Studentersamfundet viste filmen "On the Beach" om de sidste overlevende efter atomkrigen, der sidder i Australien og venter på, at de radioaktive skyer driver ned over Ækvator. I pausen gik Gertrud Forchhammer ud for at ringe hjem. Hun kom ind og gik op til lærredet og sagde: - Der er sket noget. De har skudt Kennedy. Han er død.
Når
der sker en stor begivenhed, er det tit, at man ikke reagerer med det samme.
Lige først bliver man lammet. Det trænger ikke rigtig ind. Men bagefter har det
aktiveret en slags trykknaphukommelse. Selv om man glemmer så meget andet, kan
så at sige alle, der oplevede det, huskede hvad de lavede i det øjeblik, de
hørte frihedsbudskabet fra radioen, da de hørte, at Kennedy var skudt, da
passagerflyene fløj ind i de to tårne. Trykknaphukommelsen er hverken
korttids- eller langtidshukommelse, men et spotlight. Det illuminerer alting
omkrig sig selv. Når man husker, hvad man lavede, da man hørte, Kennedy var
skudt, træder man ind i en tidsboble, hvor alle sanseindtrykkene er bevaret. En
mat lyskuppel i loftet, sidemandens strikkede sweater, grå med en hvid hjort,
fernislugt fra gulvet.
Endnu
før Gertrud havde talt ud, hørte vi en flyvemaskine komme lavt ind over byen.
Endnu med filmen i øjnene så vi os forvildet om. Det lå altid i baghovedet i de
år. Hvis du ser et lys stærkere end solen, så er det sket.
Vi
diskuterede, om vi skulle afbryde filmen, men de fleste ville gerne se den
færdig. Det gjorde vi så. Der var ingen happy end, det ville der ikke være,
hvis krigen kom.
Så
snart filmen var forbi, løb jeg fra Bispetorvet ind til Nørre Farimagsgade og
op på redaktionen. Det var ikke usædvanligt for mig at løbe, det gjorde jeg
tit, når jeg skulle fra det ene sted til det andet.
Oppe
på anden sal sad den gamle redaktionssekretær Viggo Josephsen, Moses kaldet,
rødmosset og hvidhåret og rettede med blå blyant i et manuskript. - Er det
rigtigt? sagde jeg åndeløs.
-
Om det er rigtigt? Det kommer vel an på, hvad der skal være rigtigt, sagde han,
sprogrøgter til det sidste.
-
Er det rigtigt, at Kennedy er skudt?
-
Ja ja, det er da rigtigt nok. Ja, skudt. Det er han.
Han
var stadig lige uforstyrrelig, han ventede kun på at jeg skulle tale ud, så han
kunne komme videre med rettelserne. Hvis krigen kom, ville englene høre Moses oplade
sin røst, mens han var på vej op i stratosfæren med paddehatteskyen: - Jaså,
ja. Det var vist det, man kalder en fuldtræffer.
Jeg
gik ud i fjernskriverrummet og fulgte med på rullen, efterhånden som nyhederne
tikkede ind. De automatiske taster hamrede dem ned på det hvide papir, der skød
op gennem rillen i plexiglaslåget. Med mellemrum kom et redaktionsbud ind, rev
det, der var skrevet, af rullen og gik ind i redaktionssekretariatet med det.
For tre måneder siden havde vi siddet i Berlin og talt om, hvor synd det var
for Jacqueline Kennedy, at hendes nyfødte søn Patrick var død. Nu var hendes
mand blevet skudt, mens hun sad ved siden af ham i den åbne limousine i Dallas.
Man mente, det måtte være en racefanatiker, der havde gjort det. Det kunne måske
være en fra det ekstremt højreorienterede John Birch Society. Det lød logisk.
Kennedy var netop kommet til Dallas i et forsøg på at overbevise racisterne i
sydstaterne om, at det var nødvendigt at give negrene fulde borgerrettigheder.
