Galeasen Dania 1966

Dania 1966

Vi sejlede ved tolvtiden. Vi skulle have en skipper til at udklarere os og tage med på den første etape. Det havde været lidt af et problem. Men så dukkede Jess Hoffbech op. Han havde hørt i radioen, at Dania var til salg, og så ville han ned og kigge på skibet. Historien var en and. Der havde været en fra radioen for at tale med Amdi, men Amdi havde ikke tid, så han havde pudset radio­journali­sten på en gammel fisker, der var verdens største løgnhals. Fiskeren fortalte først en lang historie om, at han ene mand skulle føre syv unge mennesker Jorden rundt. Så skiftede han mening og fortalte, at skibet skulle sælges, fordi vi ikke havde råd til at have det liggende vinteren over. Da Hoffbech dukkede op på skibet, fik han at vide, at skibet ikke var til salg alligevel. Da de andre hørte, at Hoffbech var skipper, spurgte de, om han ikke kunne tænke sig at sejle skibet til Cuxhaven. Så fik han da prøvet det.

              - Er det tidligt nok, hvis vi starter i morgen? sagde Hoff­bech, og så var det en aftale.

              Vi pløjede os ud gennem den tynde, grønne is i havnebassi­net. Det var i sidste øjeblik, vi kom væk. Amdi var med på turen ud gennem kanalen, vi satte ham af efter at vi var kommet ud i fjorden. Så sejlede vi rundt om Nordfyn og drejede mod syd, ned øst om Langeland. Vi kørte for motor. Vores maskinmand, Alfred, var lidt nervøs for den. Den lød hakkende og stammende, og vi snakkede om, at vi måske blev nødt til at skille den ad og gennem­gå den. Men så blev motorlyden mere regelmæssig, en stabil dunkende lyd, og vi holdt en fart på 5½ knob, hvad vi var godt tilfredse med. Jeg havde en af de første vagter på broen. Jeg stod ved roret, og Thomas stod ved siden af ved kortbordet og sørgede for, at jeg holdt kursen. Han sagde, kompasset skulle stå på 173 grader, og i begyndelsen blev jeg helt fortvivlet, når det svingede over til 172 eller 174, men Thomas sagde, at det ikke var noget, jeg skulle tage så tungt. Man skulle temmelig langt ud til siderne, før man stødte på grund. Et skibsror føltes anderledes end et bilrat, man skulle dreje meget mere til og tage hårdere fat, før skibet vendte sig. Og ethvert ror havde sine egne, personlige særheder. Vores skulle hele tiden holdes en smule til bagbord for at gå lige frem. Efterhånden vænnede man sig til det, roret lå sikkert mellem hænderne, og man rettede automatisk op hele tiden. Da der var gået lidt tid, føltes det naturligt og organisk at stå med et ror mellem hænderne, man voksede ligesom sammen med det og blev til rorgænger. Vi havde landkending hele vejen ned langs Langeland. Den svarede til sit navn, den blev ved og ved, en tågegrøn stribe til styrbord. Jeg havde aldrig været på Langeland. Da vi kom til Kielerbugten kunne vi ikke længere se land. Så snart vi kom uden for den danske tremilegrænse, måtte vi åbne de toldplomberede kasser med cigaretter og spiritus, snaps til 4,25 kroner for en helflaske og amerikanske cigaretter til 90 øre pakken. Vejret var overraskende pænt. Metereologerne havde ellers lovet vindstyrke 4-6 op ad dagen, men det havde vi ikke mærket noget til endnu. Havet lå næsten blikstille, og skibet duvede kun ganske lidt. Det var en rar fornemmelse at gå på dækket, den vuggende fornemmelse under fødderne, motorens durren op gennem dækket.

              Jeg havde frivagt og sad nede i kahytten og snakkede med Hoffbech. Han var 42 år gammel og det, man kaldte en lille, vindtør mand at se til. Han havde været kommunist som ung og med i modstandskampen. Han havde stadig hammer og segl og rød stjerne tatoveret på den ene arm. Efter befrielsen havde han svært ved at finde sig til rette i en borgerlig tilværelse, så han meldte sig til fremmedlegionen og blev sendt til Marokko. Han fortalte om engang, han var ved at styrte ned med et fly i Frankrig. Da flyet styrtdykkede, skyndte han sig at fiske sin lommelærke frem og bælle i sig. Det ville være synd, hvis den gode whisky gik til spilde. Det lykkedes ham i sidste øjeblik at rette flyet op. Nu så han langt efter toldskabet. Vi havde ikke tænkt os at drikke snapsen, vi ville bruge den som valuta, sælge den eller bytte den for noget, vi kunne bruge. Hoffbech sagde, han var så forkølet. Sådan en kaffepunch, det var det helt rigtige, når man var forkølet. Det brændte snottet ud af næsen. Så fik han da en kaffepunch, men han blev ved med at hælde i, og kaffen blev lysere og lysere i farven. Så gemte Walther flasken, vi skulle ikke have en fuld skipper om bord.

              Vi sad og snakkede om rejsens videre forløb. Odysseus' grundstødning var en streg i regningen. Oprindelig havde vi tænkt os, at de to skibe skulle af sted sammen. Odysseus skulle gå med fragt; det var det, vi skulle leve af. Dania skulle ikke have fragt med. Skibet var for lille til, at det rigtigt kunne betale sig. I stedet havde vi indrettet opholdsrum i lasten. Vi havde lagt 26 tons sten som ballast nederst, anbragt i trærammer, så lasten ikke kunne forskyde sig. Derover havde vi lagt parketgulv. Walther var uddannet tømrer, han kunne godt finde ud af sådan noget. I den forreste ende af lasten havde vi sat et skot op, og bag det var der indrettet en lille kahyt med to køjer. Forpikken hed sådan en kahyt. Ellers var lastrummet en stor, tom sal. Vi havde tænkt os dels at bruge den som arbejdsrum - vi kunne male og skrive og hvad vi ellers gjorde - og dels til at transportere turister. Når vi kom ned til Middelhavet, kunne vi nok tjene en del penge på at sejle folk ud på fisketur eller på udflugter. Det var lidt af en oplevelse at komme ud med sådan et veteranskib som vores.

              Men det kunne blive hårdt at komme gennem den næste måned, indtil Odysseus kom ned til os med fragtpengene. Vi regnede med at mødes med Odysseus i Nice eller Palma om en månedstid. Indtil da måtte vi finde på et eller andet. Måske kunne vi tjene nogle penge på at stå på gadehjørnerne og spille guitar og synge, eller vi kunne tegne på fortovene. På en eller anden måde skulle vi nok klare den.

              - I skal huske at få den redningsbåd taget af daviderne og placeret på storlugen, inden I kommer ned i Biscayen, sagde Hoffbech. - Ellers bliver den knust, hvis I skal lænse for vinden i en storm.

              - Behøver vi overhovedet gå ned gennem Biscayen? sagde Lassen. - Skal vi ikke hellere gå langt ud på Atlanterhavet, så vi slipper for de krappe bølger inde ved kysten?

              Om et par uger, tænkte jeg, om et par uger er vi kommet ud af kulden. Så ligger vi og vugger i sommervarme ud for Nordafrikas kyst. Og om nogle måneder, hvor vi er så? Afrika, måske. Eller måske på vej til Sydamerika. Vi havde ikke lagt nogen bestemt rute på forhånd. Vi tog det, som det kom. Vi havde tiden for os. Fremtiden var stor og ukendt, nu sejlede vi ind i den.

             

Vi havde hyppige vagtskift, jeg fik kun sovet et par timer med alt tøjet på, før det var min tur igen. Jeg stod ved roret, da vi skulle gå ind i Kielerkanalen. Vi kom ind i en marinekrydsers kølvand og fik en ordentlig vippetur. Alting kurede og gled rundt i styrehuset, en kop kaffe, jeg havde stående ved siden af mig, gik i dørken. Helt inde ved indsejlingen var der et indviklet system med blinklys i forskellige farver. Vi ville spare udgiften til en lods og mente nok, vi selv kunne finde ud af det. Da der var grønt lys, gik vi frem. Men det viste sig, det grønne lys ikke var for os, men for et andet skib. Vi havde sprunget over i køen og skulle betale en bøde på fem mark, da vi var kommet ind i slusen. Men det var vi ikke utilfredse med. Vi havde sparet 30 mark til lodsen og var kommet igennem med det samme, mens vi ellers havde risikeret at skulle ligge halvdelen af dagen og vente. Da vi var gennem slusen, lagde vi til, og jeg blev sendt i land for at købe rugbrød. Vi havde set, der lå en skibsprovianteringshandel i sluseområdet. De måtte have brød, så der gik jeg ind.

              Jeg blev vist ind på et kontor. De spurgte, hvad det var for et skib, der skulle proviantere, og det fortalte jeg dem.

              - Ja, sagde kontoristen. - Og har du så en liste over det, I skal have?

              Det havde jeg ikke. Men jeg kunne godt huske det, sagde jeg. Han så afventende på mig. Hvad skulle vi så have?

              - To rugbrød. Helst fuldkorn, sagde jeg.

              Han så længe på mig. De plejede at forsyne de store skibe med proviant til lange rejser. Når folk købte ind hos dem, fik de i reglen varerne løftet ned på skibet med en kran. Det var ikke et sted, man foretog småindkøb. Da jeg sagde, jeg bare skulle have et par brød, sukkede han dybt og gik i gang med det papirarbejde, der skulle til når man provianterede. Der skulle udfærdiges blanketter i fire eksemplarer på fire forskellige farver papir, der skulle skrives under, og det hele skulle indføres i en tyk protokol, før jeg fik brødene udleveret. Det tog en evig tid. Da jeg endelig kom tilbage med mine brød, var Dania gået gennem slusen og på vej ned ad kanalen. Kielerkanalen kunne ikke vente på mig. Der stod jeg med to lange rugbrød i favnen og kunne lige se masterne forsvinde mod horisonten. Jeg havde hverken pas eller søfartsbog på mig, så jeg kunne ikke engang få lov til at komme uden for sluseområdet, så jeg kunne blaffe videre og overhale skibet. Noget nedtrykt over at være agterudsejlet i så tidlig en fase af jordomsejlingen  gik jeg op på toldkontoret med mine rugbrød og forklarede situationen. Toldem­bedsmændene morede sig kongeligt; det var det mest latterlige, de nogensinde havde hørt. En af dem var så rar at køre mig i sin bil ned til det sted, hvor Dania havde lagt til. Men ikke før jeg havde betalt 18 mark i bøde for at have forladt skibet i sluseom­rådet, så det blev nogle dyre brød.

              Vi blev nødt til at tage lods om bord til den videre fart gennem kanalen. Steen stod ved roret. Han var lige så ukyndig som mig, og lodsen blev utålmodig og irriteret og overtog selv styringen. Da vi var godt inde i kanalen, satte vi alle sejlene og slukkede for motoren. Det var et stort arbejde, men det så flot ud, da alle klude var sat. Jeg gjorde bare det, jeg blev sat til. Hvis en sagde "hal", så halede jeg. Ved vindstyrke tre kunne vi klare 4½ knob. Lod­sen sagde, at det var første gang i femten år, et skib var gået gennem Kielerkanalen for sejl alene. Da lodsen sagde, det trak op til tåge, lagde vi til i Rendsburg og blev liggende der natten over. Hoffbech skulle hjem. Der var kommet telegram om, at de havde brug for ham på Odysseus. Af en eller anden grund kom Odysseus altid i første række, måske fordi det var der, Amdi var. Det var især Walther, der altid rettede ind, når Amdi sagde noget. Han havde boet i huset på Hunderupvej sammen med Amdi; det var som om han havde uddelegeret noget af sin egen dømmekraft, måske også fordi han var den yngste af os. Han var enogtyve.

              En kaptajn skulle vi jo have. Vi talte om at lade Thomas avancere til stillingen, men så skulle vi selv rette i bemandings­bogen, og det var egentlig ikke tilladt. Vi kunne også vælge at lade skibet gå som lystfartøj, så var der ikke alle de krav til bemandin­gen. Kaj, Steen og jeg fulgte Hoffbech op på stationen og tog afsked med ham, så satte vi os ind på et Gaststätte og sad og snakkede. Steen fortalte, at han havde været i seng med 22 piger siden sommerferien; nu gad han ikke mere, det var fint nok at komme væk fra alle dem. Steen var treogtyve år, han læste til skolelærer, og han stammede helt forfærdeligt, nogle gange var det svært at forstå ham. Det mærkelige ved det var, at det var noget, han først var begyndt på nu for tre uger siden, da det gik op for ham, hvor farligt det kunne være at begive sig ud på det togt. Men han sagde selv, at hans stammen ikke havde noget at gøre med hans angst; hvad den så var kommet af, vidste han ikke. Under alle omstændigheder havde han en enorm dødsangst. Han var bange for at drukne eller blive ædt af hajer. - Det må du regne med, sagde Lassen. Steen hed Bundsgaard til efternavn, Lassen og jeg sagde til ham, at det var et meget passende navn, han havde; han ville gå til bunds som en sten. Lassen havde selv været meget bange for at omkomme på turen; oprindelig ville han slet ikke med, fordi det var for farligt. Men så havde Amdi sat sig over for ham og i et time­langt foredrag udmalet 265 forskellige skrækindjagende måder, han kunne dø på. Han kunne blive ramt i hovedet af bommen, han kunne blive skeletteret af piratfisk, han kunne blive flænset op med kniv af en fuld sømand i nærmeste havn, han kunne tage fejl af en flaske og drikke ætsnatron. Amdi beskrev det alt sammen grundigt og udførligt, med alle blodige og makabre detaljer, og Lassen sad med stive øjne og så det hele for sig, alle de måder han kunne dø på.

              - Og så døde jeg, og bagefter opdagede jeg, at man egentlig godt kan leve videre alligevel. Så nu er jeg ikke bange mere, sagde han.

              Kaj fra Göteborg havde en uddannelse som sætskipper, men han levede af at sælge skrot, som han selv kaldte antikviteter, og han havde åbenbaret et formidabelt handelstalent. Han havde købt gamle, ubrugelige ovne i Norge for en tier stykket og solgt dem som antikviteter i Sverige for fire hundrede kroner.

              Thomas, der kendte ham i forvejen, sagde, at skrot var hans livs eneste interesse. Han boede på et lillebitte værelse, der var totalt proppet med rustne jernsenge, gamle køleaggregater og alt mulig andet, så der kun var en ganske smal passage frem til sengen. En dag kom en pige, der boede i samme ejendom, ind på hans værelse for at låne telefonen, og da hun så skrotdyngerne, blev hun stående som ramt af lynet. Hendes eneste kærlighed i livet var skrot, og hun havde et værelse, der var proppet ud til væggene med gamle jernsenge og køleaggregater. Det var kærlighed ved første øjekast, og de flyttede deres skrotdynger sammen.

              Selv sagde Kaj, at han altid blev forelsket på ubelejlige tidspunkter. Lige nu var han mere forelsket end han havde været i tre år, i en pige der hed Kirstine, som han havde set første gang ti dage før vi skulle af sted. De havde brugt tre dage på at sige goddag til hinanden og derefter en uge på at sige farvel.        

              Fra Rendsburg gik vi videre gennem Kielerkanalen, gennem slusen ved Brunsbüttelkoog og ud i Nordsøen. Vi holdt os ind til kysten og sejlede for motor ind i den store Amerikahafen i Cux­haven. Lige da vi skulle til at lægge til, satte motoren ud. Vi kunne ikke manøvrere, så vi fortsatte durk ind i kajen og knækkede en kranbjælke. Det var iskoldt, en bidende blæst stod ind mod os fra Nordsøen. På kajkanten stod kranerne med store, tomme gab. De skibe, der lå i havnen, var alle sammen store trawlere og fragtskibe. Der var så kraftigt tidevand, at vi natten igennem måtte slække på trosserne, og vi bumpede hele tiden ind i kajsiden. Vi vuggede ganske voldsomt op og ned. Det var nok ikke det ideelle sted, vi havde anbragt os. Om morgenen gik et par stykker af os forbi de bundfrosne fiskepakhaller til havnemesterens kontor. Havneme­steren sagde, at vi skulle gå gennem slusen over i den nye fiskerihavn, hvor vi kunne ligge i læ, så det gjorde vi. Alfred, Steen og jeg satte jollen i søen og sejlede over til den anden side af havnen, hvor fiskeriauktionen og markedet lå. Der stod en italiensk og en græsk dame og rensede fisk. Jeg sagde et par ord på italiensk, og den italienske dame lyste op og sagde en hel masse. Jeg nikkede og snakkede lidt om la bella Italia, hvor jeg havde været for nylig. Så fik vi lov til at fylde vores spand med sild og sejlede tilbage til Dania og stegte dem. Senere sejlede Walther og Lassen over til en islandsk trawler, hvor de fik en spand rødfisk.

Vi gik ned på Arbeitsamt, og Lassen, Alfred og jeg fik arbejde på Kohlen-Kontor. Steen kunne ikke arbejde. Han havde skåret sig temmelig dybt i hånden, da han og jeg stod og rensede rødfisk og saltede dem ned i tønder. Vi havde omkring fem hundrede kilo af dem, så det var lidt af et arbejde. På Kohlen-Kontor skulle vi veje 50 kilossække med kul af og løfte dem op på ladet af lastbilerne. Veje af kunne jeg nok, og det var heller ikke så svært at kure sækkene hen ad jorden, men løfte dem op på en lastbil kunne jeg ikke. Når vi var to om det, gik det. Det værste ved arbejdet som kullemper var, at det var så usandsynlig koldt. Vi var nede og kysse minus tyve, og i Cuxhaven kom en bidende blæst altid susende ind fra Nordsøen, så det virkede endnu koldere. Vi fik hver 17 mark for en dags arbejde, ni timers hårdt slid. Det var ikke nogen fyrstelig løn, men vi havde ikke arbejdstilladelse, så vi måtte tage, hvad vi kunne få. Jeg opdagede noget, jeg aldrig havde vidst. Når man havde frosset i lang tid; virkelig frosset, så tæerne ikke var andet end to rækker isklumper i støvlerne, og ørerne føltes, som om de var bundfrosne skiver, man kunne komme til at gnubbe af, hvis man prøvede at få varme i dem, så kom der efter nogle timers forløb en tilstand, hvor man holdt op med at mærke kulden. Den var der bare ikke mere, man var blevet immun. Og hvis man blev ude i kulden endnu længere, så kom man ind i det paradoksale, at man blev varm. Varm som et rundstykke i ovnen. Kinderne og ørerne glødede om kap, der stod en strålevarme ud fra mig. Det var ikke kun en subjektiv fornemmelse. Efter at hænderne, næsen og ørerne i lang tid havde været blege og blålige, blev de ildrøde igen, når de blev varme. Hvis man havde stillet mig ind i barakken, kunne jeg have varmet den op. Det var muligt, det var sidste station, før man fik for­frysninger og døde af det. Men så længe varmen var der, gjorde det ikke noget, at det var koldt. Når det endelig var fyraften, trampede vi hjem i vores tunge og tilisede støvler. Vi havde lagt en planke ud fra skibs­dækket og ned på kajen. Det var ikke nogen særlig bred planke, måske tredive centimeter. Den var lang, og den svajede og gyngede, når man gik på den. Nu, hvor det frøs alle vegne, blev planken meget glat; der lå altid et tyndt lag is på den. Der var selvfølgelig ikke noget rækværk af nogen art. Man gik flere meter over havne­bassinet sorte vand; af en eller anden ukendt grund frøs havnen aldrig rigtig til, men der var rigeligt med isflager og grødis i vandet. Jeg kunne ikke svømme, men det var også lige meget, om jeg kunne det eller ej. Hvis jeg gled på planken, trådte ved siden af, når jeg var dødtræt, eller bare satte foden forkert, ville jeg styrte fire-fem meter ned i vandet og drukne. Så iskoldt vandet var, ville det være helt umuligt at fiske mig op. Om de så fik en bådshage ned med det samme, ville det være for sent. Det udsatte jeg mig for måske ti gange om dagen. Jeg var ikke bange. Faktisk tænkte jeg aldrig på det. Jeg skulle bare hjem til skibet. Så var det den vej, jeg skulle gå.

              Men drikkevandsdunken, der holdt tres liter, kunne jeg ikke klare. Det var i reglen Thomas, der bar den på ryggen op ad den stejle, tilisede planke.

              Første dag på Kohlen-Kontor så jeg en sneboldkamp, der kunne have været Gøg og Gokke. Det havde sneet temmelig meget, henne i kulsiloerne lå kullene som små sorte øer i sneen. En meget ung lastbilchauffør og en kranfører begyndte at kaste snebolde efter hinanden. Det blev de ved med et stykke tid, så eskalerede kampen. De tog hver sin skovl og kylede store skovlfulde sne mod modstan­deren. Kranføreren hoppede op i kranen, tog grabben fuld af sne og hældte hele læsset ud over hovedet på lastbilchaufføren. Der lå en snedynge på pladsen, chaufføren gravede sig op, spyttede sne og pilede ud over pladsen. Kranen fulgte efter og væltede sne over ham. Lastbil­chaufføren råbte op til manden i kranen, der havde skovlet grabben fuld af sne endnu engang og nu lod grabben hænge og dingle truende over ham: - Du gør det ikke. Du gør det ikke.

              Han gjorde det.

              Nogle dage efter sagde jeg, jeg holdt pjækkedag. Jeg kunne ikke holde til at slide sådan i det hver eneste dag. Alfred kunne ikke arbejde mere; hans indeklemte brok var sprunget op, da han løftede kulsækkene. Lassen og Thomas gik derned, men en time efter kom Lassen tilbage og hentede mig. Formanden havde sagt, der var arbejde til én, men han insisterede på, at det var mig, der tog det. Lassen spurgte, om han ikke kunne tage tjansen, men det kunne han ikke. Vi forstod ikke et kuk.

              - Det kan ikke være med at slæbe kulsække, sagde Lassen. - Det er nok noget skrivearbejde inde på kontoret. Måske noget, der skal oversættes.

              Jeg gik med tilbage til Kohlen-Kontor. Det var almindeligt kullemperarbejde, jeg skulle tage. Jeg fattede jeg ikke; Lassen og Thomas var meget bedre til arbejdet end mig. Det var arbejdsfor­manden selv, der havde ringet til Arbeitsamt og insisteret på, at det var mig, han ville have til arbejdet med kulsækkene. Lassen mente, at der nok var interne stridigheder mellem formanden og kontoret, og så ville formanden hævne sig på kontoret ved at ansætte den dårligste arbejder, de kunne finde. Thomas mente, formanden måske havde forvekslet mig med Alfred. Jeg tænkte på, om formanden måske var bøsse, eller måske gerne ville i avisen, men i begge tilfælde skulle han være mere indladende, end han var. Eller måske ville han gerne have lejlighed til at dukke sådan en intellektu­el spirrevip med briller, men så skulle han have været mere kommanderende, end han var. Det kunne måske også være, fordi han gerne ville have et sjældent dyr i bestanden, eller fordi han foretrak min arbejdssky holdning, som han kendte fra de andre på pladsen, frem for Lassens sarkasme, der gjorde ham usikker.

              Jeg havde hurtigt lært grundreglen for den slags arbejde. Hvis der ikke er noget at lave, skal man se ud, som om man arbejder. Ellers kommer formanden og sætter en til at skovle eller feje. Når formanden ikke så den vej, drev jeg rundt og fandt kvindelige former i de snedækkede kulbunker. Jeg plantede brystvorter af kul på to af dem.

              En af dagene på Kohlen-Kontor tømte vi toldskabet på skibet og tog alt vores sprut med på arbejde og solgte det i kanti­nen til de tyske arbejdere. Det gav helt godt. Man måtte egentlig ikke åbne toldskabet, når man lå i havn. Det var forseglet. Men man kunne vende vores skab om og tage bagklædningen af, så derfor behøvede vi ikke at bryde seglet, når vi tømte skabet.

              Nogle dage efter fik jeg fast makker, en lille morakker, der hele tiden sagde: - Lad mig, lad mig. Han var flygtet hertil fra Østtyskland for seks år siden. Han sagde, lønnen var bedre her. Efter krigen havde han siddet i krigsfangelejr i Rusland i seks år. - Men jeg var jo kun en lille nazist, så de lod mig bare skovle, sagde han.

              - Russerne er gode mennesker, tilføjede han. - Det er kun kommunisterne, der ikke er det.

              Vi deltes tit om arbejdet med at veje kullene af. Kullene var i nogle store åbne siloer, der lignede kæmpemæssige tragte. Kranføreren hældte kul i ovenfra. Så skulle vi sætte sækken til noget, der lignede et tykt rør, og dreje på et håndtag, hvorefter kullene skulle rutsje ned i sækken. Vi vidste, hvor meget der skulle i, når den skulle veje halvtreds kilo. Det var sjældent, vi skulle tage af eller lægge til ved vægten. Teoretisk set skulle det gå ganske glat, men det gjorde det ikke. Kullene sad fast og klumpede sig, de nægtede at glide gennem røret ned i sækken. Derfor fik jeg arbejdet med at kravle op i den store tragt og gå rundt og trampe kullene jævnt ned i røret. Det var en sær vinperse-agtig fornemmelse at trampe kul. Jeg holdt godt fast i kanterne af tragten, jeg skulle helst ikke have benet med ned i røret, det ville det ikke have godt af. Det var ikke noget særlig hårdt arbejde, bare man passede på ikke at glide.

              Så var det værre at skulle ud med skovlen og skovle de løse kul sammen fra pladsen. Sådan som det frøs, skulle der hakkes godt i kullene for at få dem fri. Jeg kunne sagtens kure sækkene hen ad jorden til lastbilen. Så holdt jeg og den lille morakker i hver sin ende og langede dem op. Men nogle gange skulle vi ud med kullene. Når det var min tur, satte jeg mig ind i førerhuset ved siden af chaufføren, og så kørte vi ud i byen til kunderne. De fleste steder var det ikke så slemt, nogle steder kunne sækkene glide ned ad en slisk til en kælder. Men der var også folk i lejligheder, der havde kulfyrede kakkelovne, og det kunne være hårdt. Det værste var, når jeg skulle bære en halvtredskilossæk på ryggen op ad stejle trapper til fjerde eller femte sal, nogle gange i et baghus. De første gange troede jeg ikke, jeg kunne klare det, men man kan klare mere, end man tror, når man skal. Jeg havde da også før prøvet at bære så tunge ting på ryggen. I begyndelsen af den tid, jeg kendte Tulte, var det sket et par gange, at hun i overstadigt humør hoppede op på ryggen af mig nede på gaden, og så bar jeg hende hen til næste hjørne. Hun vejede femogtres kilo, og jeg vejede femoghalvtreds, men når det var hende, føltes det ikke så tungt, som når det var kul.        

              Når lønnen var så elendig, som den var, hang det nok sammen med, at kun omkring halvdelen af de tyske arbejdere var organiseret i en fagforening. Arbejdsgiverne førte hårdhændet propaganda i aviserne. Fagforeningerne havde foreslået, at arbejdsugen blev sat ned fra 41½ til 40 timer. Dette ville arbejdsgiverne ikke høre tale om. ”For den enkelte arbejder, drejer det sig kun om den tid, det tager at ryge en daglig cigaret. Men for industrien er det milliarder, der står på spil”, skrev de i helsidesannoncer. De sagde, at man måtte tænke på industriens konkurrenceevne. Men deres vigtigste argument var at spille på fremmedhadet: ”Hvis arbejdstiden bliver skåret ned, må industrien ansætte flere fremmedarbejdere”, hed det. Den gik lige hjem. Gringoer, kaldte tyskerne de spanske og italienske arbejdere. Dem så de på med den største skepsis.

              - Jeg interesserer mig ikke for politik, sagde mange af dem, jeg talte med. – I virkeligheden kan jeg stemme for enhver regering, bare jeg har det godt. Hvis jeg får 20 mark om dagen på Kohlen-Kontor, har jeg nok til mad, husleje og bil og til at tage en øl på min stamknejpe, hvis der ikke er noget godt i fjernsynet. Hvad skulle jeg klage over? I Østtyskland har de det meget værre.

              Østtyskland var altid det store skræmmebillede – eller Midttyskland som de kaldte det, fordi det vestlige Polen blev opfattet som den østlige del af Tyskland. ”Ulbricht ønsker strejker i forbundsrepublikken” proklamerede Bild-Zeitung. Så var enhver faglig aktivitet stemplet som en slags kommunisme. Kommunismen var det store dyr i åbenbaringen for de fleste. Vi blev nogle gange spurgt, om vi ikke var en slags kommunister, når vi valgte at leve kollektivt. Så forklarede vi, at det ikke var et princip, men en praktisk foranstaltning, når vi skulle rejse på den måde. De andre arbejdere havde læst om os i avisen. Det havde folk rundt omkring i byen også. Hvis en af os spurgte en betjent om vej, endte det tit med, at vi fik gode råd om, hvordan vi skulle bære os ad med at sejle Jorden rundt.

              Når vi kom dødtrætte hjem fra Kohlen-Kontor, skulle den, der havde kabysvagten, helst have maden klar. Så satte vi os rundt om klapbordet nede i kahytten og åd rødfisk og flækærter. Vi åd og åd, til øjnene bulnede ud af hovedet, man blev enormt sulten af arbejdet. Der var glovarmt inde i kahytten, hvor kakkelovnen var rødglødende. Så snart vi havde spist, blev vi så søvnige, at vi knap nok kunne blive siddende på taburetten. Nogle gange gled vi lige over til køjen og væltede om med alt tøjet på. Så sov vi tungt og drømmeløst, til vi skulle op og på arbejde igen.

Vi kom nu alligevel ikke af sted før ud på formiddagen; det trak ud med udklareringen. Vi benyttede ventetiden til at stjæle den store dækspumpe, der stod på dækket af det forladte dykkerskib. Det var et forfærdeligt mas at få alle boltene fri, og den vejede lige så meget som en lille hest, men vi fik den bugseret ned, op ad planken og ned i lasten. Den kunne være god at have. Der var en del isflager, da vi sejlede ud, men de drev ud med strømmen foran os. Vi var ikke så mange til at tage os af det hele. Walther og Lassen var sendt i forvejen ned til Rotterdam for at undersøge fragt- og arbejdsmulighederne. Vi havde hørt, at man var i gang med at bygge et nyt raffinaderi i Rotterdam, og at der skulle være mulig­heder for godt betalt arbejde der. Hvis vi tjente nok, kunne vi også få skibet set efter i sømmene. Det var syv år siden, der sidst var sat nye bolte i bordene, så det var på tide at se efter, om de stadig holdt godt nok. Det kunne også være godt at få skibet kobberfor­hudet i bunden, så vi ikke blev udsat for angreb af pæleorm, når vi kom længere ned sydpå.

              Vi kunne ikke vente på, at Walther og Lassen kom tilbage. Stormen var stilnet af, og den chance kunne vi ikke gå glip af. De sidste uger havde der været skiftevis tåge, snebyger og storm, så vi ikke kunne komme ud. Hvis vi ikke kom af sted nu, var det ikke til at sige, hvor længe det kunne tage, før vi fik chancen igen. Vi måtte bare håbe på, at Walther og Lassen kunne finde os i Holland.

              Vi skulle ud med højvandet, der drev pakisen ud af Elben. Men i lang tid så det ud til, at vi alligevel blev nødt til at vente. Natten igennem hørte vi tågesignaler, og om morgenen lå tågen tæt. Der var tåge endnu, da vi sejlede ud, men vi tog chancen, fordi vejrmeldingen havde sagt, der var klart sigt ude over havet.

              Vinden var udmærket, og vi satte klyveren og mesanen som støttesejl for motoren. Da jeg var oppe og sætte sejl, slog det mig pludselig, at jeg ikke længere havde højdeskræk. Der var ellers langt ned, skibet rullede voldsomt, det var iskoldt, sejlene var våde og genstridige, rebene var stive, og mine fingre var valne. Mit forsøg på at helbrede højdeskrækken ved at gå rundt under domkirke­kuplen i Firenze havde været en ynkelig fiasko. Men nu var skrækken forsvundet af sig selv. Sejlene skulle jo sættes og tages ned; nogen skulle gøre det. Når denne nogen var mig, så gjorde jeg det. Længere var den ikke. Når jeg ikke havde tid til at tænke på, om jeg var bange, så holdt jeg op med at være bange.

              Ude på Nordsøen var der vidunderlig stille, der var næsten ikke en vind, men de foregående ugers storme havde skabt store døn­ninger, så skibet rullede voldsomt. Vi havde ikke rigtig forudset, i hvor høj grad det var nødvendigt at surre alt, og en del ting nede i kabyssen raslede fortvivlet rundt mellem hinanden. Krukker med spegesild gik i dørken, og tallerkenerne klirrede mod hinanden. Steen blev søsyg og brækkede sig. Jeg var lidt mat og underlig og foretrak at sove på mine frivagter. Vi skiftede mellem fire timers rortørn og otte timers frivagt. Rortørnen var ikke så slem. Når man havde roret at klamre sig til og bare skulle gøre, hvad Kaj eller Thomas sagde, gik det udmærket.

              Det var et højtideligt øjeblik, da vi næste eftermiddag ved 17-tiden passerede Texel fyrskib. Vores skib var kun godkendt til indre farvande; grænsen gik her. I samme øjeblik, vi havde passeret fyrskibet, var vi i lovløst ærinde. Ingen forsikring gjaldt længere, men det var kun af teoretisk interesse, for vi havde slet ikke tegnet nogen forsikring. Måske ville vi også støde ind i problemer med havnemyndighederne; vi fik se. Vi fejrede øjeblikket med et glas cherry brandy til hver af os fem og kogte kartofler med groft salt.

              Efter omkring tredive timers sejlads var vi nået frem til indsejlingen til Rotterdam, og vi satte farten ned for at kunne gå med strømmen ind i kanalen, Nieuwe Waterweg, til Rotterdam hen på morgenen. Det kunne vi roligt gøre, for vejrmeldingerne lovede fortsat god sigt og gode vindforhold.

              Men netop som vi skulle til at gå ind i kanalen ved Hoek van Holland, lagde en tæt tåge sig over os på få minutter, så vi næppe kunne se fra den ene skibsside til den anden, store tågetotter drev lavt hen over dækket. Det var et af verdens mest befærdede havneindløb. Det var store skibe, der var på vej ind og ud, og de havde travlt. Vi ringede hele tiden med vores klokke; det var en messingklokke, ikke meget større end den, dirigenter har på talerstolen. De store skibe tudede omkring os, langtrukne tudelyde, der fik en til at tænke på vældige, uddøde havuhyrer. Et stort, hvidt skib voksede langsomt frem af den tætte tåge. Det havde kurs lige mod os, og det lod ikke til, at de kunne se os eller høre den lille klokke. Til sidst var den skarpe stævn, der kunne pløje tværs gennem vores skib, kun tyve meter ret frem for os.

              Kaj løb om agter og begyndte at løsne de gjorde, der sad om kufferten med vores gummiredningsflåde. Der var ingenting, vi kunne gøre, andet end at håbe på, at de hørte den lille klokkelyd. Efter de internationale skibsfartsregler måtte vi i denne situation ikke prøve på at dreje bort. Enhver manøvre fra vores side kunne forvirre det andet skib, og så ville vi få hele skylden, hvis det kom til et sammenstød. Ikke fordi det betød så meget for os; vi ville alligevel ikke være med til søforhøret. Hvis det hvide skib skar tværs gennem os, overlevede vi det ikke.

              I sidste øjeblik opdagede det store skib vores lille galease, og det lykkedes ved en skarp drejning af undgå en kollision. Vi kunne tørre sveden af panden og fortsætte ind mod Rotterdam.

              Ingen af os var bange, mens der var grund til at være det. Det havde vi ikke haft tid til at blive. Bagefter gyngede knæene nok, men vi sagde til hinanden, at nu var der ikke grund til at være bange mere.

              Vi trak os lidt ud og kastede anker, det var en uhyggelig omgang blindebuk mellem de store skibe, der når som helst kunne sejle os ned. Der lå vi så til hen under aften og ventede, mens vi stadig skiftedes til at ringe på vores lille klokke. 

              Da tågen lettede en smule, og det samtidig truede med at blæse op, blev vi nødt til at gå ind i kanalen ved 18-tiden. Vi gik ind og tog lods op, og han førte os så gennem Nieuwe Waterweg ind til Vlaardingen, en halv snes kilometer fra Rotterdam. Nu var Vlaardingen nærmest en slags forstad. Der var 74.000 indbyggere. Men hundrede år før var den en selvstændig købstad og Hollands største fiskerihavn.

             

En anden fyr kom over og spurgte, om vi var interesseret i arbejde på superfosfatfabrikken Albatros. Selvfølgelig var vi det.

              Vi skulle være med til at bygge et svovlabsorbtionstårn, der med en daglig kapacitet på 800 tons skulle være det største af sin art i Europa. Vi skulle klatre op ad stiger til nogle smalle planker femten-tyve meter oppe. Der var ikke rigtige rækværker, kun nogle reb. Når vi var kommet derop, skulle vi stå og tage mod trediveki­lossække med små ildfaste porcelænsringe, der blev hejst op til os i kranen. Vi gjorde sækken fri og bar den hen til mundingen ned til den store tank, der skulle vi hælde porcelænsringene ned, så de lå i rækker. Præcis hvordan det hele fungerede gik aldrig op for mig. Jeg stod bare deroppe, en snes meter over jorden, tog mod sækkene, bar dem hen og tømte dem ud. Så tilbage efter næste sæk. Det gik dagen med. Jeg havde ikke højdeskræk mere, men jeg var stadig ikke rigtig glad for at kigge ned. Der var forbandet langt ned til jorden. Men det var det fineste vejr, temperaturen kom helt op omkring femten grader her først i marts. Det var noget andet end de minus tyve i Cuxhaven.

              Superfosfatfabrikken Albatros var tilsyneladende en del af Shell-gruppen. Der blev arbejdet døgnet rundt, syv dage om ugen. Lønnen var høj efter hollandske forhold, i hvert fald for det lidt farefulde arbejde, vi blev sat til. Vi fik hver 125 gulden for ugens første fem dage. Lørdag gav 60 gulden og søndag 70. I alt arbejdede 4-5000 mennesker på Albatros. Mange af dem, jeg talte med i Vlaardingen, tjente meget mindre. En ekspedient fik 50 gulden om ugen, det var hundrede kroner. En arbejdsmandsløn lå omkring 100 gulden. Så var skatten ganske vist trukket fra, men der blev alligevel ikke meget til overs. De fleste ting var lige så dyre som hjemme. Kun sko og cigaretter var billigere. En af grundene til de lave lønninger var sikkert, at fagbevægelsen var så splittet. Der var fire forskellige organisationer, en katolsk, en protestantisk, en socialdemokratisk og en kommunistisk.

              Noget af det bedste ved arbejdet var de to daglige sejlture med firmaets skib tværs over Maas-mundingen. Færgen afgik fra Vlaardingen 7.30 om morgenen og kom tilbage 18.45. Fra dækket havde man en fantastisk udsigt over det nye Ruhrdistrikt, de var i gang med at bygge, der hvor der blot fem-seks år tidligere ikke lå andet end øen Rozenburg, en fuglereservat man skulle have særligt adgangskort for at komme ud til. Nu var øen landfast og andre store områder inddæmmet. Der lå en lang række kæmpestore raffinaderier og kemiske fabrikker, tilsyneladende var der investeret en del amerikansk kapital i området. Snesevis af pyrolyseflammer brændte.

              Da vi skulle hjem, var nedgangen afspærret. Det var meningen vi skulle klatre ned ad en rebstige, der hang og dinglede langs tårnets side og så fortsætte ad nogle smalle planker, der var helt uskærmede. Det ville jeg meget nødig. Jeg så mig om og fandt en udvej ned gennem nogle rør, der førte ud til en anden byg­geplads. Da jeg kom hjem, skulle jeg i gang med kabysvagten. Folk beklagede sig, fordi jeg ikke lavede brun sovs. Så blev jeg sur. Jeg sagde til Lassen: - Efterhånden synes jeg, at den eneste grund til, at jeg overhovedet er her, må være den opdragende virkning, der ligger i konstant at udføre det arbejde, man er mindst egnet til. Og den virkning er jeg begyndt at tvivle på.

Så var vi endelig klar. Vi sejlede fra Vlaardingen klokken halv ni om morgenen. Vi havde ligget der præcis halvtreds dage. Bob stod ved roret. Vi var knap nok kommet ud af kanalen, før han kørte ind i en bøje, som han forsøgte at tage fra strømsiden. Jeg stod på dækket og så, hvordan bøjen bumpede ind i skibssiden, gled tilbage og så hakkede lige ind i redningsbåden, så der kom en uhyggelig, knasende lyd. Lønningen var stærkt beskadiget, flere spanter knækket og den ene toft væk. Vi slæbte vraget op på dækket.

              Næste morgen var der tåge, så vi blev nødt til at kaste anker ved det franske fyrskib Sentielle. Senere klarede det op, og vi kunne fortsætte til Dover, hvor vi var ved 14-tiden.

              Vi lå udenfor og diskuterede, om vi skulle gå ind eller fortsætte. Inde ved havnen hejste de signalet "Skib for indgående". Det betød, at ingen andre måtte gå ud, så vi afskar England fra kontinentet, mens vi lå og diskuterede og fiskede. Med alle stemmer mod Steens blev det besluttet ikke at gå ind, men at fortsætte direkte til Falmouth. Der var tågebanker hele vejen rundt om os, men lige der, hvor vi sejlede, var der god sigt. Det var en meget smuk aften med blikstille vand, lune luftninger og for første gang en antydning af morild, hvor vi pløjede os frem. Tog man en pøs op, glitrede det i vandet.

Næste morgen satte vi alle sejl. Det var et farligt slid, men det så fantastisk flot ud. Jeg stod ved roret og syntes selv, jeg holdt kursen - 270 grader - fint, men de andre sagde, at jeg ikke tog hensyn til, at man også skulle styre efter vinden. Lassen og Walther overtog roret og skiftede kurs til 220, hvorved det lykkedes dem at føre os helt ned til Frankrigs kyst omkring Cherbourg.

              På et tidspunkt lå vi omkring Alderney, og da der også dukkede et fyr op til styrbord - hvad der absolut ikke skulle - gik vi op til England igen for både sejl og motor. Vi kunne komme op på ni knob på den måde. Vi skulle kovende, det kunne være en farlig manøvre, men det gik fint. Ud på morgenen blæste det kraftigt op, så vi blev nødt til at bjærge sejlene.

              Vi nåede op til den engelske kyst, men det blæste mere og mere op. Vi kom op på vindstyrke ni, stormende kuling, og det var ikke umuligt, det kunne udvikle sig til orkanagtig storm, sagde vejrmeldingen. I det vejr kunne vi ikke sejle, vi blev nødt til at søge nødhavn. Vi gik ind i Bigbury Bay og smed begge ankre. Ankrene var ikke så store, som man kunne have ønsket i en situation som denne, ankerkæderne var rustne, og ankergrunden var dårlig, så vi satte ankervagt dag og nat, to timer ad gangen. Vi havde bundet tonsvis af ketting til ankerkæderne, vi håbede det kunne holde os fast. Senere på eftermiddagen ankrede et stort dansk skib, Andreas Boye af Marstal, op lige ved siden af os, men vi kom ikke i kontakt med dem. Vi kunne se flere andre store skibe i Bigbury Bay. Jeg havde ankervagten 0400-0600. Det var meget hyggeligt, jeg sad i styrehuset og drak te og læste Gift af Kielland og pejlede hvert tiende minut for at se, om vi lå fast. Det gjorde vi, men Andreas Boye gled ti-femten meter. Det kunne også se ud til, at nogle af de andre bevægede sig. Det måtte være al den ketting, der gjorde, vi lå pløk fast, når de store drev.

              Bob var blevet meget forandret, siden han dunkede ind i bøjen. Han var ikke nær så kry og selvsikker mere. Til gengæld respekterede vi, at han gjorde, hvad han kunne, og prøvede at gøre sig nyttig. Vi var lidt nervøse for hans dårlige hjerte. Hvad skulle vi gøre, hvis han pludselig døde? Vi kunne selvfølgelig salte ham ned.

              Jeg havde ankervagt igen om aftenen og næste morgen. Vinden var løjet af, nu var den nede på SSV 4-5, og de andre skibe var gået. Det tog tre timer at få ankrene op; det var et farligt slæb med al den ketting, fordi det skulle gøres ved håndkraft. Havde vi ikke før været klar over, at det ville være en god idé med en motor til ankerspillet, så blev vi det nu. Ved 18-tiden kunne vi endelig sætte kursen mod Falmouth.

Vi gik ind til Falmouth klokken ti om formiddagen, på syvendedagen efter at vi sejlede fra Vlaardingen. Det kunne tage sin tid med sådan et skib som vores. Vi fortøjede til en bøje ude i havnen. Kaj foretog et fantastisk flot spring fra dækket ned på den lille, gyngende bøje og gjorde fast. Men lidt efter kom en båd ud fra havnepolitiet og sagde, det kostede ti shillings at ligge der. Vi kunne ikke lægge til inde ved land, fordi det var for dyrt, så vi måtte gå et andet sted hen og kaste anker. Det betød, vi ikke kunne komme i land, før vi havde repareret vores jolle. Det gik vi så i gang med, det var fint solskinsvejr. Da vi var klar til at sejle ind ud på aftenen, opdagede vi, at et skib, der lå for anker ved siden af os og ikke havde besætning om bord i øjeblikket, var i drift ind mod os. Jeg skubbede os væk med en bådshage, Lassen startede motoren, vi hev ankeret op og flyttede os tyve-tredive meter. Derefter tog Steen, Kaj og jeg båden i land. Jeg roede ind, desværre tabte jeg den ene åretold helt inde ved land. Kaj sagde, man kunne binde åren fast i stedet for.