved at komme op at slås for at mase sig frem til de frisktrykte aviser. I toget hjem læste jeg Politiken. Overskriften var lidt mindre end dengang HC Hansen døde. Jeg målte det store K til 55 mm, da jeg kom hjem. Politiken skrev, at man havde anholdt en mand, man mente måtte være morderen. Han blev beskrevet som "Sovjet-Cuba-eventyrer". Han hed Lee Harvey Oswald, han havde boet tre år i Sovjetunionen og var formand for "Fair Play for Cuba"-komiteen i Dallas. Det lød helt sindssygt. Cubakrisen var jo løst for et år siden. Mine forældre var lige gået i seng, da jeg kom hjem med næstsidste s-tog. De havde hørt det samme i Radioavisen, som jeg lige havde læst i Politiken, at gerningsmanden var en mand med kommunistiske sympatier. Vi snakkede sammen, om det kunne skabe storpolitiske konflikter, måske føre verden nærmere en krig.

Vi afbrød vores jamsession ude hos Peter Viggo for at høre radioavisen 18.30. De fortalte, at Lee Harvey Oswald var blevet skudt ned, mens han var i politiets varetægt. I fjernsynets nyheds­udsendelse senere sagde Christian Winther, at det var velkendt, at natklubejere som Oswalds morder var i lommen på politiet og politiet i lommen på dem. Han sagde, at det var særdeles ejen­dommeligt, at politiet havde stationeret en ambulance foran retsbygningen og på forhånd offentliggjort det tidspunkt, hvor Oswald skulle føres ud, og han sammenlignede Oswald med van der Lubbe efter Rigsdagsbranden, en mand der var blevet misbrugt af dunkle kræfter. Heller ikke politiets skyld kunne man se ganske bort fra.

              Vi var alle sammen rystede. Leif sagde, at det overskyggede mordet på Kennedy, for her var det ikke en tilfældig mand, men selve retsmaskineriet, der var den skyldige. Derhjemme var reaktionen den samme. Mine forældre mente, at det var helt sikkert, at det var politiet, der stod bag nedskydningen af Oswald, og min mor sagde, at det var meget tvivlsomt, om Oswald overhovedet var skyldig. De indicier, vi havde hørt, havde vi kun fra det korrupte politi, og pressen havde ikke fået lov til at tale med vidnerne.

              De fortalte inde på bladet, at prins Knud havde ringet til politiet i Lyngby-Tårbæk umiddelbart efter mordet på Kennedy og sagt til dem, at de måtte forstærke vagten ved Sorgenfri slot, - Verden er jo blevet så lille, og man kan ikke mere føle sig sikker, sagde han.

              De sagde også, at prins Knud havde en fast aftale med Lyngby brandvæsen om, at de skulle ringe til ham, hver gang det brændte. Så kørte han ud i sin lille vogn og kiggede på. Han var meget glad for at se på ildebrand.