Jeg fik den frisktrykte førsteudgave af Aktuelt med. De gav den alt, hvad den
kunne trække, spærrede versaler på 78 mm og udråbstegn. Der stod, at en mand havde
stået oven på et biltag med en plakat vendt mod Kennedys kortege. På plakaten
stod: "På grund af Deres socialistiske overbevisning foragter jeg
Dem."
Jeg
gik ind på Rådhuspladsen, de nye aviser var ikke kommet endnu, så jeg gik ned
på Rådhuskroen, mens jeg ventede. Jeg snakkede med nogle af dem fra
Studentersamfundet, der var gået derover efter filmen, og drak en Viking
Pilsner, det var et nyt mærke fra Stjernen, jeg ikke havde smagt før. Alle var
enige om, at det måtte være en højreorienteret, der havde gjort det.
Ude
på Rådhuspladsen gik køen fra bladkiosken kvart i tolv hele vejen over pladsen
og fortsatte et stykke ned ad Vester Voldgade. Jeg ventede tålmodigt, langede
mine tres øre ind i lugen og fik Politiken med. Så gik jeg op til Nørreport
station, hvor folk var ved at komme op at slås for at mase sig frem til de
frisktrykte aviser. I toget hjem læste jeg Politiken. Overskriften var lidt
mindre end dengang HC Hansen døde. Jeg målte det store K til 55 mm, da jeg kom hjem.
Politiken skrev, at man havde anholdt en mand, man mente måtte være morderen.
Han blev beskrevet som "Sovjet-Cuba-eventyrer". Han hed Lee Harvey
Oswald, han havde boet tre år i Sovjetunionen og var formand for "Fair
Play for Cuba"-komiteen i Dallas. Det lød helt sindssygt. Cubakrisen var
jo løst for et år siden. Mine forældre var lige gået i seng, da jeg kom hjem
med næstsidste s-tog. De havde hørt det samme i Radioavisen, som jeg lige havde
læst i Politiken, at gerningsmanden var en mand med kommunistiske sympatier. Vi
snakkede sammen, om det kunne skabe storpolitiske konflikter, måske føre verden
nærmere en krig.
Vi afbrød vores jamsession ude hos Peter Viggo
for at høre radioavisen 18.30. De fortalte, at Lee Harvey Oswald var blevet
skudt ned, mens han var i politiets varetægt. I fjernsynets nyhedsudsendelse
senere sagde Christian Winther, at det var velkendt, at natklubejere som
Oswalds morder var i lommen på politiet og politiet i lommen på dem. Han sagde,
at det var særdeles ejendommeligt, at politiet havde stationeret en ambulance
foran retsbygningen og på forhånd offentliggjort det tidspunkt, hvor Oswald
skulle føres ud, og han sammenlignede Oswald med van der Lubbe efter
Rigsdagsbranden, en mand der var blevet misbrugt af dunkle kræfter. Heller ikke
politiets skyld kunne man se ganske bort fra.
Vi
var alle sammen rystede. Leif sagde, at det overskyggede mordet på Kennedy, for
her var det ikke en tilfældig mand, men selve retsmaskineriet, der var den
skyldige. Derhjemme var reaktionen den samme. Mine forældre mente, at det var
helt sikkert, at det var politiet, der stod bag nedskydningen af Oswald, og min
mor sagde, at det var meget tvivlsomt, om Oswald overhovedet var skyldig. De
indicier, vi havde hørt, havde vi kun fra det korrupte politi, og pressen havde
ikke fået lov til at tale med vidnerne.
De
fortalte inde på bladet, at prins Knud havde ringet til politiet i
Lyngby-Tårbæk umiddelbart efter mordet på Kennedy og sagt til dem, at de måtte
forstærke vagten ved Sorgenfri slot, - Verden er jo blevet så lille, og man kan
ikke mere føle sig sikker, sagde han.
De
sagde også, at prins Knud havde en fast aftale med Lyngby brandvæsen om, at de
skulle ringe til ham, hver gang det brændte. Så kørte han ud i sin lille vogn
og kiggede på. Han var meget glad for at se på ildebrand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar